Den ligblege torn.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2011
  • Opdateret: 1 nov. 2012
  • Status: Færdig
Historien om en torn der forelsker sig i et rosenblad - skal han vælge at forlade sin elskede, eller skal han dø som straf?

Jeg afleverede den som en dansk stil, hvor vi skulle skrive om en ting der blev levende, og jeg fik skrevet 14 sider i hånden. Min dansklærer elskede den af en eller anden grund.

3Likes
0Kommentarer
1328Visninger
AA

1. Prolog og del et.

Prolog

Hvad ville der ske, hvis alt man nogen sinde havde drømt om, blev taget fra en? Hvis alt man nogen sinde havde ønsket sig, virkelig fandtes, at man lige havde fundet sit største ønske, men var tvunget til at forlade det, eller dø? Dette burde være umuligt. Hvis man havde fundet sin store kærlighed, den eneste ene, så var man tvunget til at forlade kærligheden, aldrig at se sin elskede igen, eller dø. Hvis bare de forskellige racer måtte være sammen, hvis bare. Men ak. Forelskede man sig i en, der ikke var af samme race, var man dømt til døden, eller tvunget til at forlade sin elskede. Men skulle man vælge, så ville man jo hellere gå i graven med sin elskede, end at forlade hende alene, eller dø uden hende. Hvis blot.

 

1

Den varme vind susede gennem håret på menneskerne, solen stod højt på himlen, gemt bag alle de hvide skyer. Vandet plaskede mod de store sten i vandkanten, og vand flød op mod menneske på stranden, for igen at flyde tilbage i havet. Det var en dejlig efterårsdag, grundet den blæsende vind. Vejret var ikke varmt, men heller ikke koldt. På den lange strand, der strakte sig så langt som øjet rakte, gik der mange mennesker, samt mennesker der lå i sandet på deres håndklæder, og enten solbadede, eller læste. Der var også nogen i vandet, men ikke mange mennesker syntes om at bade i iskoldt havvand.

Gik man op af den lille bakke, i gennem det perfekte lag tyndt sand, kom man til det lille krat. Her var gamle, visne rosenbuske, med de mange døde blade spredt på jorden, med de hængende visne blade, og de forsømte torne.

Der var små buske i sandet, små visne buske der stak op, snoede og krogede var de alle.

Men én busk var der stadig liv i. Eller lidt i hvert fald. Busken stod fremme, lige i midten af de seks andre buske, og denne busk strålede mere end de andre. De andre buske var grå, kedelige, næsten sorte, men denne var endnu grøn. I alt det grå der fyldte den, blandede der en grøn farve sig. Den grønne var forvissen, og svær at få øje på, men den var der, og den var skyld i, at der endnu var liv i den stakkels busk.

De smukke, meget svagt lyserøde, grønne og grå roser, de hang forsømt ned fra grenene, de gjorde ikke så meget end dette. De holdt sig på lang afstand fra tornene, der til en forskel, faktisk altid havde prøvet at komme i snak med roserne, men efter mange års forsåg, havde opgivet.

Når man kom til krattet, kunne man nemt se, at denne busk ikke ville holde længe. Roserne havde opgivet, og ventede på den rædselsvækkende død, mens tornene kæmpede, de ville stadig leve. Tornene så til en forskel også ud, som nogen der kunne leve i flere tusinder endnu.

Tornene var der i mange farver. Nogle var røde, rødbrune, grønlige, hvidlige, eller næsten orange. De var utrolig smukke, men de var også de eneste der var opsat på, at denne busk skulle holdes i live endnu - bare lidt.

Tornene så altid - til en forveksling af roserne - smukke ud. De sørgede for at holde sig i form, og de førte slægtningen videre, selv om der ikke var meget der tydede på, at den ville kunne holde sig særlig længe.

En lille, nyfødt torn var kommet til verdenen. Det var en dreng. Drengen var rødbrun, han var lidt mørkere end de andre rødbrune torne, han var mere brun end rød. Men han var flot, og de gik straks i gang med at lære ham alt hvad han skulle vide.

Den nyfødte følte sig straks velkommen, og forstod alt hvad der blev fortalt - lige fra overlevelse, til forelskelse, og racer. Reglerne blev også fortalt, det var det sidste de fortalte ham, for det var det vigtigste:

Hvis man forelskelse sig i en, der ikke var af egen race, blev man enten dømt til døden, eller tvunget til at leve uden sin elskede.

Det var ikke tilladt, selv at forelske sig - man blev trolovet væk af sin mor.

Hvis man gik udenfor, kunne man aldrig blive velkommen igen, så man skulle holde sig til sine egne grene og aldrig hoppe af, medmindre man blev taget.

Tornen lærte hurtigt, og han kunne snart han sige en hel sætning. Det var som om, at han allerede var fyldt de to år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...