The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7756Visninger
AA

12. Varme

 

Den dag, da Key spurgte mig hvad jeg var, stivnede jeg. Så han havde lagt mærke til, at jeg var anderledes. Skytsengle kunne flyve og hele folk. Det var det. Men det var ikke sandt. Jeg kunne ikke hele folk. Og jeg kunne heller ikke flyve. Nogen kunne, men ikke jeg. Jeg kunne løbe og dræbe.

Jeg så på mine hænder. Ikke poter, men hænder. Hvor mange gange havde de været smurt ind i blod. Ind i sort blod. Hvor mange gang havde de prøvet på at dræbe mig? Hvor mange gange havde jeg prøvet på at dræbe mig selv? Da Key havde spurgt mig, kunne jeg ikke svare ham. Hvad var det jeg skulle sige. At jeg også var en dræbermaskine. At jeg var en man skulle være bange for. At Taemin skulle frygte mig… Det lød ikke særligt rart i mit hoved. Jeg kunne da godt klare det. Jeg kunne sagtens være sammen med ham uden at fortælle ham hemmeligheden… ikke?

Key ville ikke sladre om det der skete i dag. Han var trods alt en god mor. Jeg så på den forbinding Key havde givet mig. Såret var stoppet med at bløde, men selv den mindste ting ville få såret til at gå op igen. Jeg tog handsker på, så man ikke kunne se det. Jeg fattede bare ikke at et menneske kunne mærke mig… Kunne mærke det samme som jeg kunne.

 

Jeg holdte om kniven, som man kunne finde på at holde om en banan og det gjorde ondt. Men der ville ikke ske så meget med min hånd. Såret var nok væk i morgen. Den sjælløse så på mig. Jeg hadede dem. Forrige engle og djævle, der valgte døden, frem for deres evighed. Frem for deres forbandelse. Nu gik de rundt og dræbte uskyldige, uskyldige, som måske ville finde vej til min verden. Og sådan ville det fortsætte. Den kvalmende evige cyklus. Den sjælløse vidste godt, at jeg ville vinde. Jeg strammede mit greb om kniven og skulle til at tage den fra fjenden, da jeg hørte en bekendt stemme. ”Mil-Mil?” mumlede Key. Han kunne mærke mig? Føle mig?  Jeg kæmpede altid alene, levede alene, stolede kun på mig selv. Chokket over, at han kunne mærke min aura, var nok til at den sjælløse tog sin kniv, eller skar den ud af hånden på mig. Jeg gispede i smerte og han rettede kniven mod min strube. ”Stop med at snakke til dig selv, ellers vil folk tro at du er skør, superstjerne,” sagde jeg, uden at stamme. Han skulle ikke fatte mistanke om hvad der foregik. Jeg så over på Key, inden jeg tog fat i kniven med min venstre hånd og skar halsen over på den sjælløse. Sort blod flød af fra såret. Jeg gispede. Kniven stak jeg i brystet på den sjælløse. På den måde kunne Key ikke se kniven. På den måde, ville han ikke se noget af min forfærdelige verden. Jeg gjorde mig synlig for ham. Key blev skræmt, da jeg dukkede op, ud af den blå luft, med en helt anderledes aura. Han var helt ude af den, da han så blodet dryppe ned ad min hånd… Den var skåret næsten helt ind til knoglen. 

 

Jeg gik nedenunder til de andre. Taemin smilede stort. De andre så nu også meget glade ud. Key havde et stramt ansigtsudtryk, da han så handskerne på mine hænder. Han var mere end sur over, at jeg ikke fortalte ham hvad eller hvem jeg var. Men det kunne jeg ikke. Han ville jo se mig som et monster.

”Kom her Mill,” sagde Minho og trak i min skadede hånd. Jeg mærkede en smerte og jeg troede at mine øjne ville hoppe ud af mit ansigt. Han trak mig bare med sig. Jeg så aldrig Taemins chokerede ansigt, da han så røde dråber på gulvet. Key havde hverken brugt Ketchup eller Syltetøj i sin mad…

 

Minho så på sin røde hånd. Jeg tog min hånd til mig. Snart tog Minho min handske af og så på de forbindinger, der ikke kunne holde på blodet. Det blev ved med at løbe. ”H-Hvad…” Det var det eneste der kom ud af hans mund. Jeg rystede på hovedet.

”J-Jeg skulle lave kylling til O-Onew… Og så var jeg meget optaget og kom til at skære mig så dybt,” mumlede jeg. Jeg havde ikke stammet siden jeg var blevet genfødt. Minho rystede på hovedet.

”Jeg ved ikke om jeg skal tro på dig eller ej, men det her er et meget slemt sår. Vi får altså en læge til at kigge på det,” sagde Minho og jeg så på ham.

”Hellere min hånd end Taemins,” hviskede jeg lavt, men Minho hørte det vist godt nok og løftede øjenbrynene.

”Det må have været en vigtig sag du var optaget af, siden du skar dig i hånden, mens du lavede kylling” sagde Minho sarkastisk og gav mig et blidt skub, så jeg kom ind i bilen. Han gav sig bare ikke.

En læge fik bundet min hånd ordenligt ind… Hvad de ikke vidste var, at såret ville forsvinde i løbet af natten. Hvis jeg var heldig ville såret ikke efterlade nogle ar. Dem havde jeg et par stykker af. Da Minho og jeg vendte tilbage til huset, skreg Onew og Taemin stod med en kniv i hånden, grinende. Jeg vidste ikke, om de havde set noget i tv’et, men jeg kunne ikke lide synet af en kniv i hånden på Taemin. Jeg tog kniven ud af hans hånd og rystede på hovedet.

”Pabo! Det er farligt at lege med knive,” sagde jeg. Key hostede og fortsatte med at røre rundt i en kop. Drak han mon te eller kaffe eller noget helt andet? Uanset hvad, så vidste jeg godt, hvad hans host hentydede til og de andre lagde også mærke til det, men forstod det ikke.

”Han er vist ikke den eneste der leger med knive,” sagde Minho. Taemin så underligt på mig og fik så øje på min hånd. Igen tog han fat i min hånd. Hans dejlige varme hånd fik smerten til at forsvinde.

”Hvad har du lavet?” spurgte han og så på mig. Hvorfor sank jeg lige en klump? Hvorfor var det så svært at lyve overfor ham? Det gav ikke mening.

”Det… Er kompliceret,” sagde jeg og da han skulle til at sige noget, lagde jeg en pegefinger på hans mund.

”Fortæl mig om din dag,” sagde jeg bare. Han stirrede lidt trist på mig, så jeg sendte ham et lille smil. Det muntrede ham vist op. Vi satte os ned på sofaen og han begyndte at snakke. Under hele samtalen slap han ikke min hånd.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...