Den ligblege torn.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2011
  • Opdateret: 1 nov. 2012
  • Status: Færdig
Historien om en torn der forelsker sig i et rosenblad - skal han vælge at forlade sin elskede, eller skal han dø som straf?

Jeg afleverede den som en dansk stil, hvor vi skulle skrive om en ting der blev levende, og jeg fik skrevet 14 sider i hånden. Min dansklærer elskede den af en eller anden grund.

3Likes
0Kommentarer
1400Visninger
AA

2. Del to.

Den lille torn, den første nyfødte torn der var set i tyve år, blev navngivet Lig. Og så snart man så hans store smil, blev man selv i godt humør. Han var en meget livlig torn.

Da Lig ikke vidste særlig meget om verdenen udenfor, var det vigtigt, at han straks lærte det. Hans mor fortalte ham, hvordan der ville være i det varme sand under busken, hvordan det ville være at sidde på et menneskes hud, og hvordan det ville være tilfældigvis at falde i det store hav og drukne.

Lig fik fat i det hele. Hvis man landede i det varme sand, ville man lide. Man ville ende med at brænde op i varmen. Og når solen ikke skinnede, så ville vinden komme og føre en bort. Det ville være et forfærdeligt eventyr, og når vinden lagde sig ville man ned og aldrig kunne komme tilbage til sin gren igen.

Faldt man i vandet ville man dø straks. Vandet ville holde en nede, man ville ikke kunne komme op igen og kunne ikke få luft, og man ville falde til bunden og rådne og dø.

Lig fandt hurtigt ud af, at chancerne for at falde af grenen var store, især der hvor han boede. Han boede ude på spidsen, der hvor grenene var tyndest, tæt på rosenbladene og vind.

Han faldt tit i snak med roserne, selv om han ikke måtte. Men roserne kunne godt lide præcis ham, og han syntes da også godt om dem, selv om de ikke var af samme race.

Han kunne især godt lide det her lyserøde rosenblad, Helen. Han snakkede alt for meget med hende og fik sommerfugle i maven, når han var sammen med hende. Når hun gav ham en kompliment sprang hans hjerte et slag over og varmen blussede op i hans kinder. Han vidste ikke, hvad der var med ham, men han havde aldrig før haft det på den måde.

Da han var tretten år gammel var han blevet trolovet med en torn fra den anden ende af busken, som han ikke kendte.

Han ville ikke tilbringe tid med hende og ihvertfald ikke giftes med hende. Han havde en drøm om at tilbringe resten af sit liv med Helen, selv om reglerne og alle tornene var imod det.

Helen var et år ældre end ham, men var ikke blevet trolovet. Roserne troede på kærlighed ved første blik og havde ikke regler som tornene havde det. Liv var lykkelig i Helens selskab, men han kunne ikke fortælle det til nogen, for så ville de få forbud mod at se hinanden, og hvis nogen fandt ud af, at det var kærlighed, så ville de blive skilt ad forevigt, og han ville måske blive dødsdømt og aldrig få en chance for at blive gift eller kysse hende.

En dag da Lig var ude for at mødes med Helen kunne han mærke en kraftig vind, og han skulle til at vende om, fordi der var farligt ude på spidsen af grenen i blæsevejr. Men han havde en aftale med Helen og blev nødt til at komme.

"Helen!" kaldte Lig, da han var ude i spidsen og der ikke var noget spor af Helen. Han ventede i flere minutter inden han fik øje på Helen længere fremme. Hun var på vej hen til ham, men hun så ikke glad ud, og så var hun ikke alene. Der gik to torne bag hende og den ene holdt fast i hende.

"Jeg er ked af det, elskede," hviskede hun, da hun stod overfor ham.

"Lig, kan du bekræfte, at du har tilbragt tid med miss Helen, og at du har følelser for hende?" spurgte den ene torn, betjente sandsynligvis.

Lig kiggede målløs fra Helen til tornene. Helen nikkede, som at fortælle ham, at han skulle være ærlig.

"Ja," hviskede Lig bekræftende.

"I har forbud mod nogensinde at se hinanden igen, da du, Lig, har lavet brud på reglerne. Men hvis du ikke ønsker dette forbud mod miss Helen, kan vi dømme dig til døden. Du vælger selv, hvilket valg du vil træffe."

Lig kiggede fra Helen til tornene og på Helen igen.

"Hvad vil du?" spurgte Helen.

Lig kiggede på hende. Lige meget hvad, så ville hun jo miste ham, men om han selv ville leve med smerten eller dø, det var et svært valg. Hvis han levede videre, kunne han måske blive lykkelig igen, men han var jo stadig trolovet, og måske ville han alligevel aldrig komme sig over smerten fra at have mistet Helen. Hvis han døde, ville det hurtigt være overstået, og han ville ikke føle smerte.

Helen lukkede øjnene og ventede på hans svar. Hun kendte det allerede. Uden ham ville hun heller ikke kunne klare at leve med tanken om, at han var død, for hvis hun vidste, at han stadig levede derude et sted, ville der altid være håb for en dag at møde ham igen, og hun ønskede ham ikke død.

"Jeg vælger døden," hviskede han og kiggede forsigtigt på Helen.

Den ene torn nikkede til den anden, som trådte frem og pludselig blev Lig bange. Nu ville han jo aldrig få Helen at se igen. Han frygtede det.

Helen åbnede øjnene, og hun prøvede at blinke sine tårer væk, men de trillede ned over hendes kinder, og hun sendte Lig et luftkys som farvel.

Han smilede til hende, men før han kunne nå at se hendes reaktion, blev han skubbet ud over klippen, men han nåede aldrig at mærke sandet under sig, før vinden bar ham videre ud mod havet.

Han mærkede aldrig rigtig vandet der bølgede over ham, før han mærkede smerten. Al luften blev slået ud af ham, og en utrolig smerte hamrede i hans bryst. Han fægtede vildt for at komme op til overfladen, men intet hjalp og hans lunger gjorde ondt af den manglende ilt. Det eneste han kunne tænkte på var, at han måtte have luft, men da han alligevel sank mod bunden, behøvede han ikke luften.

Mon de bare havde lov til at dræbe ham? Han forhold til Helen havde vel ikke være så åbenlyst, havde det?

Og hvad med hende? Hvordan mon hun ville have det, når han var væk? Mon hun græd lige nu over ham?

Han sank ned mod bunden og alting blev sort. Farvel Lig, du var en god torn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...