Svigtet for altid

Denne novelle er til novellekonkurrencen - Svigtet. Jeg vidste ikke hvilken kategori, at min novelle hørte under, men det kan være ligemeget. “Jeg vil hjem!” skreg jeg. “Bind nu rebet op Jessica! Please?” råbte jeg. Jeg mærkede regnen sive i gennem mit tøj. Tårerne kunne ikke længere ses efter al den regn, som skyllede ned over mine kinder og jeg kunne ikke mærke den spyklat, som fløj i ansigtet på mig.

18Likes
14Kommentarer
2229Visninger
AA

1. Jeg føler mig svigtet

Jeg føler mig svigtet. Jeg mærkede regnen sive i gennem mit tøj. Tårerne kunne ikke længere ses efter al den regn, som skyllede ned over mine kinder og jeg kunne ikke mærke den spyklat, som fløj i ansigtet på mig. “Jeg vil hjem!” skreg jeg. Jeg bed tænderne fast om Jessicas arm og hun hylede op i skyerne. Hun spyttede igen. “Bind nu rebet op Jessica! Please?” råbte jeg. Forsent. Hun var løbet sin vej. Jeg begyndte at græde igen, men tårerne kunne jeg ikke mærke. Mine kinder var for kolde. Mine hænder knyttede jeg hårdt og jeg begyndte atter at gnave i rebet, som bandt mig fast til en stolpe. Jeg sad i min skod skolegård. Den var grå og kedelig, og det gjorde det ikke meget bedre af, at det regnede. “For helvede...” bandede jeg. “Jeg kommer aldrig fri af det her.” Klumpen i min hals voksede. Jeg havde det virkelig dårligt. Jeg hostede, men det forhindrede mig ikke i at gnave videre i rebet. Til mit eget held var rebet gammelt og svagt, men det tog tid at gnave over. Jeg kravlede hurtigt væk fra stolpen. Jeg trak vejret hurtigt og tungt. Det føltes næsten som om at jeg var ved at blive kvalt i regn og iltmangel. Mine øjne kørte rundt i hovedet på mig. Jeg famlede efter min rygsæk på jorden. I den lå min mobil, men jeg havde ikke haft mulighed for at nå den, da jeg sad bundet fast til stolpen. Jeg indtastede min mors nummer og ringede hende op. “Mor jeg sidder i skolegården. Kan du komme og hente mig?” “Jeg har ikke tid lige nu skat. Jeg sidder i møde. Hejhej.” Bibtonen ringede i mine ører. Duuut, duuut, duuut. Jeg klikkede på den røde knap. Mine ben var svage, da jeg prøvede at rejse mig op. De havde ikke været i bevægelse i over en time snart. Jeg hostede og lænede mig op ad hegnet, som lå om vores skole. Hegnet var rustent. Jeg rystede op i minderne om alle de gange, hvor jeg rev mig på hegnet. Det var som om, at det havde små fingre, som greb fat i en ligesom en krog. Jeg bevægede mig ud af skolegården og mod mit hjem. Mit lune hjem, som jeg pludselig længtes efter at møde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...