Hold me in the rain - Justin Bieber

Justin Bieber er lige blevet 25, og er tilfreds med sit liv. Han har fundet sin store kærlighed i livet, nemlig den tre måneder ældre Lucinda. Hun er sød og fantastisk, hvis man hører Justins udtalelser til bladene. De er efter fire år med kendskab til hinanden, forlovet. Det gik hurtigt for sig, og brylluppet vil allerede stå på om to uger, men … selvfølgelig er der et men. Justin elsker selvfølgelig Lucinda højt, men da han pludselig støder ind i den 24 årige Thalia, går det hele galt. For hvad Justin ikke ved er, at han nogle år tilbage gjorde noget grusomt. Noget der gjorde Thalias liv betydeligt og besværligt, og det vil hun nu snakke med Justin om. Især, da det der skete nogle år tilbage, nu har fået nogle konsekvenser, som der skal handles med. Og så er der selvfølgelig lige det, at Justin ikke kan huske, hvornår han sidst så Thalia, men det kan hun.

43Likes
266Kommentarer
7020Visninger
AA

18. 17

”Tak, Felicia” sagde jeg og kyssede hendes kind, efterfulgt af jeg tog imod det post hun havde i hendes hænder. Efter at have lagt det på bordet, løftede jeg hende op på mit ene ben, så hun fint så med, mens jeg kiggede posten igennem. Det var nu to måneder siden kirken, og alt muligt var sket siden da. Jeg havde skrevet et brev til Luce og forklaret hende tingene, men siden dengang havde jeg ikke set hende ansigt til ansigt. Verden havde fået alt at vide om Felicia, men ikke hvem Thalia var, og hvordan det var gået til. Nogle troede endda, at Luce var moren til Felicia. Der gik en virkelig underlig følelse igennem mig, da jeg så det første blad i bunken. ’Mode’, det blad Luce elskede så højt, og havde haft abonnement på. Det udkom hver måned, og viste også, at det egentlig ikke var særlig lang tid siden, at jeg havde droppet hende ved kirken. Men stadig virkede det som så lang tid. Det gjorde ondt at tænke på, at jeg sådan havde spoleret det hele. Men alt det med Thalia og Felicia, kunne jeg bare slet ikke klare, sammen med så at blive gift med Luce. Forsigtigt pakkede jeg bladet ud af plastikken, og så hvilke ting man kunne læse i bladet. Som jeg bladrede igennem bladet, var jeg lige ved at lægge det væk, men så var der en side der fangede mig. Meget endda. Der var et billede af Luce. Hun var i hendes yndlingsmagasin. Utroligt. Hun var blevet designer, havde afsluttet sin uddannelse, og var nu i gang med at lave en tøj kollektion. Hun var virkelig dygtig. Forsigtigt strøg jeg mine fingre over det lille billede af hende, og mærkede først nu, hvor meget jeg savnede hende.

”Du savner hende, far” sagde Felicia stille, og overrasket kiggede jeg på hende. Hun vidste vel nok om Luce og mig, men at hun havde indset det præcis samme som jeg havde, gjorde mig egentlig glad. Spontant krammede jeg hende, og tog hende ind til mig. Hun var virkelig fantastisk, og jeg elskede, at hun var min datter.

”Du har ret..” sagde jeg og smilede til hende, og hun nikkede stolt. Jeg rejste mig straks op, og tog Felicia i hånden. ”Du skal hjælpe mig nu, bare gør hvad jeg siger” smilede jeg til hende, og trak hende med ud i gangen.

”Det lover jeg far” smilede hun, og jeg stoppede op for at kramme hende. Efter at have talt så meget med hende, vidste jeg bare at jeg kunne stole på hende. Hun var virkelig en fantastisk datter.

Nu var det nu. Jeg havde afleveret Felicia hos Mrs. Cole, og skulle nu finde Luce. Felicia havde fået mig til at indse, at Luce var hende jeg elskede allermest. Hende jeg ville dele alt med, selv mit liv. Jeg vidste hvor hun boede, siden hun var flyttet ud af lejligheden. Det regnede udenfor, da jeg tog de første skridt ud i regnen. Selv om det regnede, valgte jeg at gå til hendes lejlighed, som kun befandt sig få gader væk. Jeg begyndte at gå ned af vejen, da jeg pludselig stødte ind i en. Personen faldt til jorden, og som jeg altid hjalp folk, skyndte jeg mig at hjælpe personen op. Men det var ikke bare hvilken som helst person.

”Justin?” Hendes stemme var såret og hun havde næsten tårer i øjnene.

”Undskyld, Luce, undskyld. Dengang, det var.. Jeg var dum” sagde jeg og kiggede ned i jorden.

”Justin, du sårede mig ekstremt, det vil jeg ikke ligge skjul på. I så lang tid har jeg været helt ked af det over det, det har gjort så ondt, men du vil aldrig være dum for mig, du ved mine følelser for dig er høje, Justin” sagde hun stille, og jeg nikkede. Jeg vidste hvad hun følte for mig, og jeg vidste hvad jeg følte for hende. Hun var perfekt, præcis som hun var.

”Det var ikke meningen at jeg skulle støde ind i dig her, i regnvejr, men jeg var på vej hen til dig, for at sige undskyld. Jeg kunne ikke klare det mere” sagde jeg stille og kiggede ind i det par øjne, jeg havde savnet allermest. Hun smilede stort til mig.

”Regnvejret kan være fuldkommen lige meget, Justin. Så længe du er her, jeg har savnet dig så meget” sagde hun og smilede. Jeg smilede tilbage til hende og placerede mine læber på hendes. En følelse jeg havde savnet meget. Jeg kiggede hende igen ind i øjnene. "Hold om mig, Justin" sagde hun bestemt, og jeg tog hurtigt mine arme om hende. Jeg holdte hende i regnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...