The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7750Visninger
AA

31. Ses, min ven

Jeg befandt mig i et mørkt rum. Eller… Gjorde jeg nu det. Jeg orkede ikke til at lukke øjnene op, men noget sagde at jeg skulle. Jeg havde det dårligt, jeg havde ondt… jeg følte menneskelig smerte. Jeg tvang endelig mine øjne til at lukke op. Lukke sig op som blomster når solen skinnede. Blomster elskede solen og lyset. Det lys, der skar ind i mine øjne, var ikke behageligt. Det var ikke rart. Det skar i mine øjne og gjorde ondt. Jeg kunne ikke selv trække vejret. Så mange slanger. Jeg prøvede at vænne mig til lyset, men det var svært. Efter et par blink, gik det op for mig, at jeg var på et hospital. Hvorfor fanden var jeg på et hospital, når jeg helede hurtigt? Daichi stirrede på mig. Der var ikke andre end ham. Snart lagde jeg mærke til, at det ikke var noget almindeligt hospital… Det var G’s hospital for dem der var ved at dø… Hvad var der sket.

Daichi hjalp mig med at få de slanger væk fra min krop. Jeg tog den første indånding af den klamme luft. I dette rum, var luften inficeret af blod og sorg. Jeg kunne ikke lide denne lugt, den forurenede en verden som denne. Jeg kunne dog stadig ikke rejse mig. Hele min krop var lammet. Hvad havde jeg dog gjort denne gang? Jeg plejede aldrig at gå over grænsen. Jeg fik svært ved at få luften ind, da den var så beskidt, og Daichi gav mig masken på igen.

Jeg lukkede bare øjnene og prøvede at tænke, men det gjorde ondt. Der var et skjold over mine tanker lige nu, og jeg kunne ikke finde dem frem. Jeg så over mod døren, som blev åbnet. G trådte ind iført lægetøj. Uanset hvad han havde på, så så han godt ud. Jeg rettede mine øjne mod loftet og så derefter rundt i rummet. Der var kun de to mennesker til stede. Værelset var hvidt og dekoreret med hvide liljer. På det lille natbord ved mig side stod der bloster. Blomster fra… Taemin… hvem var det nu? Pludselig begyndte mit hjerte at banke, og jeg fik denne underlige paniske følelse i kroppen. Han måtte være vigtig. Ham skulle jeg spørge om, når jeg fik muligheden for det.

G lagde en hånd på min pande, ligesom når man tjekkede folks temperatur.

”Din hukommelse vender tilbage om et par timer, men du var også hårdt skadet, så du kan ikke forvente andet,” sagde G. Hans stemme lød lidt underlig. Den var ikke blød som den plejede at være. Der var noget hårdt og bittert over den. Han fortsatte med at undersøge mine arme og jeg ønskede at jeg kunne trække min hånd væk, hver gang det gjorde ondt, men det kunne jeg ikke. Han rystede på hovedet og hans blik blev hårdt under de briller, som ellers plejede at fp ham til at se rarere ud.

”Millian Sun Destiny, jeg burde straffe dig for det her,” hvæste han. Jeg kunne se at hans tænder var ved at antage hans rigtige form. Men han ville ikke forvandle sig. Jeg havde kun set det én gang, men det minde var det eneste minde der var sløret og alligevel så smukt. Jeg vidste dig stadig ikke hvad han snakkede om. Hvis jeg nu kunne huske lidt mere, ville det nok give mening.

”Men fordi det var en hævntogt, er jeg ikke i stand til at gøre dig noget. Men har du fuldstændig glemt hvor hjernen sidder henne efter 100 år? Har du glemt, hvad det vil sige, at tænke fornuftigt? Måske burde jeg bare bede dem om at sende din sjæl videre,” sagde han med en voksenstemme. Dog sukkede han, tog brillerne af og satte sig ned på stolen, hvor Daichi havde siddet før. Daichi stod nu bare ved siden af og lyttede.

”Uanset hvor stærk du er. Uanset hvor mange du har dræbt. Uanset om du var mig eller ej… Så kan man ikke bare undervurdere fjenden Millian. Jeg forstår stadig ikke, hvordan det lykkedes dig at dræbe Ace, når han havde lammet hele din krop, før du fik muligheden for det..” sagde han bare, lænede sig tilbage i stolen og lukkede øjnene. En masse faresignaler ringene når jeg hørte navnet Ace. Jeg følte mit hjerte pumpe sort blod rundt min krop. Noget ved Aces navn sved. Som om nogen hældte syre over mit hjerte.

”William,” hviskede jeg og mærkede tårerne falde ned ad mine kinder. Mine egne tårer. Jeg tørrerede tårerne, da jeg så væsken på mine fingre. Den var sort. G stivnede ved synet og tog fat i mine fingere.

”Så du har stadig mørkt blod i dit eget blod,” mumlede G. Mørkt blod. Jeg tror nok, at jeg vidste hvad det var, men jeg kunne ikke sætte ord på det.

”Mørkt blod, er det blod, som lammer alle med det lyse blod,” svarede Daichi. Jeg løftede begge mine øjenbryn.

”Så… jeg har hvidt blod?” spurgte jeg ham og G grinede.

”Nej, nej du har ikke hvidt blod, men rent blod. Dit blod et mere rødt end noget andet menneskes blod kan være og så er det også renere. Mørkt blod er… Tragisk nok sort,” svarede G. Jeg nikkede, selvom jeg ikke helt forstod. Og dog… jeg vidste godt, at jeg forstod, men jeg kunne bare ikke huske det.

”Men… Hvad skete der mellem den person i kalder Ace og mig?” spurgte jeg. Hans navn lød som gift i mine ører. G så på mig og derefter på Daichi.

”Vil du forklare?” spurgte G. Daichi fik et mørkt blik, men satte sig på min seng i siden.

”Det skete for lang tid siden. Dig, mig og Ace var næsten alle sammen nye. Vi var dem som de andre valgte at holde sig væk fra, fordi vi startede med de dyr, som vi nu gjorde. Vi var alle sammen tigre og det var svært for os. Især Ace. Ace havde været vidne til, at hans far gjorde nogle forfærdelige ting mod hans familie og civile mennesker, så da Ace kom hertil… Fyldte hævnen hele hans hjerte og han havde svært ved at kontrollere sig. Han døde, da han beskyttede sin mor og endte med selv at blive skudt. Jeg derimod, døde, da jeg skulle over til min mor. Hele mit liv havde min far forbudt mig at se mine mor. Så da jeg endelig fik muligheden for at rejse fra Korea til Japan, tog jeg muligheden. Men flyet styrede, da en enkelt del af flyet ikke virkede. Du døde, da du blev kørt ned. Vi havde begge to ondt af Ace, fordi hans historie var mest tragisk. Vi blev hans venner. Vi var alle tre bedste venner. Vi havde det sjovt sammen, grinede sammen, stolede på hinanden. Ace var den første af os der prøvede at have en mission... og hans gik lige så godt som din nu gjorde. Han hadede det. Han fortalte det til dig, til mig, advarede os, men vi rystede bare på hovedet. Han advarede dig om at forelske dig, men hverken du eller jeg troede på det. Da du kom tilbage, knust, sagde Ace ikke noget. Han trøstede dig, men fik dig overbevist om, at mennesker var onde, at de fortjente at dø. At vi skulle overtage deres verden. Du hadede menneskerne, men du blev aldrig overbevist af Ace. Det gjorde jeg heller ikke. Han fortalte os, at han hadede os og den næste dag var han forsvundet. Ti år senere dukkede han op, tilbød os, at vi alle tre kunne arbejde sammen igen. Vi ville jo gerne have ham tilbage, vi ville være sammen med den gode Ace, men han var forsvundet. Han tilhørte nu D’s magt. Hans pels var blevet sort i stedet for at være hvid ligesom din. Fra den dag af, svor han, at han ville få os til at indse, hvilke fjolser vi havde været… ” Daichi afsluttede historien og så ned på dynen. Jeg lukkede øjnene og huskede noget. Jeg huske den mørke nat, hvor en kær ven… Familiemedlem var blevet dræbt.

 

Jeg var blevet fuldstændig lammet. Det sorte blod flød rundt i kroppen på mig og jeg nægtede at skrige af smerte, men mit ansigt vist alle mine følelser. Jeg så på Ace.

”Hvor kunne du… William! H-Hvorfor William… Han ville også have elsket dig… Han ville… A-Ace..” begge navne sved i min mund. Havde gud gjort det forbudt at udtale de navne? Aces’ øjne var mørke. Jeg kunne aldrig få Ace tilbage. Aldrig. Jeg kunne ikke dø til denne dæmon.

”Fordi han stod dig nær. Jeg vidste, at jeg ville få denne mulighed. Du lyttede aldrig til mig. Det gjorde Daichi heller ikke. Men jeg ventede. Jeg så dig og dit kæledyr på stranden, mens du kæmpede mod din trang til at spise ham. Men jeg kunne genkende de følelser du fik for ham. Jeg går ud fra, at Daniel ikke var nok for dig. Tja, jeg må nu indrømme, at jeg virkelig havde ondt af dig, da jeg så hvad Daniel havde gjort mod dig, men at du så vælger, at elske endnu et menneske, det forstår jeg ikke. Men jeg vidste, at det ville blive din fejl. Jeg har holdt øje med dig Millian, jeg har betragtet dig fra lang afstand af og endelig fik jeg muligheden. Åh, stakkels William, hvis du bare havde fulgt med mig, så ville både William og Daichi leve, men nu bliver jeg nødt til at dræbe Jer alle sammen,” sagde han og grinede så højt jeg kunne. Han ville dræbe Daichi, han havde dræbt William. Ace havde mistet sit menneske-jeg. Han var helt klart blevet til en soulless, bare med sin sorte tigerkrop. Jeg mærkede noget varmt i lommen. Tingen begyndte at lyse. Tingen rev sig ud af min lomme. Jeg så på kniven, der dukkede op foran mig. Kniven, med englen som et skaft. Den kniv, som William selv havde lavet.

”For dig min kære. For William,” hviskede jeg, mens sorte tårer fløj ned ad kinderne på mig, sammen med alt blodet fra mine sår. Kniven borede sig direkte ind i Aces’ hjerte og sugede mørket ud af ham. Hans krop faldt ved siden af min. Jeg lukkede mine øjne.

’Det var en tragisk slutning, synes du ikke Ace? Hvorfor skulle du dog også synke så vidt? Men måske… Måske ses vi en anden dag… Måske Ace.’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...