Hvis du altid var en blind plet

JEG VIL MEGET GERNE HAVE RIS OG ROS FOR MIN NOVELLE! DET VIL BETYDE MEGET! | :D Jeg har altid tænkt på, hvordan det var, hvis man var blind. Vil man blive respekteret? Kan man lave alt hvad normale mennesker laver?
Jeg har lavet en kærlighedsnovelle om blindhed. Jeg skifter synsvinkel mellem to mennesker.

8Likes
30Kommentarer
2991Visninger
AA

8. Help from the right person - Dianes synsvinkel

"Skal jeg ringe efter en abulance?" spurgte en lys stemme bag mig.

"Nej, jeg har det fint," svarede jeg. Folk nærmede os med bekymrede stemmer og prøvede at hjælpe mig, men mest af alt ville jeg bare have, at de gik væk. Deres stemmer forvirrede mig når de kom i hver deres retning.

Damen trak mig væk op ad nogle trapper, og helt øverst satte vi os på et trappetrin. Biler lød over os og folk gik ved siden af os ned af trappen, men de stoppede ikke op for at sige noget, for de vidste ikke, hvad der var sket.

"Hvorfor er du her?" spurgte jeg.

"Du gik forbi mig på et tidspunkt ... Jeg fulgte efter dig for at se, hvad du skulle." Han lød nervøs for, hvordan jeg ville reagere, men jeg vendte bare hovedet i retningen af ham og lavede et forvirret ansigtsudtryk.

"Udspionere du mig?"

"Nej!" sagde han hurtigt. "Jeg var nærmere nysgerrig. Hvor er det egentlig, du skal hen? Himlen eller toget?"

"Min far. Jeg har ikke tænkt mig at tage et i Himlen nu," sagde jeg og slyngede min hånd i mod hans ansigt og ramte blidt hans baghoved. Han hår var blødt og stoppede ved midten af hans nakke da jeg lod min hånd falde ned.

"Av," mumlede han. "Hvornår kommer du så tilbage?"

"Jeg skal kun være der i en dag." Jeg trak på skulderne, som om det ikke var noget. I virkeligheden savnede jeg min far som bare fanden. Det var fem måneder sider jeg sidst havde set ham, for endden havde han travlt med arbejde eller sin kæreste, Kate. Alligevel fik jeg et trist ansigtsudtryk, men han ville ikke kunne se mine tårer gennem brillerne.

"Hvad klokken skal du hjem?" spurgte han. Jeg hævede mit ene øjenbryn af ham, men svarede: "Klokken syv i morgentidlig."

"Klokken er fem, og det næste tog kommer om to timer. Vil du have et lift?" spurgte han. Jeg rystede på hovedet, selvom jeg mest af alt ville væk fra kulden og direkte hen til min far. Der var bare for langt over til min far, og jeg ville helst ikke skylde ham endnu mere end jeg allerede gjorde. Jeg havde ingen penge og jeg kunne heller ikke redde liv.

"Jo, kom nu. Så har jeg en undskyldning for lektierne." Jeg hørte smilet i hans stemme, og jeg kunne ikke lade være med selv at smile.

"Okay så." Han hjalp mig op at stå, og min hånd føltes, som om den var i en brændvarm ovn, da han greb fat i den.

"Vent," sagde jeg. "Jeg mangler min blindstok." Jeg havde heller ikke Blackie på mig, og jeg kunne ikke leve uden de begge to.

"Bliv her," sagde han til mig og jeg hørte hans skridt ned ad trappen. Folk kom til at skubbe mig nogen gange da de gik op og ned ad trappen, og da jeg var bange for at falde ned i et eller andet dybt hul igen, holdte jeg hårdt fast gelænderet. Jeg måtte til sidst lade være da min hånd satte sig fast i det frosne gelænder. "Den her?" Han stak blindstokken ind i min hånd. Den var stadig en smule varm der hvor mine hænder havde været sidst. Jeg genkendte den glatte stang og den snor øverst som jeg altid havde rundt om håndledet.

"Tak," sagde jeg og følte mig lidt mere tryg med min blindstok i hånden.

"Kom. Min bil er ikke så langt væk." Jeg gik efter hans skridt og lyden af hans stemme. Jeg havde altid ønsket at køre i bil. Jeg vidste ikke, hvordan man kørte den, men alle havde en bil, eller de fleste, og jeg ville så gerne prøve.

Vi stoppede op og jeg hørte en bildør åbne. Jeg satte mine hænder på bilen som føltes kold og glat.

"Hvad farve er den?" spurgte jeg.

"Sort." Jeg var vant til, at folk ville lyde underlige, når jeg spurgte ind til farver, men Damen tog det, som om det var normalt. Det var jeg glad for, for jeg ville komme til at spørger ind til det trods min nysgerrighed.

"Godt," sagde jeg, glad for, at jeg vidste, hvad sort var. Jeg satte mig ind i den varme bil og kunne mærke glat læder på sædet. Damen startede bilen og en lav summen kom fra den. Jeg var vant til, at mors bil larmede og lød som en motorcykel.

"Godt?"

"Det er en af de eneste farver, jeg kan." Jeg smilede skævt. Jeg mærkede hans blik brænde mod mit ansigt, ligesom solen gjorde om sommeren.

"Hvordan kan du være så rolig, når du var tæt på at dø?" spurgte han. 

"Man behøver ikke være bange for døden." Jeg trak på skulderne, og denne gang var det rigtigt, at jeg var ligeglad med det.

Han veg væk fra emnet, som om han virkelig hadede at snakke om den. "Hvor bor din far?" Jeg svarede ham, og de bibbende lyde måtte være fra en GPS.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...