We're Living In The SM TOWN

Rin fik chancen for, at komme ind på SM Academy, stedet hvor man får muligheden for, at blive berømt! Desværre var der en lille fejl i hendes ansøgning, og nu tror SM Academy at hun er en dreng. Der er ikke flere pigepladser tilbage, så Rin må gå under navnet "Ren", og opføre sig som en dreng. Det går lidt i vasken, da en dreng stjæler hendes hjerte, og hun stjæler hans. (I denne historie følger vi, hvordan SHINee's dage var på SM Academy, før de debuterede). [Kpop grupper i denne fanfic; SHINee, Super Junior, F.T Island, Big Bang, SNSD, måske flere.]

158Likes
1040Kommentarer
15055Visninger
AA

10. Ups?

Jeg følte, at alle holdt øje med mig lige pludselig. Det brød jeg mig ikke helt om. Alle dem fra min sangtime fulgte efter mig. Så på mig. Prøvede på, at snakke med mig. Hvad ville de mig?! Især Hongki fulgte efter mig, og han gjorde det ikke direkte diskret. Han sendte mig også de ondeste, koldeste blikke, der fandtes. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde gjort ham noget?

”Ah, Ren! Hvordan er din første rigtige skoledag?” spurgte en velkendt stemme og jeg så Donghae komme gående mod mig.

Okay, Rin. Du er en dreng, du skal ikke flippe over, at selveste Lee Donghae fra Super Junior kommer over og snakker til dig. Selvom du har været fan af ham i nogle år nu… Du må ikke flippe! Ikke flippe! Ikke flippe!

”D-Den har været meget god, Donghae hyung,” sagde jeg og smilede uskyldigt. Han smilede tilbage til mig.

”Donghae! Kom her!” sagde en kvindestemme, da en streng, ung kvinde kom gående. Hendes hår var sat stramt op i en perfekt knold. Hun havde et par sorte briller på, og meget fint tøj. Hun var helt sikkert en agent, eller noget.

”Oops, det er agent noona,” hviskede Donghae lavt, rædselsslagen. Han så på mig og smilede en enkelt gang.

”Vi ses, Ren!” sagde han imens han flygtede fra damen, der straks løb efter ham. Donghae måtte have et stramt program hele tiden. Han var jo meget kendt. Han havde nok ikke lov til, at rende rundt på SM Academy hele tiden, kunne jeg forestille mig.

”Ren, var det ikke?” sagde en anden stemme. Ville folk dog ikke bare lade mig være i fred?! Ingen havde ladet mig være alene, siden jeg sang i sangtimen. Jeg vendte mig stift omkring.

”Hvad?!” udbrød jeg, men jeg blev straks tavs, da jeg så, hvem det var. Det var Minho. Jeg holdt mig hurtigt for munden og bukkede undskyldende.

”U-Undskyld, Minho hyung! Det var ikke meningen!” sagde jeg undskyldende. Minho grinede lidt.

”Jeg kender det. Folk, der ikke kan lade én være i fred,” sagde han. Han kendte mig allerede så godt, følte jeg.

”Har du det også sådan?” spurgte jeg og grinede stille. Han smilede og nikkede bestemt.

”Minho, hvad skal du i aften?” kaldte en af pigerne efter ham.

”Minho! Vil du med i byen?!” råbte en anden af pigerne. Jeg kunne pludselig se, hvor han ville hen. Han var meget populær blandt pigerne, det var tydeligt. Selv de piger, der var ældre end ham, ville have ham. Jeg var dog ikke misundelig, piger interesserede mig nu ikke.

”Ren, jeg tænkte på, om du ville med ud og spille basket i aften?” spurgte han og smilede til mig. Jeg smilede stort tilbage og nikkede straks.

”Det vil jeg meget gerne, Minho hyung!” sagde jeg med stjerner i øjnene.

”Så ses vi i aften,” sagde han og vendte sig om, for at gå. Jeg kunne se på pigerne, der havde råbt efter ham, at de sendte mig dræberblik. Blikke, der næsten var lige så koldt som Hongkis. Hongki, som stadig stod og stirrede på mig, dog i skjul.

”Hvad sker der i den dreng hoved?” mumlede jeg lavt til mig selv og tog mig til panden, hvorefter jeg gik videre.

 

Jeg gik ind på værelset, smed mine ting fra mig på min seng og åndede lettet op. Da kom der en person ind på mit værelse. Det var bare Taemin.

Taemin, nøgen. Med et håndklæde omkring sine hofter.

”EEEB!” skreg jeg og holdt mig for mine øjne. Det var næsten ligesom da han vågnede op, også nøgen. Det her var bare lidt mere naturligt, og alligevel flippede jeg. Jeg var en dreng nu, ikke en pige! Han havde ikke noget, som jeg ikke allerede havde set, vel?

Jo han havde så!

”Ah, hej Ren,” sagde han og smilede. Der løb stadig nogle dråber ned over hans tynde, perfekte krop. En krop, der helt sikkert var blød som silke. Den var næsten mælkehvid. Perfekt.

Hvorfor begyndte mit hjerte at hamre igen? Det her var ikke en del af planen om, at jeg skulle gå for at være en dreng på den her skole, vel? AARGH!

”Ren, er du okay?” spurgte han da han stod foran mig. Han var nu endnu tættere på mig end før. Jeg undgik øjenkontakt, og forsøgte, at komme væk fra ham. Det lykkedes så endelig, da Onew kom ind i rummet. Taemin rettede sit blik mod ham, og jeg listede mig stille over på den anden side af Onew, så jeg var lidt væk fra Taemin.

”Taemin, vil du med hen og have kylling?” spurgte Onew og gik mod Taemin. Selvfølgelig skulle der jo ske noget, og den klodsede Onew faldt over sine egne ben.

”Onew!” udbrød jeg.

”Hyung!” udbrød Taemin. Vi kom begge to styrtende imod ham, før han faldt, og ramte jorden. Jeg greb fat om hans arme, det gjorde Taemin også. Onew lå næsten nede på gulvet, men vi nåede det lige, før han kom til skade.

Hvad var der mon så ikke sket?

Taemin og jeg stirrede på hinanden med store øjne. Vores ansigter var få centimeter fra hinanden. Få, ganske få, centimeter.

”Taemin, er du snart klar til danseøvelserne?!” råbte Key, da han trådte ind i værelset. Han slog døren op, som ramte Taemin, og skubbede ham mod mig.

Direkte. Ind. I. Mine. Læber.

Key fik øje på os, men stivnede bare, imens han stirrede på os. Onew stirrede endnu mere, med store øjne. Taemin rynkede lidt på brynene, selvom ingen af os trak os væk. Jeg lukkede hurtigt mine øjne stramt i.

Lort. Lort. Lort.

Jeg havde kysset Taemin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...