Lin's hemmelighed

Sommetider findes kærligheden lige foran din næse. Kærligheden kan vende på en tallerken, og den storteste sky vil trække foran solen. Men uanset hvad, så efterlader ægte kærlighed altid spor i de efterlades hjerter...

0Likes
2Kommentarer
744Visninger
AA

2. Historien om Lin

Jeg så hende den onsdag vi startede i ottende klasse, hun gik der med sit mørke hår, sine røde læber og blå øjne. Der er to ting jeg husker fra den dag, det sår som jeg fik på knæet, og så er der hende, Lin. Hun var et menneske som var vellidt af alle, hun smilede altid. Det var i fysiktimen at jeg fik sendt hende mit første smil. En måned senere talte vi sammen om det regnvejr, som aldrig kom. Jeg fjollede, sagde til Tom at han godt kunne skride. Tom havde lugtet lunten, og han sendte mig sine små lumske bemærkninger, og jeg svarede, at jeg og Lin sgu da bare var venner, han var måske helt dum i roen eller hva’? Selv om jeg ikke sagde det, så vidste Tom det godt. Lin var åben, smilende og blottede ofte sine hvide tænder i et grin. Jeg stolede på hende. Jeg elskede hende.

Vi cyklede rundt om æbleplantagen, Lin og jeg. Det var en af de helt varme dage i juli, og bladene på træerne var fulde af saft og sommer. Vi tilbragte mange timer i farmors sommerhus. Lin elskede at være der, og når hun var der, så var det som om, at solen altid skinnede. Vi tog aldrig hjem til Lin, men jeg spurgte ikke. Lin lo og sagde jeg var tosset, og jeg svarede, at det var jeg måske, men at det intet var sammenlignet med hende, som cyklede ved siden af. Det grinede vi meget af, hende og jeg. Så var det at jeg, midt i juli, lukkede øjnene og sprang ud, hvor jeg næsten, men kun næsten, ikke kunne bunde. For som vi sad der midt i alt det høje græs og drak saftevand, der flettede jeg kejtet mine tykke fingre ind i hendes. Mit hjerte hamrede i brystet, og jeg frygtede, at min hånd blev svedig. Lykken må være græs, saftevand og den sommerferie imellem ottende og niende klasse. Hun lukkede øjnene og lænede sig frem, klar til at svømmere længere ud på havet, men jeg trak mod land.

Jeg så det med det samme, som det hang der under Lins højre øje og grinede til mig. Jeg løftede min hånd for at røre hendes bløde kind, og da hun opdagede, hvordan min opmærksomhed var fanget af det lille, blå mærke, forklarede hun, at hun har faldet. Det var det, intet andet. Væltet, ganske enkelt. Faldet. Jeg lod som ingenting. Jeg forsøgte at flette mine fingre i hendes, jeg ønskede at kysse hende, men gjorde det ikke.

Med vinteren forsvandt de saftige blade og den varme juli. Det år kom den første sne midt i januar. Jeg havde ventet længe og omsider dalede det hvide pulver ned fra himlen og lagde sig som et tykt tæppe, som forvandlede vores kvarter til nyt spændende snelandskab. Snart indtraf den evige kamp imellem ivrige elever og sure lærere, som forgæves forsøgte at flytte vores snekrig til sportspladsen.

Jeg ville gerne se hvor hun boede, men hun undslap min forespørgsel ved at vende hovedet mod vinduet og stirre ud på sneen. ”Vi har det jo fint her, har vi ikke?” svarede hun altid kort for hovedet og jeg gav hende ret. Jeg flyttede min hånd fra hendes arm. Jeg forsøgte desperat at holde fast, men jo jeg mere jeg strammede mit greb, jo mere følte jeg, at hun smuldrede i mine fingre. Hun fik flere mærker om arme og hals, men jeg lod som om de ikke var der, det var jo stadig Lin. Jeg nussede hende i ansigtet, og hun lod sig forsigtigt glide ned i min seng, jeg rykkede nærmere. Hendes blå øjne sugede mig ind, jeg mærkede hendes ånde mod kinden, da jeg lænede mit ansigt mod hendes. Hendes duft, hendes bløde hud og det mørke hår.

Sommeren kom, men noget af saften var forsvundet fra de grønne blade, solens stråler var sparsomme. Det var mærket under øjet, som havde ændret det, det vidste jeg bare.

Det blev november, en måned jeg altid har elsket, men den første torsdag i november ringede telefonen altså. Det var min mor, som tog den. Hun hentede mig på værelset med telefonrøret i hånden, og jeg vidste det straks, da jeg så hende. Jeg havde vidst det længe, men intet gjort for at hjælpe. Jeg kunne blot stirre ud i det tomme intet og klynge mig til den kærlighed, som Lin havde efterladt i mit hjerte.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...