Limbo

Jonas er en dreng på tolv år som går i sjette klasse. Jonas spiller mere Counter-Srike end de fleste, men er faktisk ikke særligt god. Han har mange venner, men er faktisk ikke særligt glad. Han har tidligere gået til håndbold, men blev mobbet ud, og har derfra ikke særlig høj selvtillid. Men her da han er startet i sjette, er det hele blevet meget værre. Hans forældre er begyndt at skændes utrolig meget, og det bliver Jonas meget ked af. Jonas er den laveste i hans klasse, og det hjælper ikke lige frem på humøret, når klassens smart ass mobber ham på det groveste. Jonas vil ikke finde sig i det mere, og startet derfor hos den lokale Karate-klub.
Historien fortæller, hvad man gør hvis man bliver svigtet af familie og venner, og gerne vil blive set i en ellers håbløs verden. Det ender tit meget skidt..

28Likes
13Kommentarer
2517Visninger
AA

1. "Guldmarken"

En høj velkendt skinger lyd hørtes. Vækkeuret. Det gav som sædvanelig et ryk i kroppen, og den samme velkendte trætte

følelse. De trætte øjenlåg, som skulle op, men bare ikke ville. Kl. var præcis 7.00. Der var stadig en hel time til, at Jonas skulle møde i skole. Han kunne vel godt lige tage en lille lur mere. Der var alligevel ingen til at vække ham, da mor og far alligevel var taget på arbejde nu. Fem minutter til eller fra gjorde da heller ikke det store. Jonas lukkede langsomt øjenen igen.

Der gik ikke mere end et par sekunder, før han igen var i en hel anden verden igen. Han stod kiggede på en stor gylden kornmark. Brisen susede køligt forbi hans øre. Han lyse hår blafrede.  Det var en dejlig rolig fornemelse. Jonas lagde sig ned i kornet. Han så op på himlen, og betragtede alle skyerne. Han forstillede sig, at skyerne var en hund, eller måske en mand. Det var hans far han nu kunne se på himlen. Han så glad ud. Nu kom hans mor også. Hun havde sit lyse hår sat op i en knold. Jonas elskede når det sad sådan. Det viste bare, at hun var en dame der viste hvad hun ville.  Jonas nød at se dem glade. Ja, glade sammen. Han ville ønske det var sådan. ja, at alle var glade. Men sådan var det desværre ikke. Jonas fik en klump i halsen. Hans forældre kiggede ned på ham med et skuffet blik. Det var det samme blik, han fik af sin lære, når han kom forsent i skole. Jonas følte sig ubegaheligt tilpads. "Jonas, der noget vi vil sige til dig". Jonas sank endnu en klump, og kom med et lille pib som svar til hans forældre på himlen. "Mor og Far er ikke glade sammen mere". "Hvad betyder det?" Svarede Jonas på grådens rend. "Vi hader hinanden." "Nej i gør ikke!" Råbte Jonas. "Det er din skyld!" sagde moderen med en kølig stemme ned til Jonas. "Nej, jeg prøver jo bare at hjælpe!" Vi hader dig, og har altid gjort det" sagde moderen igen ned til Jonas. Jonas rejste sig hurtigt op. Marken var blevet tør, og død at se på. Den mindede ham om ham selv. Tør og død...

Jonas vågnede med et sæt. Han kunne mærke, at han havde tårer i øjene. Han ville ikke sove mere. Aldrig mere! Jonas smed dynen af med en hæftig bevægelse. Kl. var 7.56. Jonas bandede højlydt. Der var kun ni minutter til at han skulle møde i skole. Han kastede sig ned af trapperne i høj fart. Der var ikke tid til morgenmad. Han pressede sine føder ned i sine lyseblå Nike-sko, og tog hurtigt sin grønne sweater på. Jonas løb ud i skuret, og gjorde sin cykel parat. Nu skulle der cykles til!

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...