Bubba.


0Likes
0Kommentarer
1030Visninger
AA

1. Min terminsprøvestil

Solen fulgte hele tiden efter ham, og han begyndte at få udslæt på huden. Den tørre, varme vind piskede mod hans kinder. Hvor længe skal jeg vente her? Tænkte han. Hvornår kommer han? Han sank længere ind i ensomheden. Det eneste der var hans ven, var den lille leguan Jiji. Jiji var den eneste som forstod Bubba, for tro det eller lad være, men de har været venner længere end jorden drejer om sig selv 400 gange. Han havde været for længe i den følgende sol, at han var blevet sindssyg. Flere gange har han prøvet at gøre en ende på sig selv, men det mislykkedes hver gang. Gud må holde af mig. Tænkte han når han lige havde prøvet på at begå selvmord. Han fik en tåre i øjenkrogen, og skyndte sig at tørre den væk, inden solen ville varme den op, det ville gå hen i ren smerte. Han tænkte tilbage på det hans mor havde sagt, inden hun drog op i himlen.
Lille skat, pas nu godt på dig selv, og vær tapper. Jeg undskylder det jeg har gjort, men du ved at jeg altid vil elske dig. Hvis du vil finde din far, skal du ud på en færd. Han bor langt væk, men så modig som du er min kære Bubba, finder du ham hurtigere end du tror. Han hedder……… Og så sov hun stille ind. Han fandt aldrig ud af hvad hans far hed, og det var det der fik ham til at ende her: Midt i en landsby med næsten ingen mennesker. Bubba bestemte sig for at gøre hvad hans mor sagde, og ville droge ud efter hans far. Det kunne ikke passe han skulle være alene i denne endeløse verden. Han ville ikke stoppe før han fandt ham, og det håbede han inderligt, at der ikke ville være langt tid til.
Jiji kiggede undrende på ham, da han begyndte at gå videre, efter at have gået i flere timer, Han havde en skilling til mad og drikke, men han havde brugt det meste på tøj, for hans eget var lige til hundene. Man fik næsten ondt af den lille Bubba. Men som hans mor havde sagt, så var han tapper. Når han er lige ved at give op, popper hans mors smukke blege ansigt op i hovedet på ham. Og det får ham til at fortsætte. Den kære Bubba havde bestemt at han ville stoppe i den næste landsby, for at få noget mad. Han tænkte stadig over det hans mor havde sagt om, at hans far boede langt væk. Ville det være længere end 5 timer væk? Bubba ønskede det inderligt. Men han fortsatte stadig, han ville finde sin far, som bare skred da Bubba var på vej til denne verden. Hvad ville han tænke om mig? Ville han kunne li’ mig? De samme spørgsmål gik igen i hans hoved, det ville jo være forfærdeligt, hvis hans far ville afvise ham efter denne lange tur. 5 timers gåtur til ingen verdens nytte. Det lyder bare ikke godt.
Han var nået til en landsby, hvor lige inden han gik ind i byen stod der dens navn. Men Bubba var ikke god til at læse, men han fik navnet på denne landsby til at hedde Dianena. Dianena Tænkte han, for det kan man da ikke kalde en by? Han tænkte ikke mere over det, og gik ind i landsbyen. Han hørte musik, og han tog fat i Jiji og spurtede efter musikken. Hans mor havde været en berømt musiker, og hun havde altid sagt, at hvis der virker trist, men at du hører musik, så følg det. For der hvor der er musik, er der mennesker. Han løb hurtigere end hans fødder kunne følge med. Han havde fået at vide, at hans far også var musiker. Så han håbede så utrolig meget på at hans far ville være der. Til sidst kunne Bubba ikke mere, så han faldt fuldstændig sammen, og endte i fosterstilling. Han kom til at tænke på sin søster, som tog ud i den store verden, da Bubba var 5 år. Og hun var hans bedste ven. Hun var smukkere end Freja den smukke gudinde fra den der mytologi, som han ikke kunne huske navnet på. Hans mor havde givet hende navn Frijina, for det syntes hun lød som Freja.
Jiji, kravlede ud af Bubbas utroligt flænsede lomme, og lagde sig ved Bubbas ansigt, og kiggede på ham med de mest trøstende øjne, som han ikke vidste at en leguan overhovedet kunne lave. Det var jo bare en leguan?
”Er du okay?” Bubba satte sig op i et sæt. Han så et gudesmuk ansigt foran sig, og det mindede utrolig meget om Frijinas ansigt sidst han så det. Og det er 8 år siden nu. ”H-h-hvem er du?” Fik han fremstammet. ”Jeg er Dinni, min far ejer landsbyen, Hvem er du?” Hun havde en utrolig selvsikker stemme syntes Bubba. ”Jeg hedder Bubba, jeg leder efter min far. Og det her er Jiji” Sagde Bubba og viste Dinni leguanen. Dinnas læber trak sig op i et utroligt smil, som afslørede de flotteste hvide tænder. ”Den er meget sød, jeg har også en” Sagde hun og viste hendes leguan. Den var lidt mindre end Jiji, men den var meget pæn. Den havde de flotteste mønstre på ryggen. Jiji kiggede forunderligt på den anden leguan. Bubba troede det var en pige, for Jiji ville ikke reagere sådan hvis det ikke var. ”H-h-hvad hedder den?” ”Den heddet Mimmi. Jeg fik den af min far for to år siden.” Bubba nikkede så Dinni vidste, at han havde hørt det. ”Bubba du ser sulten ud. Kunne du tænke dig at spise sammen med min far og mig?” Bubba var slået helt ud. Hvordan kunne et andet menneske være så omsorgsfuld? Da han havde fået styr på sig selv igen, nikkede han høfligt, og Dinni begyndte at gå. Og vinkede til at han skulle gå med. Han fulgte lydigt efter hende. Mens hun gik viftede hendes gyldne hår til begge sider på hendes bare ryg, og Bubba var helt fortryllet af hendes svævende bevægelser.
Da de var nået til Dinnis hus, fik Bubba det største chok. Det var ikke noget hus, det var nærmest et palads. Han kiggede forskrækket på Dinni, som vendte sig om mod ham, og smilede. ”Bare rolig Bubba, du skal ikke være bange. Det ser meget mindre ud når du kommer ind.” Hun tog fat i håndtaget på døren, og åbnede den lige så stille. Da de var kommet ind i hendes hus, måtte Bubba indrømme, at det så ikke så stort ud indefra. I entréen ventede en mand i sorte og hvide klæder, Bubba havde aldrig set sådan en mand før. ”Vær hilset unge Dinni, hvem er dog denne dreng, som har æren af at holde dig med selvskab?” Han havde en utrolig dialekt syntes Bubba. ”Goddag Harald. Dette her er Bubba. Jeg så ham ligge på jorden i landsbyen, og fik ondt af ham. Han leder efter sin far. Og jeg tilbød ham at kunne spise med os i aften. Hvis det er okay?” ”Selvfølgelig Frk. Skal jeg hente din far, så han kan hilse på?” Bubba begyndte at klappe sig selv på låret af ren kedsomhed. Han fik bare et dræberblik fra Harald af, og han stoppede fluks. Dinni smilede undskyldende til Bubba, og han smilede tilbage. ”Ja tak Harald” sagde hun med fløjlsblød stemme. Harald gik med raske skridt op ad trappen. ”Jeg undskylder for Harald. Han har det lidt svært for tiden. Hans kone døde for et par år siden, selvom de ikke har haft noget sammen i 13 år ca.” Bubba gjorde store øjne. Hans mor døde for 2 år siden, og hans far skred for 13 år siden. Han kunne ikke forstå det! Hans far kunne umuligt være tjener. Hans far var jo gammel musiker. ”Er der noget galt Bubba?” Han kom til sig selv og kiggede på Dinni. ”Jeg t-t-t-tror Harald er min far.” Dinnis mund formede sig pludseligt til et O, og hun lavede større øjne end Bubba havde lavet lige før. ”Det kan ikke passe! Han har arbejdet her i 13 år! Hvordan kan han være din far!?” ”Dinni, jeg er 13! Jeg ved det ikke. Hvis det nu er ham, så ville alting bare ordne sig, og jeg ville få en familie igen.” Han begyndte at græde, og Dinni krammede ham forsigtigt. Han følte sig tryg i hendes favn, hun var så dejlig varm.

De gik ud i hendes have. Og den var gigantisk. Den var større end Bubbas hus. Dinni satte sig på en bænk, og klappede på den ved siden af hende, som tegn til at Bubba skulle sætte sig ved siden af hende. Han satte sig, og kiggede op på et tårn, som de havde plantet i haven. Pludselig var der noget, der bevægede sig – oppe på toppen af tårnet. Bubba kunne ikke rigtig se, hvad det var. Pludselig sprang skikkelsen ud over tårnet, og Bubba skreg i vilden sky. Dinni fik et chok, og kiggede samme vej som Bubba. Nu skreg hun også, og de spurtede over til der hvor skikkelsen var landet. Da de nåede derhen, så de at det var Harald. Bubba faldt sammen ved siden af ham. Og skreg ”FAR VÅGN OP! JEG ELSKER DIG FAR! VÅGN NU OP!” Men han var død på stedet. Og Bubba lagde hovedet på Haralds mave og græd. Dinni løb efter hjælp. Men da hun kom tilbage var Bubba også død. Lige ved siden af. Hun brød ud i gråd. Og ingen har hørt om noget lignende siden. De beder stadig for Bubba og hans far Harald. Og håbet om at de mødte hinanden i himlen, kører igennem alle mennesker i Dianena.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...