De sidste dråber blod

"De sidste dråber blod" er en kort gyser. Håber i kan lide den! :D

0Likes
2Kommentarer
885Visninger
AA

1. De første dråber blod

Et svagt skær fra gadelamperne lyser min vej op. Jeg hører radio, mens jeg går igennem nattens bulder mørke. Et nyhedsopslag fanger min opmærksomhed. En psykopat fra det top sikre fængsel er flygtet og kan måske være i byen. ”Ja ja” siger jeg bare og slukker for radioen. ”Noget skal de jo finde på at sige.” En kølig brise blæser igennem skoven. Pludselig ringer min mobil. ”Hallo det er Alex?” siger jeg. ”Hej skat det er din mor. Jeg ville lige høre, hvor langt du er.” ”Jeg er hjemme om 5 min.” ”Okay vi ses skat.” Jeg drejer ned ad stien, der fører til mit hus, men ingen af gadelygterne virker. Pludselig hører jeg en gren knække. ”Hvem er det?” siger jeg med hjertet oppe i halsen. Ingen svarer, og jeg vender mig hurtigt om og går igen hurtigere og hurtigere. Jeg har det hele tiden som om, nogen holder øje med mig inde fra skoven. Min mobil vibrerer nede fra lommen. Jeg stopper op og kikker på displayet. ”Hmm intet nummer” siger jeg og tager den. ”Hallo?” Jeg kan høre en hæs hiven efter vejret og en stemme som tusinde dødes skrig. ”Jeg kan se dig” siger stemmen. ”Hallo?” siger jeg igen. ”Hvem er du?” ”Jeg kan se dig min lille ven. Du er helt alene i den store mørke skov.” siger stemmen og lægger på. Mit hjerte flyver op i halsen, og jeg taber min mobil af forskrækkelse. Jeg sætter i løb og styrter mod mit hus, der ligger 500 meter længere henne, men jeg når ikke så langt, før jeg bliver slået om kuld. Jeg banker hovedet hårdt ned i den hårde asfalt og kan mærke blodet sive ned over mig ansigt. Jeg skriger af smerte, og jeg bliver mere og mere omtumlet og svimmel. Jeg prøver at rejse mig, men jeg er for svag og flader pladask ned på jorden igen. Ned i min egen sø af blod. Et par gule øjne kommer langsomt ud af krattet og går tættere og tættere på. Jeg kan høre den hæse hiven efter vejret og stemmen som tusinde dødes skrig. ”Nu kommer jeg.” Adrenalinen strømmer igennem mig, og da de gule øjne kun er 10 meter væk, rejser jeg mig i et allersidste forsøg og kommer omtumlende op at stå. Jeg har rigtig svært ved at finde balancen, og jeg er ved at falde flere gange på vejen. Hurtigere og hurtigere går det. men jeg kan stadig høre den hæse hiven efter vejret. Jeg kan skimte mit hus 100 meter væk. Gadelamperne er også gået her. Den hæse hiven efter vejret bliver højere og højere jo tættere jeg kommer på mit hus. Det er næsten sort for mine øjne, og da jeg kommer ind i forhave, råber jeg med mine sidste kræfter på min mor, men det er for svagt, og jeg falder besvimede om i haven. De sidste dråber blod løber ud af den 10 centimeter store flænge i min pande, og en kold ånde ånder mig i nakken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...