The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7720Visninger
AA

27. Mona Lisa

Jeg ledte efter min halskæde endnu engang. Det var den fjerde gang at jeg ledte efter den i dag… Og klokken var kun otte. Jeg kunne simpelthen ikke sove. Mit kæreste eje var væk. Jeg havde haft den rundt om halsen lige siden min barndom. Uden den, føltes det, som om noget skar halsen over på mig. Min hals føltes kold, iskold. Jeg følte mig nøgen, udstillet. I min søvn havde jeg også bare forfærdelige mareridt. Hans ansigt blev fjernere for mig. Jeg kunne ikke huske min far så godt. Det var det eneste minde. Det eneste mide af ham. Det eneste, som gjorde, at jeg stadig kunne huske hvem han var.

Jeg knyttede mine hænder, til jeg nærmest begyndte at ryste. Måske skulle jeg lede igen. Måske havde jeg glemt at lede et sted? Men indersiden af min hjerne hånede mig. Tårer faldt ned ad mine kinder. Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg savnede den følelse halskæden gav mig. Jeg savnede det kolde metal mod min hud. Jeg elskede endda følelsen af at blive kvalt, når jeg kom til at tænke på ham. Daichi kom nynnende ind i værelset og så på ham.

”Hey, hvad sker der?” spurgte han og lagde en hånd på min skulder. Jeg så på ham med øjne fyldte med tårer.

”Jeg kan ikke finde den,” svarede jeg og tørrede mine våde kinder. Svagheden dukkede straks op. Jeg kunne ikke lide at græde foran folk. Jeg kunne ikke lide at virke svag. Daichi rørte ved min hals. Hvordan kunne han opfatte hvad jeg manglede? Jeg forstod det ikke… Det var lidt underligt, men nyttigt. Daichi rystede på hovedet og… Smilede?

”Hvad?” spurgte jeg halvsurt. Jeg var ikke i humør til det her. Hvorfor smilede han? Det gjorde ondt indeni. Hvad havde han gang i?? Han hjalp mig med at komme op. Jeg havde trods alt siddet ned i lang tid og mine ben sov helt. Mine muskler protesterede kraftigt, men jeg rejste mig alligevel.

”Hey! Du er verdens største ordenshoved! Du kunne ikke have tabt den i dette værelse,” svarede Daichi. ”Men… Jeg har altså ikke en supernæse. Jeg kan finde dig, ikke din halskæde. Desværre bliver vi nødt til at gøre det her, på den menneske lige.”

Det lys som havde brændt indeni var blevet slukket. Hvordan finder man en halskæde, når man ikke ved, hvor man tabte den?

 

”Hvordan finder man en pige… Når man kun har hendes halskæde?” spurgte Joon og sukkede frustreret. Han på halskæden og mærkede dens kulde. Han så på hjertet, hvor der på bagsiden stod; ”Beloved Amee”. Han kendte ingen der hed Amee. Han havde ikke engang hørt det navn før, men han fandt det smukt. En smuk klag.

Han smilede kort i sine egne tænker, men da han blev prikket i skulderen, vågnede han op. Den drøm han drømte, blev til virkelighed og alle vidste, at drømmene blev knust i den virkelige verden. Thunder så over på ham og rystede på hovedet, inden han satte sig ned og spiste morgenmad med de andre.

”Lav et indlæg. Spørg medierne!” mumlede han bare med mad i munden.

”D-Det… Det kan jeg da ikke gøre,” sagde Joon og sukkede opgivende. Alle de andre medlemmer af MBLAQ nedstirrede Joon. De var ved at være godt og grundigt trætte af hans suk og hans dagdrømme.

”Jeg siger dig, det bliver det du gør, om det så virkelig bliver det sidste du gør. Jeg vil ikke høre flere suk fra dig,” sagde G.O truende og pegede på Joon med en dødsensfarlig ske. Joon sukkede og de andre begyndte at kaste ting og sager efter ham.

 

”Jeg er helt sikker,” svarede Daichi og stod nu tæt på MBLAQ’s tilholdssted. Der var en kæmpe kø. Daichi havde set den. Set halskæden i medierne. Inderst inde forstod han godt, hvorfor Millian hadede menneskerne. De var så grådige. Selvom halskæden tilhørte Amee og ingen andre, så ville de stadig have den. Have den og deres opmærksomhed. Daichi afskyede denne del af menneskerne… Men ikke nær så meget som Millian.

Daniel havde også virkelig været et slemt eksempel… Daichi sukkede opgivende. Hvis Taemin ikke allerede havde regnet det ud, så vidste han, at han ville dø før Millian… Og så ville hun blive alene igen. Eller næsten. Daichi vidste ikke hvad han skulle gøre… han overvejede stærkt at bruge hukommelsesdrikken, som ville gøre, at hun glemte det hele, men så ville han stikke en kniv i ryggen på Mill… En kniv hun ikke ville lægge mærke til, men vide at den var der. Amee rystede på hovedet og så væk. Hun var smuk. Og den halskæde tilhørte hende. Hun vendte sig om. Hendes hår blæste som sandkorn i vinden. Smukt.

”Glem det Daichi, jeg nægter at slås med grådige kællinger, der ikke kender til ordene, samvittighed, etik og moral!” hvæste Amee, måske lidt for højt, for da en bestemt person så over på hende, genkendte han hende straks.

 

Amee P.O.V

”Amee,” sagde en smuk stemme. En stemme jeg havde hørt lidt af. Meget lidt. Jeg vendte mig om... Bare for at se hvem stemmen tilhørte. For at se hvem der kaldte på mig. Mig og ikke alle de andre piger. Jeg så fem drenge. Jeg kunne genkende en af dem. Det var ham fra biblioteket!! Ham jeg var ladet ovenpå! Hvor pinligt.

Jeg havde lyst til at stikke af, men da jeg hørte hans stemme, deres stemmer, kunne jeg ikke stikke af. Jeg var fanget af den røde tråd. Den ville ikke lade mig slippe.

Don’t say goodbye to me. Don’t talk to me with that kind of look. Baby say yes, baby say yes. Putting on the same expression as the Mona Lisa. Oh baby say yes, baby say yes. I am looking at you in a daze.

Jeg kunne ikke slippe ham af syne. Han var smuk. Lige så smuk som en gud. Jeg kunne mærke denne underlige følelse. Jeg kunne ikke lide den. Han så lige ind I mine øjne. Mit ansigt var overraskende roligt. Koldt. Jeg vendte bare ryggen til dem og begyndte at gå. Daichi havde gjort sig usynlig. Den idiot! Jeg kunne mærke en varm hånd tage fat i min.

Putting on the same expression as a Mona Lisa,” sang han til mig. Pigerne omkring os skreg. Jeg kunne mærke noget koldt. Både vinter og sommer på samme tid. Halskæden. Den var kold, men fyldte mig med varme. Eller var det hans hånd?Måske kunne det eventluet også være, at det der føltes så varmt, var hans mund mod min hånd. Mine kinder blussede straks op og jeg vendte hovedet den anden vej. Daichi! Hjælp!

”T-Tak,” mumlede jeg bare og trak hånden til mig. Han smilede bare. Gud, hvor var han kær… Og lækker. Hvorfor slog mit hjerte?! NO WAY! Ikke for en kendt spasser! Du må ikke banke for en kendt, kære hjerte!! Han tog bare fat i min hånd igen

. ”Jeg er skam ikke færdig med dig,” svarede han og trak mig med indenfor. Jeg rødmede bare og fulgte med. Jeg kunne høre Daichi hvæse. Så nu kunne du vise dig, huh?!?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...