The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7720Visninger
AA

23. Mills vilje

Mr. G. så på mig og mærkede den mørke aura. Han lavede tegn til, at jeg skulle sætte mig. Jeg plejede altid at banke på den udsmykkede dør, inden jeg trådte ind på hans kontor, men der var ikke tid til at være så formel. Tid, som jeg plejede at have nok af, lavede nu lydende ”tik, tak” i mit baghoved konstant.

Hvert sekund, blev Taemin ældre. Hvert sekund, døde han mere og mere. Hvert sekund jeg levede, mistede jeg med ham. Jeg måtte handle hurtigt, så jeg kunne se han igen.

”Lad William finde et menneske,” sagde jeg bestemt og Mr. G. så på mig. Jeg viste godt hvad han ville svare. Det var tydeligt at se. Men alligevel var jeg stædig og kom med et ønske, der var umuligt.

”William er for ung Mill. Vil du seriøst have, at en 10-årig dreng skal ud og kæmpe?” spurgte Mr. G lidt oprevet. At stride imod hans regler, var ikke noget man plejede at gøre. Jeg fik et bittert udtryk.

”Han ved mere end nogen af de nye. Jeg har trænet ham personligt op. Han er stærk nok,” svarede jeg. Mr. G prøvede at gennembore mit blik, men jeg var ikke bange. Ikke når jeg kæmpede for noget.

”Hvor vil du hen med det her Millian?” spurte han og folede sine hænder. Jeg satte mig ned og stirrede på ham.

”Jeg holder af dig G. Men jeg holder mere af William. Han er mit et og alt. Min guldklump. Og du ved også godt, at han var en af grundene til, at jeg valgte at dumpe alle de forfærdelige mennesker,” sagde jeg og lænede mig tilbage i stolen.

”Jeg kan bare ikke lade William gå,” svarede Mr. G. og så lige så stædigt på mig, som jeg så på ham. Al den tid med Mr. G havde lært mig, hvad man skulle gøre og hvad man ikke skulle gøre. Men en ting gjorde jeg aldrig. Jeg gav aldrig op!

”Det kan du ikke bestemme,” svarede Will. Han kom ind i rummet og lød så voksen. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så ham. Min William.

”Og hvad vil du gøre, hvis han ikke får lov?” spurgte Mr. G. William stivnede, og jeg smilede.

”Enten dræber du mig, ellers også giver du William lov til at følge mig,” svarede jeg koldt, iskoldt. Selv G så lidt bleg ud, da jeg fremlagde det forslag. Enhver far, kunne ikke dræbe sin egen datter. Jeg elskede Taemin. Men at svigte en man elsker, for at kunne elske, var selvisk. Mr. G's blik var ulæseligt. Han lænede sig tilbage. Mit dødsønske. Han kunne sagtens opfylde det.

”Udmærket. Som du ønsker,” svarede han.

 

Daichi trådte ind i SHINee’s hus. Han kunne høre sine egne skridt i den lidt lange korridor og det gik ham på nerverne. Han hadede at være alene, han vidste, at de sjæleløse kunne finde på at angribe ham, når han var alene. Dog ændrede hans tankegang sig hurtigt og andre tanker dukkede op. De drenge måtte virkelig kunne fungere sammen, hvis de kunne bo sammen, tænkte han.

Daichi kunne ikke med mange mennesker og det var hans svaghed. Han var dårlig til at arbejde med nogen, som han ikke følte var gode nok. Men han elskede Amee som en ven. En sjæleven. Han havde ikke konkrete følelser for hende, men de var bedste venner.

”DAICHI,” skreg hun, med tårer i øjnene, da hun så ham. Di løb imod hende og krammede hende. Alle de andre smilede. Daichi vidste, at det snart ville ende. Taemin så på Di, men Daichi undgik at møde hans blik. Han kunne ikke fortælle Taemin det.

”Savnet mig?” spurte Di drillende og Amee begyndte at slå løs på ham. Daichi havde ikke lyst til at være budbringeren med de dårlige nyheder. Slet ikke.

”Det er ret træls, når du hverken sender mig breve eller ringer til mig,” sagde hun trist, men begyndte at smile. Key smilede bare og slog Daichi i baghovedet.

”Hvor bliver min baby af? Har du mistet hende på vejen, eller hvad?” spurgte Key. Onew grinede, men da Di så på Key, stivnede han.

”Du mistede hende ikke på vejen… Vel?”

Daichi vidste ikke hvad han skulle sige. Taemins ansigt så helt forkert ud. Daichi vidste ikke hvordan han skulle forklare det til dem. Pludselig gik hovedøren op.

 

 

Taemin P.O.V.

En dreng kom løbende mod Daichi. Han havde verdens største smil på læben. Han krammede Daichi og begyndte at grine.

”Du kan slet ikke gætte hvad jeg har set, så derfor siger jeg det. Der er underlige ting, med underlige lyde og billeder der kører rundt om rundt og bevæger sig og så var der så mange folk! Og vi var endda inde i noget der hed en biograf, for at se de billeder bevæge sig! Det var fantastisk! Og jeg har fået mange nye ting?!” skreg den lille dreng og hoppede op og ned. Havde han aldrig været i en biograf? Daichi begyndte at grine. Jeg havde aldrig hørt ham grine med sit hjerte – Fuldt ud. Han klappede den mindre dreng på hovedet.

”Hun giver dig kun det bedste, huh?” spurte Daichi og drengen nikkede. Han virkede så glad. Han vendte sig rundt mod os og smilede stort. Han pegede pludselig på Amee.

”Og det er pigen du passer på, ikke?” spurgte han stolt. Daichi nikkede. Han løb over og krammede pigen.

”Ne, Daichi har fortalt mig meget om dig. Han siger at du er rigtig sød,” sagde den lille dreng og hans nuttethed fik Amee til at rødme. Hun klappede ham bare på hovedet og grinede.

”Jamen hvad hedder du da?” spurgte hun ham og klappede ham på hovedet. Han surmulede lidt over handlingen, men smilede hurtigt.

”Jeg hedder William! Men jeg er sikker på at Daichi huskede at fortælle aaaalt om mig,” sagde han sarkastisk. Daichi rullede med øjnene.

”Hvis jeg havde nævnt dig, så ville hun have insisteret på at se dig, hvilket er og burde være umuligt,” sagde Daichi og hævede det ene øjenbryn. William smilede stort, men fik et alvorligt ansigtsudtryk.

”Når søs vil have noget, så får hun det også altid,” svarede William med en stolthed i øjnene, der skinnede som tusinde stjerner. Daichi grinede endnu engang. Drengen gik hen og stillede sig foran mig.

”Og hun valgte mig frem for dig!” sagde han og rakte tunge og hev noget af huden under det ene øje. ”MERONG!”

Jeg forstod ikke særlig meget, men Daichi begyndte bare at grine endnu engang og sukkede.

”Du nægter bare at dele,” sagde Daichi. Døren blev åbnet et og et irriteret støn kunne høres.

”WILLIAM, JEG NÆGTER AT BÆRE ALLE DINE LATTERLIGE TING, TAG DEM SELV,” skreg hun og gik mod os, da poserne røg ud af hendes hænder. Drengen tacklede hende i et kram.

”MILLAN,” skreg han og puttede sig helt ind til hende. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Det var sunket i brystet på mig, da Daichi dukkede op alene og nu stod hun der, sammen med en lille dreng.

”AIIIGOOOO! SØDE BØRN JEG FÅR MIG,” skreg Key og gik hen og krammede den lille dreng hurtigt.

”Bah! Slip,” skreg William. Mill grinede, og jeg skyndte mig at løbe hen til hende. Hun så på mig med store øjne, og inden jeg vidste af det, havde jeg hende i mine hænder, ligesom William havde før. Hendes duft, hendes smil, hun var her igen. Jeg så ind i de brune øjnene, som levede i deres egen verden.

”Den dreng betyder lige så meget for mig, som du,” hviskede hun. Jeg hvilede min pande mod hendes. Jeg kunne tydeligt høre hendes hjertebanken.

”Du forklarer senere,” hviskede jeg og pressede mine læber forsigtigt mod hendes. At leve uden den du elsker, var forfærdeligt! Og jeg ville ikke gøre det igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...