Camille

Camille ved at hun kan stole på sin bedsteveninde, Marie. - Det TROEDE hun i hvert fald...

5Likes
10Kommentarer
1392Visninger

1. Camille

Camille har plantet sine fødder. De vil ikke rokke sig - ligesom hendes tanker. Hun kigger opgivende ned i det sorte, kolde vand og mindes Maries chokerede ansigtsudtryk...

 

Marie og Camille sidder på Maries værelse. Det er en kold lørdag i september. De sidder med deres dyner og ser et underholdningsprogram. Marie bryder ud i en hysterisk latter. "Så du lige ham?!", griner hun. Camille så det ikke. Hendes tanker var et helt andet sted. "Jah.. Det så sjovt ud!", smiler hun falskt. "Du så det jo ikke...", siger Marie og zapper. Camille har en stor klump i halsen. "Hvad synes du egentlig om Lucas?", spørger Marie og skifter emne. Camille tænker sig hurtigt om. Skal hun sige det nu? Hun kniber sig selv i armen og svarer. "Det ved jeg ikke..". "Du ved aldrig noget, når jeg spørger dig om drenge", siger Marie irriteret. "Marie", siger Camille alvorligt. "Jeg kan ikke lide nogen af drengene...". "Hvad mener du?", spørger hun undrende og slukker for tv'et. Der er helt stille. "Jeg er til piger...", siger Camille. Hendes hjerte hamrer og hun forsøger at aflæse Maries ansigt. "Jeg...", men Marie har allerede smækket døren.

Det er mandag morgen. Camille kan høre latter og larm inde fra 10. a. Den stopper brat, da hun træder ind ad døren. Hun spotter en gruppe piger ovre ved vinduet, længst væk fra Camilles plads. Marie er der også. Hun mærker deres kolde blikke i ryggen. Klokken ringer ind. En der hedder Trine, sætter sig ved siden af Camille. Marie burde sidde der, de har jo faste pladser, tænker hun og får øje på Marie to rækker foran. Helle kommer slæbende ind med en masse ark og en computer. Hun ser temmelig stresset ud og begynder at plapre op om alt det de skal nå. Camille hører ikke efter. Hun ved at Marie har fortalt det til de andre. Det går for alvor op for hende, da hun tænder sin mobil i frikvarteret. ”Fuck, du er klam!”, ”AD!”, ”BITCH!!”, ”Freak!”, ”LEBBE!!!”. Beskederne ruller ind. Pigerne fra klassen bryder ud i en hysterisk latter, hver gang de sender en besked. Camille ignorerer dem og slukker sin mobil. ”Lebben har slukket sin mobil!”, råber en der hedder Freja. Pigerne griner igen. Marie griner allerhøjest. Camille bider sig i læben. Hun har lyst til at hamre sin mobil efter dem. ”Hvornår var det nu, du fik det at vide?”, spørger Pernille med sin københavnerdialekt. ”I lørdags”, svarer Marie. Der lyder gisp fra de omkringstående og Pernille kigger nedladende på Camille. Hun kigger væk og klokken ringer.

Dagene går, og for hver dag føler Camille sig mere og mere alene. Hun er på vej til idræt. Alene selvfølgelig. Da hun åbner døren til omklædningsrummet skriger pigerne op. Camille stiller sin taske på en tom bænk, så langt væk fra de andre som muligt. ”Kig væk, imens vi klæder om!”, hvæser Marie og skubber Camille ind i væggen. ”eller skrid ind til drengene!”. Hun vender sig om med hjertet helt oppe i halsen. Pigerne griner. Lidt efter lidt bliver der stille. Hun kan høre fløjten, som signalerer at timen er begyndt. Camille reagerer først efter et stykke tid. Hun pakker hurtigt sin taske og forlader omklædningsrummet i en fart.                                                                              

Hun går hurtigt ned gennem den lokale park og stikker noget musik i ørerne. Musikken gør hende kun endnu mere rasende og ked af det. Hun sætter sig på en bænk og lyner sin jakke. Camille stirrer tomt ud i luften. En dame med en barnevogn passerer. Tårerne triller langsomt ned ad kinderne. Hun tørrer dem hurtigt væk med hånden og skifter sang. Til sidst er hendes øjne helt røde. Hun rejser sig og går videre og kommer pludselig i tanker om, at det var hende, som skulle stå for aftensmaden.                                                                                                                                                                                    Klokken er fem da hun kommer hjem. Hun tænder for ovnen og finder kød frem. Der er ingen hjemme. Camille tænder for tv’et. Programmet, som kommer frem, minder hende om den aften på Maries værelse for tre uger siden, og hun skruer hurtigt væk. ”Hvad skal vi have?”, spørger Camilles far. Det giver et gib i hende. Hun havde ikke bemærket, at han var kommet hjem. ”Lasagne”, svarer Camille ”jeg kunne ikke lige finde på andet”. Han nikker og sætter sig i sofaen med en avis. Hendes mobil vibrerer. ”Vi havde den fedeste idrætstime ever, takket være dig!”, har Marie skrevet. Camille krummer tæer og ignorerer hende. I løbet af aftenen har alle pigerne fra klassen sendt den samme besked.

”CAMILLE ER LEBBE!”, står der skrevet på tavlen, den næste morgen. Drengene griner og giver highfive til Marie. Hun smiler triumferende og går over til de andre piger, som griner endnu højere. Camille sætter sig på sin plads og stirrer op på uret. Da klokken ringer, rejser hun sig fra sin stol, for at viske det ud. Marie giver hende ”Jeg-slår-dig-ihjel”, tegnet, ved at tage hånden op til halsen og føre den tværs over. Camille er ikke bange for hendes trusler. ”Hey! Hvad fanden laver du?!”, råber Lucas, da hun visker det ud. Marie spænder ben for hende på vej tilbage. Hun er ligeglad – det vigtigste er, at læreren ikke ser det… ”Hvis nogen ikke har bemærket det, så er der fællessamling nu!”, råber engelsklæreren, Mona og fortsætter til næste lokale. Camille forsøger at undgå Maries blik, på vej ud af klasseværelset. SPLASH! Hun kigger chokeret ned af sig selv. ”Ej, undskyld! Det var ikke min mening…”, lyder det falskt fra Marie, som nu står med en tom milkshake i hånden.

Camille griber fat i sin taske og skynder sig ud på toiletterne. Hun får øje på tre piger fra klassen, hver med en rød tusch i hånden. Camille går hen til den bagerste håndvask og tænder for vandet. ”Venter I ikke lige på mig?”, spørger Pernille. ”Klart, men skynd dig! Vi er virkelig på røven, hvis nogen finder ud af, hvem der skrev det”, siger Trine og sætter låg på sin tusch. Camille slukker for vandet og kigger ned ad sig selv. Hun kan ikke se nogen forandring. Hun tænder for vandet igen. I samme sekund, de forlader toilettet, slukker Camille for vandet og løber hen til spejlene. ”CAMILLE ER LEBBE!”, ”FUCK CAMILLE!”, ”CAMILLE ER KLAM!”. Hendes navn står skrevet på alle tre spejle. Camille kan ikke klare mere. Hun griber fat i sin taske og løber ud fra toilettet. Da hun når parken, standser hun ikke. Hun giver tårerne frit løb. Ingen kan standse hende nu.

Vinden tager fat i hendes røde hår, da hun når broen. Bilerne suser forbi. Hun stiller udmattet sin taske, kravler over hegnet og lukker øjnene – klar til at springe. Adrenalinen pumper i årene. Der lyder et desperat skrig og hun mærker pludselig en rystende hånd gribe fat i sin arm…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...