Englen Spin-Off's

Ja, de er skrevet på forfatterkursus. - Enjoy! :)

6Likes
66Kommentarer
1957Visninger
AA

1. Uventet Besøg

Da jeg vågnede den morgen, tog det mig kun et øjeblik at mærke at noget var anderledes. Ikke i omgivelserne. I atmosfæren.
Jeg åbnede øjnene, men allerede før jeg havde set mig om, var navnet på mine læber.
”Patch.”
”Jamen godmorgen Aisha, har man sovet godt?” spurgte han sukkersødt, og kiggede slesk på mig.
”Det havde jeg. Lige indtil du forstyrrede min søvn,” svarede jeg irriteret, og stirrede koldt tilbage på ham.
”Årh, Aisha, vær nu sød,” smilede han, og et øjeblik troede jeg virkelig på at han ville snakke fornuftigt med mig, og at alt nok skulle løse sig, præcis som hans smil lovede. Men kun et øjeblik.
”Hvad vil du?” spurgte jeg i stedet. Jeg vidste at mit sorte hår sad og strittede til alle sider, og at min daggamle mascara sandsynligvis sad et godt stykke nede af mine kinder, men han kendte mig så godt, at jeg ikke lod mig mærke med det.
”Bare snakke, min søde,” svarede han. Hver gang han kaldte mig sin, ligegyldig i hvilken sammenhæng, gav det mig lyst til at vride nakken om på ham.
Men samtidig var jeg stadig tiltrukket af ham. Efter alle disse år, hvor jeg havde bildt mig selv ind at jeg hadede ham, og altid ville gøre det, var jeg stadig magtesløs overfor hans indflydelse. Han kunne få mig til hvad som helst, og det var han fuldt ud klar over.
Jeg kiggede mere indgående på ham, mens han ventede på mit spidse svar. Han var ligeglad med hvordan jeg talte til ham alligevel, det vidste jeg.
Hans kulsorte hår sad rodet, som om han lige var vågnet, men det havde det altid gjort, ligegyldigt på hvilken tid af døgnet man så ham. Ikke at skødesløsheden ikke klædte ham fortræffeligt, for det gjorde den uden tvivl. Hans muskuløse overkrop var dækket af en stram sort T-shirt, der bevægede sig i takt med hans vejrtrækning. Som om han overhovedet behøvede at trække vejret.
I stedet for at svare ham, besluttede jeg at lade som om han ikke var der så han forhåbentlig gik til sidst. Så jeg svingede benene ud over sengen, rejste mig, og gik hen til mit skab, for at finde mine sædvanlige mørke jeans, og stramme top i hvilken som helst farve jeg stødte på.
Jeg havde ikke noget imod at skifte foran ham, eftersom jeg i tidernes morgen havde gjort langt værre ting foran ham, for at sige det lige ud.
Så det gjorde jeg, og stillede mig derefter foran spejlet, der gik fra gulv til loft, og studerede mig selv. Ganske rigtigt havde jeg mascara ned af kinderne, men det betød ingenting. Mit hår sad nogenlunde, det skulle bare redes igennem, og så skulle den gamle makeup fjernes, og en ny lægges, før jeg kunne forlade lejligheden, og tage hjem til Jackson, forhåbentlig uden Patch efter mig.
”Har du tænkt dig at svare på mit spørgsmål min skat?” spurgte Patch, en anelse utålmodigt. Men skulle tro folk blev mere tålmodige af at leve i hundredvis af år.
Jeg ignorerede ham bare fortsat, men det skulle jeg aldrig have gjort.
Pludselig stod han bag ved mig, og pressede mig op mod spejlet.
”Søde skat, jeg vil have et svar, og det skal være lige nu,” hvislede han ind i mit øre, og slap mig så igen.
”Du har ikke stillet noget spørgsmål,” svarede jeg bare nøgternt.
”Åh jo, det har jeg. Jeg sagde at jeg gerne ville snakke med dig, kan du huske det?” spurgte han koldt.
”Ja, se det var et spørgsmål. Det andet var bare et udtryk for et ønske,” svarede jeg belærende, og smilede uskyldigt til ham, fuldt ud bevidst om hvor meget jeg irriterede ham.
”Okay så. Jeg kan se at du har travlt. Men pas nu på ikke at gøre noget dumt, og ja, før du spørger, det er en trussel,” svarede han, og begyndte at forlade rummet.
”Åh, og for resten… Hils min ven Jackson,” tilføjede han med et falsk smil, og forlod endelig lejligheden gennem et åbent vindue i stuen, som jeg ellers var sikker på at jeg havde lukket i aftes. Pokkers djævleyngel!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...