A Real Fairytale

En historie om hvordan man uden at ønske det, kan ende et sted man ikke kender og alligevel få noget godt ud af det imens man også hjælper andre!

6Likes
11Kommentarer
1976Visninger
AA

4. Who You Really Are?

"Undskyld mig et øjeblik drenge, jeg skal lige have skiftet til den kjole jeg spiser i. I kan vente på mig i forsalen." De bukkede og takkede for at de måtte være her. Jeg smilede og gik op af trappen.

Tilbage i forsalen stod drengene og følte sig underligt til pas. "Sød prinsesse! Og køn er hun også!" udbrød Gustav pludselig og drengene grinede lidt. Men så blev Bill pludselig alvorlig og sagde "ja, hun er både sød og smuk! Gad vide hvad hun mente med at hun var skovens prinsesse?" Det var der ingen der svarede på, for nu kom Prinsessen ned af trappen i sin gyldne middags kjole. Jeg smilede til dem og sagde "følg mig drenge, så går vi ind og får noget at spise." Jeg førte dem ind i vores spisesal hvor jeg blev mødt af Caroline. "Hvad består middagen af i dag Caroline?" spurgte jeg imens jeg satte mig sammen med drengene.

Så kom en tjener gående og han præsenterede middagen som kylling i karry med delikat tilbehør og sovs til.

Jeg bad drengene om at tage for sig af maden og det gjorde de. De fortalte at de havde fløjet med et meget mærkeligt fly, som havde sagt kunne føre dem hvor hen de gerne ville. De havde sagt de gerne ville til Berlin, men de var havnet her i Lithialien. Det var en ret morsom historie og vi morede os herligt. Drengene var virkelig søde at have på besøg selvom de jo kom langt væk fra. Jeg fortalte at jeg altid havde drømt om at komme over og se deres land men at jeg først lige var fyldt 18 og havde mulighed for det. "Du skal være hjertelig velkommen Prinsesse! Vi vil gerne tage os tid til at vise dig landet, for vi skal alligevel så mange forskellige steder i løbet af året!" svarede Georg.

Da vi havde spist, viste jeg drengene rundt på slottet fortalte dem om skoven. Til sidst viste jeg dem op til deres værelser. "I kan finde mig i tronsalen, hvis der er noget og hvis i ikke kan finde vej, er der stor chance for at støde på Caroline på hele slottet. Bare vær søde ikke at gå op i Vestfløjens tårn." Så forlod jeg drengene med en fornemmelse af at de kiggede efter mig. Jeg bevægede mig ned af trappen og mod tronsalen.

Jeg var nød til at finde ud af noget mere om drengene og derfor måtte jeg have nogle bøger ind i tronsalen som jeg kunne søge i. Dem fik jeg en tjener til at hente for mig og jeg satte mig straks til at arbejde. Jeg fandt desværre ikke ud af ret meget mere end det de havde fortalt mig, selvom også Caroline sad og hjalp lidt til. Jeg så skuffet på hende og sagde "Øv! Jeg ville så gerne vide noget mere om dem, de er så flinke! Og især ham Bill kan jeg godt lide!" Hun så lidt på mig og svarede så "rolig prinsesse, husk du ikke kan falde for hvem som helst her i verden og det er da en mærkelig stil han har. Du kan da ikke falde for sådan en! Hvad vil din far ikke sige?" "det er så unfair! Hvorfor kan jeg ikke selv få lov at vælge lige som så mange andre kan?" "du godeste Benita, hvad er det dog du siger? Du er jo prinsesse, selvfølgelig kan du ikke bare vælge en eller anden tilfældig! Det burde du da vide nu efter så mange år! Jeg er nød til at gå. Jeg skal ordne nogen af de andre rum." "Ej altså! Vil du være sød at tage bøgerne med? Dem får jeg vidst ikke så meget brug for mere!"  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...