Svigtet af den man holder mest af...

Ja.. Sig helst din ærlige mening.. Jeg kan klare det ;)

2Likes
11Kommentarer
1059Visninger
AA

1. De sidste 3 dage..

” Kære dagbog.. De sidste 3 dage troede jeg skulle være 3 helt almindelige dage, Men der tog jeg fejl.. Det startede med at mig og min mor var uvenner om morgenen, og da jeg ikke gad og høre på hende mere, sagde jeg farvel til min far og lillebror og tog sur i skole.  Imens jeg var i skole skulle far, mor og lillebror til læge med min lillebror fordi han var syg. Da jeg kom hjem og der ikke var nogen hjemme blev jeg lidt bekymret. Lige pludselig ringede telefonen og det var hemmeligt nummer.  Jeg tænkte: hvem mon det kan være? Og tog telefonen. Da jeg tog telefonen var det som om tiden gik i stå. Damen i den anden ende af telefonen sagde: det er Mette fra Rigshospitalet, goddag. Er du alene hjemme? – Ja, hvorfor? – Øh.. Jeg er meget ked af det der er sket.. Din mor, far og lillebror er kørt galt. Der var en der kørte ind i deres bil på landevejen. - ... Er det her telefon-fis?! – Nej! Jeg kan sende en til at hente dig så du kan se din familie. – Jo tak, det kunne være dejligt. – Okay. Hvor bor du? – Brovejen 24. – Okay der kommer en om lidt. Hej hej. – Hej hej. Bilen kom og vi kørte til Rigshospitalet.. Da jeg kom ind til min mor og lillebror som lå og sov, blev jeg bekymret. - Hvor er min far? – Ja.. Han, er kommet meget slemt til skade, han har brækket flere ribben, brækket benet og fået hjernerystelse. Desværre. Da begyndte tårerne og presse på og jeg begyndte og græde. Resten af dagen blev jeg på hospitalet med min mor og lillebror til de vågnede op. De måtte først komme hjem i forgårs, så jeg sov der også.. Det føltes virkelig som om, der manglede noget i mit hjerte. Men da jeg så kom i skole i går og havde fortalt om hvad der var sket, kom alle og sagde at de var ked af at høre hvad der var sket. Men der manglede en.. En jeg troede altid havde troet ville komme og sige at hun var ked af det. Emilie.. Hun gik sammen med alle de andre og grinte og havde det sjovt, mens jeg sad og tænkte over hvad der var galt. Hvad havde jeg dog gjort? Jeg tog mig sammen og gik hen til hende, og de andre piger og spurgte så: Emilie, hvorfor gider du ikke snakke med mig? Har jeg gjort noget? Men hun svarede ikke.. Hun blev bare ved med at grine.. Hun gik hen og krammede Josephine og sagde at hun var så sjov og sød.. Emilie har altid afskyet Josephine som den person hun nu en gang er. Hun har altid sagt at hun var så dum.. Og nu vil hun hellere være veninder med hende, end hun vil med en hun har kendt siden hun var 3. Mennesker ændre sig tænkte jeg, men inderst inde følte jeg mig svigtet. Svigtet af den jeg holdte allermest af.. Det gjorde ondt.. Meget ondt!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...