The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7719Visninger
AA

29. Skriget

Da jeg åbnede mine øjne igen, befandt jeg mig i Taemins arme. Mit hjerte satte farten op af en eller anden grund. Hans blide ånde kildede mig i nakken. Jeg kunne mærke hans greb, som var det en del af min krop. Et forsigtigt smil dukkede op på mine læber. Forsigtigt vendte jeg mig og kyssede blidt hans pande. Et lille smil dukkede op på hans læber. Gid han altid ville smile. Jeg kunne ikke sove længere, så med min yderste forsigtighed fik jeg hans arme fjernet. Jeg blinkede bare kort og rejste mig uden at vække ham. Han så virkelig kær ud. Det smertede mig nærmest at rejse mig op.

Jeg gned mine øjne og gik ud på toilettet for at klare det sædvanlige. Klokken var kun 3 om morgenen, men det var jo i sommertiden, så man kunne allerede se nogle af de klare farver. Jeg så over på Taemin, som endnu engang havde smidt det meste af sit tøj… Ikke fordi jeg havde så meget imod det. Et lille smil dukkede op på mine læber. Jeg havde meget svært ved at holde mit smil inde, men jeg prøvede på at skjule det. Jeg tog mit kamptøj på og trådte ud af rummet. Selvom det var så varmt, føltes det som om det var køligt over alt. Var det mig der var grunden til det? Var jeg virkelig lige så kold som isen selv? Jeg smilede bare bittert og nikkede kort. Det var sikkert derfor. Jeg lukkede mine øjne og kunne pludselig høre musik. Jeg smilede bare som katten fra Alice i eventyr ville gøre det. Jeg havde jo helt glemt det. Jeg skrev hurtigt en note til alle de andre og tog af sted. Jeg var trods alt en drama Queen når jeg ville være det, og jeg gik ikke glip af mine egne fester.

 

”Hvor skal du hen?” spurgte Amee Daichi, da hun så ham smilede stort. Han kløede sig i bagsiden af sit hoved og gav hende et skævt smil. ”Tja… Det er en… Intern joke,” grinede Daichi og vendte ryggen til hende, for at gå. Amee løftede øjenbrynene og så forvirret på ham. Han så over på hende igen og rystede bare på hovedet. ”Sov du bare igen. Jeg kommer før du ved af det,” sagde han. Men han vidste ikke, at Amee ikke kunne sove. Hun havde alt for travlt med at have Joon i tankerne.

 

”Oneeeeeeeeeeew~! Vil du ikke hente mig?” spurgte en bekendt stemme ham. Det var en lettere og grinende tone, men det var den samme stemme. Onew så rundt på medlemmerne rundt omkring ham. Måske var det bedst, hvis han ikke fortalte hvem han snakkede med.

”Mil-Mil. Jeg er træt og jeg orker ikke at gå hjem!” sagde en irriteret stemme i mobilen. Det var helt sikkert William.

”H-Hvor henne skal jeg…” Onew fik underlige blikke fra de andre. ”Hvor skal jeg møde dig henne, så vi kan få taget de billeder?” spurgte han bare. Mill blinkede underligt men trak på skulderne.

”Altså kender du til klubben som ligger 10 kilometer væk fra SMTown. Men altså der findes sådan en klub I ikke kender til,” sagde hun… Med et fnis. ”Bare hent os der.”

”Tag dig sammen Mill!” sagde William voksent. Onew sukkede svagt og smilede nu så godt han kunne.

”Jeg kommer straks,” sagde Onew og smilede, inden han lagde på. Hvad fanden havde Mill gang i?

 

Mill P.O.V

AniMallParty var det sted hvor vi plejede at mødes. Jeg havde ikke været der så tit, da jeg hurtigt forlod menneskenes verden. Men når jeg endelig var det og det begyndte, så var det fedt. Vi festede mere vildt. Sprut, dans og musik kendte menneskerne også til. Men vi gjorde det anderledes. Vi gjorde det vildere. Farligere. Mere fristende. Det var især fedt for singlerne. For os der allerede var optaget, var det bare for at få en lille pause fra hverdagen. Og for dem, der vidste, at de aldrig ville elske igen… Tja, de kunne glemme det indtil festen sluttede. Jeg havde kontrolleret mig denne gang. Jeg var ikke blevet helt fuld, da jeg også skulle passe på William… Han måtte ikke drikke særlig meget… Selvom han var ældre end Taemin nu var. Ældre end Minho. Ældre end den ældste mand. Daichi rystede på hovedet.

”Du skal ikke lade som om du er meget klogere! Du er sgu da selv halvfuld,” drillede jeg ham med. Han smilede bare og holdte om William… De to drenge som altid ville være der for mig. Jeg så endelig en bil og kunne dufte Onew i den. Vi løb over til ham… han var 3 kilometer væk fra os, men vi løb bare. Jeg kan godt fortælle jer, at Onew fik sig et chok da vi bare åbnede dørene mens han kørte bilen.

”Det er bare os,” sagde jeg. William kunne ikke stoppe med at grine igen, da han så Onews ansigt. Onew smilede endnu engang. Jeg så dem i bakspejlet. Daichi holdte om William, som lignede en der sagtens kunne sove igen. Onew sad ved siden af mig… Hvis det bare havde været Taemin. Jeg kyssede nu bare hans kind alligevel.

”Tak, fordi du hentede os Oppa,” sagde jeg med et smil. Onew fortsatte med at køre. Livet var virkelig skønt, når det var som det var.

Et bump. Flere bump. Jeg kunne underlige lyde og så ud af vinduet, men jeg kunne ikke få øje på noget. William og Daichi havde også bekymrede blikke og så sig hurtigt omkring, men der var ikke noget. Onew havde svært ved at køre. Jeg skreg, da jeg pludselig kun så kraftige farver og så intet. Da jeg slog mine øjne op igen, løb der blod ned ad mit ansigt. Jeg prøvede at finde rundt i det, men det var svært. Jorden rystede under mig, som om der havde været jordskælv, men det var bare mine ben der skævlede. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i det her! Jeg så to af hvert. ONEW! Jeg fik øje på ham. Han lå bare der og kunne sikkert ligne en, der var død. Jeg kunne mærke en anden form for adrenalin suse gennem min krop. Jeg skyndte mig at kravle hen til ham, selvom jeg heller ikke helt selv kunne se så godt. Jeg fik taget hans puls. Den var kraftig under mine fingre. Jeg kunne mærke den. Heller ikke han var død. Mine sår var ved at blive helet, men jeg havde stadig svært ved at se. Og jeg opfattede også en fare bag min ryg, men jeg nåede ikke at opfatte det.

”MILL,” var der en stemme der skreg. Jeg vendte mig om og så en masse blod. Blodet nåede at sprøjte op, idet jeg vendte mig om. Det var som en af de forfærdelige gyserfilm, hvor ens helt reddede en. Personen der havde dækket for mig, faldt ned med det samme. Jeg stirrede på kroppen foran mig med store øjne og jeg kunne slet ikke stoppe med at ryste, da jeg så den røde vandpyt, der blev dannet. Nej… Det her var løgn. Det var umuligt. Jeg kunne slet ikke bevæge mig, et sekund føltes som en time. Jeg mærkede tænderne der klappede mod hinanden og skjoldet, der beskyttede mit hjerte, faldt dybt ned i maven på mig. Det beskyttede mig slet ikke mere.

Et skrig, der skar gennem folks øre, værre end når man kørte neglene over en tavle, kunne høres.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...