Hvis du altid var en blind plet

JEG VIL MEGET GERNE HAVE RIS OG ROS FOR MIN NOVELLE! DET VIL BETYDE MEGET! | :D Jeg har altid tænkt på, hvordan det var, hvis man var blind. Vil man blive respekteret? Kan man lave alt hvad normale mennesker laver?
Jeg har lavet en kærlighedsnovelle om blindhed. Jeg skifter synsvinkel mellem to mennesker.

8Likes
30Kommentarer
2873Visninger
AA

1. A christmas star - Dianes synsvinkel

En lille plet var hvad jeg drømte om julenat. Den havde seks kanter som en stjerne ... var en farve, tror jeg ... havde mønstre med små hjerter ... og så hang den i luften midt i intet. Alt sammen blev sort i næste sekund, og jeg vidste ikke engang, om jeg var sindssyg. Men jeg havde set noget. Jeg havde ingen fantasi, ikke engang nok til at lade den skinne den mørke drøm op. Det måtte være min julegave, men alligevel vågnede jeg lidt for hurtigt midt i det hele med udsigten til intet.

Jeg lå her i sofaen og prøvede at holde varmen under de mange tæpper der kradsede mod mine bare arme og ben. Det var første gang jeg var alene, og det var min julegave. Jeg var glad for det. Jeg slap for privatlærer og skulle snart, for første gang, gå på egne ben mod min 'normale' skole. Jeg vidste ikke engang, hvordan det ville være. Var alle ligesom mig? Nej, min søster fortalte mig hver dag, at jeg var anderledes, skilte mig ud af verden som et fembenet menneske med hundred øjne og burde ikke være her. Mor svarede hende aldrig igen, men jeg kunne mærke hvordan luften sitrede trist, når jeg blev kaldt anderledes.

Jeg tog min blindestok og rejste mig op på mine spinkle ben. Jeg ville ikke have, at min lille familie kom hjem igen. Jeg havde det fint nok. De skulle ikke komme hjem fra den dødsyge jul henne ved min bedstemor. Jeg brød mig ikke om hende, for hun var så nysgerrig. Hun spurgte mig altid om, hvordan verden var som sort. Jeg kunne ikke forklare hende det. Jeg vidste ikke engang, hvordan verden i virkeligheden var.

Det var, som om mor aldrig havde tid til mig. Hun havde et hårdt arbejde som nattevagt, men når hun endelig havde tid, var hun sammen med min søster, Janice. Det var, som om hun ikke gad mig. Som om hun ikke ville se det i øjnene, at jeg var skabt forkert. Jeg vidste, at hun elskede mig; min gamle privatlærer fortalte det mig hver dag. Ava var som en ny mor til mig, selvom hun kun var min lærer. Hun var de stadig, men kun i weekenden. Jeg var langsommere til at lærer end de fleste. Selvom jeg havde stærkere sanser end de fleste, så var det svært at lære uden et syn.

Min største drøm er at kunne se. Bare et lille glimt af lys ... eller en anden farve end sort. Jeg elskede at skrive. Jeg vidste ikke engang, om min skrift var grim eller ej eller hvor mange stavefejl der var, men siden første gang jeg lærte at stave, havde jeg fyldt min dagbog op. Jeg var begyndt at skrive mindre i den. Jeg ville så gerne vide, hvad jeg skrev da jeg var seks. Jeg kunne huske nogle drenge tog min blindestok og knækkede den halvt over så traffiken ikke kunne se, at jeg var blind. Det var dér at jeg fandt ud af, at jeg var anderledes. Jeg kunne spørger en læse det op for mig, men jeg var bange for, at jeg havde skrevet noget, der var privat.

Ava lærte mig i øjeblikket om tillid. En af de vigtigeste ting. Jeg skulle stole på folk, men jeg ville hellere lære hvorfor. Jeg vidste ikke engang, hvad det betød.

Jeg gemte min dagbog under min seng og valgte at få julen overstået ved at sove.

 

 

Jeg elskede at læse, men der var ikke mange gode bøger på blindskrift. Det var mere samfundetog læring, og jeg havde brug for rigtige bøger. De beskrev verden bedre end nogle anden, men jeg hadede hver gang de nævnte solen.

Jeg kiggede op på solen igennem mine solbriller. Jeg kunne mærke mit syn blive en fjern grå farve, men jeg havde prøvet det så mange gange uden held af at få den rigtige farve, at det gjorde mig trist.

Jeg sad på en træstol som var slibet gladt med forskellige mønstre på benene. Jeg mærkede de skarpe kanter bag stolryggen og førte så min hånd hen til mit skød hvor min bog lå. Den første sætning i bogen gjorde mig stadig nysgerrig, og jeg forstod den ikke, lige meget, hvor mange gange jeg sagde sætningen inden i mit hoved.

Mine fingre kørte over de små knopper som var formet til bogstaver. Kærlighed gør en blind. Jeg forstod den stadig ikke. Hvad jeg vidste, så var jeg ikke blind på grund af kærlighed. Jeg var ikke engang sikker på, om jeg vidste, hvad det var.

Solen skinnede varmt mod min ene kind. Det var mærkeligt, at den stadig var der, selvom det var en kold vinter. Jeg ville ønske at jeg kunne se sneen, eller også bare solen, hvis det var for meget at forlange.

Jeg havde hørte et eller andet med, at nogle mennesker kunne skabe billeder inde i blindes hjerner. Jeg ville godt, men så alligevel ikke. Mit første syn skulle ikke være et falsk billede.

Jeg var helt alene på biblioteket, sådan som det skulle være. Eller jeg kunn ihvertfald ikke høre skridt eller vejrtrækninger, indtil døren knirkende gik op på den anden side af lokalet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...