White Panther

Caty har altid været en outsider, lige siden hun blev født. for krydsninger er ikke gode. Caty lever i en verden hvor mennesker og Animaer (mennesker med hale og ører fra et dyr) lever. Caty er kat, og katte ligger nederst i samfundet, men på grund af at hun er en krydsning mellem en panter og en sneløve er hun endnu længere nede. men på hendes 13 års fødselsdag møder hun Karano, prinsen af Lacensia. og Karano er venlig, men der ligger måske mere bag det end hun tror?

11Likes
18Kommentarer
1946Visninger
AA

1. Prolog - mødet

Prinsen af Lacensia gik gennem hovedstaden og kiggede sig omkring. Der var ingen der lagde mærke til ham, fordi han havde klædt sig på som en almindelig borger. Larmen fra gaden var altid den samme. Folk der råbte at man skulle købe deres varer, lyden af døre der blev åbnet og lyde fra de dyr der blev solgt. Men da han gik forbi en sidegade der førte væk fra byen, hørte han en lyd han ikke havde hørt før. En der sang. Det var så smukt at det mindede ham om en engels stemme. Han blev nysgerrig og gik efter lyden. Da han kom tættere på hørte han at det var en fødselsdagssang der blev sunget, men der var også en undertrykt gråd i sangen. Det lød så trist at at han kunne mærke det prikke i øjenkrogene. Han kom fri af gyden og gik over mod træerne hvor sangen kom fra. Det var der han så den sorte hale. Han gispede og trådte et skridt tilbage og kom til at træde på en gren. Sangen stoppede brat, og han så halen fosvinde op i træet personen havde stået op af. Han gik frem mod træet og kiggede op. Oppe i træet sad en pige med sorte katte ører og hvidt hår samt gyldne øjne som kiggede lige ind hans. ”Hvem er du?” spurgte hun med en forsvars beredt stemme. ”Karano, og dig?” svarede han. Hans nysgerrighed var vakt, for det var tydeligt at pigen var en krydsning. I Lacensia var der to befolknings grupper, mennesker og Animaer. Animaer havde ører og hale fra dyr, normalt blev de bare kaldt det samme som de dyr hvis hale og ører de havde. Hende her var kat, men hun så underlig ud. ”Caty” svarede hun efter en lille pause. Hun kiggede på ham og sagde så surt ”hold op med at glo”. For det var det han gjorde. Hendes hår var hvidt som ved en Sneløve, men hendes ører var sorte som ved en Panter. ”Hvorfor var du ved at græde før, og hvem sang du for?” spurgte han så. Caty så pludselig trist ud,men fik så et trodsigt ansigt udtryk. ”Det kommer ikke dig ved, men det er MIN fødselsdag” sagde hun så. Han blev forvirret. Hvis det var hendes fødselsdag, hvorfor var hun så ved at græde? ”Tillykke, hvor gammel bliver du?” spurgte han hende så. ”13” sagde hun forlegent. ”Hvorfor er du ikke sammen med dine venner og din familie?” spurgte han så, og igen så hun ud som om hun var ved at græde. Hun vendte sig og svarede så, ”jeg har ikke nogen venner, på grund af mit udseende, og mine forældre... de...” hun nåede ikke længere før hun begyndte at græde. Hendes hulk var så hjerteskærende at Karano vred sig under lyden. Hvad var der sket med hende? Hun græd så kraftigt nu at hun ikke kunne holde balancen og faldt ned af hendes gren. Han skyndte sig at gribe hende og hun klyngede sig ind til ham. Hun virkede så fortabt. Han lagde sine arme om hende og hviskede ind i hendes øre. Bare rolig det skal nok gå, men så hørte han hende mumle mellem hulkende. ”Hvorfor?... far og mor de... det var min skyld... og nu er de... er de...” og pludselig forstod han. Hendes forældre var væk. Han kiggede ned på hende og først nu bemærkede han de mørke pletter på hendes tøj som kun kunne stamme fra blod. Han kiggede på hende og tog så en beslutning. ”Kom med mig. Du kan arbejde for mig” sagde han så. Caty kiggede forvirret på ham med røde øjne. ”Hvad, hvor henne?” spurgte hun. ”Jeg er prins Karano af Lacensia, og du kan komme og arbejde for mig på slottet” sagde han og fniste lidt af hendes ansigtsudtryk. Hun lignede et stort spørgsmålstegn, men rykkede så hurtigt væk fra ham. ”Undskyld at jeg holdt sådan fast i dig, deres majestæt, jeg vidste ikke at de var prinsen” sagde hun pludselig febrilsk. Han grinte og gik hen og tog fat i hende. ”Jeg ber dig, bare kald mig Karano når det er os to, okay? Jeg er træt af at blive tiltalt med deres majestæt. Men du kan komme med mig og arbejde på slottet” sagde han og kiggede på hende. Hun nikkede stumt, og han kiggede ind i hendes gyldne øjne, og indså for sent, hvor meget han var faldet for hendes smukke, gyldne øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...