The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7743Visninger
AA

16. Lost in You

Solen skinner, og dit smil er kønnere end nogen blomst. End noget i denne verden. Jeg ligger i græsset og betragter dig. Du siger en masse, og jeg svarer dig. Jeg nyder den lille brise, vinden sender. Det er som et kærtegn fra gud. Endelig elsker han mig igen.

”Millian. Er det også sådan det ser ud hjemme his dig, deroppe?” spørger han. Jeg griner og vender mig mod ham. Han sætter sig ved siden af mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Intet vil være smukkere end mit hjem. Men mit hjem har ikke ham.

”Jo. Det er lige så smukt. Men det er smukkere når man er flere,” siger jeg bare. Han smiler stort.

”Du er smuk Millian,” siger han og putter en hvid blomst i mit hår. En blomst hvidere end den reneste sne. 

 

”Tror du hun har et mentalt problem?” spurgte Jonghyun forsigtigt. Minho rystede på hovedet.

”Jeg ved det ikke. Men jeg har aldrig set nogen sidde så stille i så lang tid,” hviskede Minho tilbage til sin ven. De så begge to over på Mill. Hun sad i sofaen, knæene trukket op til hende selv, mens hun betragtede en blomst. En blomst der var ved at vise under hendes blik. En blomst hvidere end den reneste sne. De to drenge vidste ikke, hvad de skulle gøre. Måske var det bare PMS… men noget sagde dem, at det drejede sig om noget andet. Hun kunne ligne en statue, hvis man ikke vidste bedre… Det var skræmmende.

Endelig skete der noget. Hun tog fat i blomsten. I den smukke blomst, som sådan trængte til vand. De havde aldrig set sådan en blomst. Hun tog fat i blomsten og maste den i hånden, ødelagde selve skønheden. Ødelagde kærligheden, fik den til at stoppe med at gro. De vidste ikke hvorfor… Men deres hjerter begyndte at slå ualmindeligt hurtigt. Jonghyun blev vred og gik over til hende. Han tog fat i hendes hånd.

”Så er det NOK,” skreg han. Men da han så i hendes øjne, så han ikke noget. De var helt sorte uden følelser. Jonghyun blev pludselig skræmt. Det var som om hendes pupiller var helt forsvundet. Som om hendes sjæl var på vej væk.

”Hey,” hviskede han. ”Undskyld!”

Der skete ikke noget.

”MILLIAN!” skreg han så og begyndte at ryste i hende.

 

Mill P.O.V.

Jeg var pludselig ved bevidsthed igen. Jonghyun så bange ud og blev ved med at ryste i mig. Jeg fik kun mere ondt i hovedet. Jeg var irriteret. Jeg kunne ikke slippe af med det, kunne ikke glemme det. Hvorfor havde jeg det så dårligt, når jeg ikke tillod mig selv at være tæt på Taemin. Jeg ville bare holde i hånd med ham igen. Jeg blinkede og skubbede Jonghyun hårdt igen og tog mig til hovedet.

”Hvad sker der for dig? Hvorfor er du så ond?” spurgte han endeligt. Jeg så irriteret på ham, med mine katteøjne. De skræmmende øjne. De så ikke ud til at påvirke ham. Han havde set Key være virkelig sur mange gange.

”Hør her, bare lad mig være!” skreg jeg irriteret. Jonghyun tog fat i mine skuldre.

”Du har ingen grund til at være så ond mod Taemin. Udfør dit arbejde eller tag hjem hvor du hører henne!” skreg han i hovedet på ham.

”Jeg har ikke brug for at hænge ud med en taber som Taemin. Tror du at nogen nogensinde har spurgt mig, før de bare sendte mig herhen? Tror du, at folk nogensinde har spurgt mig, hvad jeg havde lyst til, huh?” skreg jeg, vredt. Alle stivnede.

”Nej,” hviskede Key.

Jeg vendte mit blik og fik øje på Taemin… Nej… Nej… Nej… Nej… Hans øjne. Mit hjerte bristede. Nej! Jeg mente det jo ikke på den måde. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men jeg kunne pludselig ikke trække vejret. Jeg havde lyst til at række ud efter ham, men jeg kunne ikke reagere på denne følelsesmæssige situation. Han stirrede bare såret på mig, selvom han prøvede på at skjule det med sit smil. Han bar hans følelser udenpå, som folk bar deres tøj. Jeg bar slet ikke mine følelser. Han så knust ud, lige så knust som jeg var.

”… Jeg ved godt at du ikke kan lide at være her. Men Daichi og Siwon har fortalt mig det hele. Jeg ved, at du dør, hvis jeg sender dig væk. Jeg ved, at din sjæl vil lide for altid, hvis du ikke gennemfører det her… Jeg er ked af, at du ikke kan lide os og ser mig som en byrde, men… Jeg kan ikke lade dig dø, uanset hvor meget du hader mig,” sagde han bare. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det var rigtigt. Hvis han sendte mig tilbage, ville min sjæl forsvinde og lede i mørket til evig tid. Jeg hadede menneskelige følelser. Taemin valgte bare at gå, og Minho fulgte straks efter.

Jeg gispede efter vejret. Jeg kunne ikke få det ned. Jeg ville snart besvime hvis jeg ikke fik luft. Men noget sagde mig, at det ikke var af luftmangel jeg led af. Jeg faldt sammen i den sofa, jeg før havde sat på.

”Hvorfor… Hvorfor…” Jeg hev efter luften. Key gik hen til mig og tog fat i mig.

”Træk vejret baby,” beordrede han. Jeg så på den vase der stod på bordet. På kort tid var den smadret i tusinde stykker. Key holdte fast i mig.

”Hey! Du kan ikke bare smadre alle ting,” sagde Key og holdte fast i mig. Jeg begyndte at hvæse.

”Så du er ikke bange længere?” spurgte jeg sarkastisk. Key fnøs.

”En mor er ikke bange for sine børn,” sagde han og krammede mig. Jeg stoppede med at kæmpe imod og krammede ham. Jeg forholdte mig tavs.

”Jeg kan ikke… Jeg kan ikke finde ud af menneskers hjerter… Jeg kan kun knuse dem,” hviskede jeg. Når man som mig blev genfødt med et knust hjerte, var det svært at give slip på frygten. Det var svært at åbne op. Det var svært, at have menneskelige følelser. Key strøg forsigtigt mit hår.

”Han gør det ved alle. Man kan ikke stå for ham. Han ved ikke hvad han gør ved folks hjerter. Men du bliver nødt til at åbne lidt op… ” sagde min Umma. Jeg så op på ham. Jeg lod ham se mine følelser. Jeg lod ham aflæse mit katteblik. Jeg puttede mig ind til ham.

”Tak, Umma… og und… undskyld,” hviskede jeg. Jeg kunne nærmest ikke udtale ordet. Jeg plejede aldrig at undskylde med ord.  Han smilede bare.

”Det er ikke mig du skal undskylde til,” sagde han. Jeg slap Key og så på ham. Vi stirrede længe på hinanden. Til sidst blev vinderen fundet.

 

Jeg bankede på døren. Da døren blev åbnet, så jeg Taemins ansigt igen.

”Mi-”

Han stirrede underligt på mig, men også forskrækket. Jeg havde jo trods alt lige overfaldt ham, så han lå i sin seng med mig oven på ham. Jeg krammede ham tæt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller hvordan jeg skulle undskylde.

”M-Mil-Mil?”

”Du er ikke en taber,” sagde jeg bare. Jeg kunne ikke få mig selv til at se på ham. Jeg ville ikke se ind i hans øjne igen. Jeg kunne ikke klare det. De mørke, fantastiske øjne.

”Jeg forstår dig ikke. Jeg har været så ond mod dig, kaldt dig og dine venner for ting, misbrugt dig totalt og alligevel så vil du stadig redde mig. Det er så latterligt, jeg forstår dig ik-”

Jeg stivnede, da jeg mærkede noget mod mine læber. Hans læber. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hans bløde læber mod mine. Jeg indåndede hans duft, hans dejlige duft. Jeg lod mine instinkter tage over. Mine øjne blev lukket, og jeg pressede mine læber mod hans. Jeg kunne ikke skubbe ham væk. Det her var et stort slag for mine ære, men jeg kunne ikke skubbe ham væk. Hans læber mod mine. Jeg kørte den ene hånd rundt i hans hår. Det silkebløde hår. Han var perfekt. På alle måder. Og jeg var helt væk. Helt væk i ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...