The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7755Visninger
AA

11. Hvad er du egentlig?

 

”Sun. Vågn op,” var der en der sagde. Jeg lukkede mine øjne op og så op på Minho. Han smilede svagt og jeg smilede tilbage til ham. Eller rettere sagt, jeg prøvede på ikke at rive hovedet af ham, fordi han vækkede mig.

”Vi tager af sted nu. Du kan bare blive her,” sagde han og trak gardinerne til side. Jeg trak bare dynen over hovedet og sukkede tungt. Mennesker. Jeg kunne høre ham forlade rummet. Hans skridt kunne høres, men lyden blev lavere og lavere, indtil jeg ikke kunne høre den længere.

Jeg tak dynen væk og så på døren, den dør som Minho lige var gået ud af. Undskyld Minho, men jeg bliver altså ikke hjemme… Jeg var ikke meget for at lyve, men jeg skulle ikke blive her. Jeg skulle følge efter Taemin og sikre mig, at han ikke blev skadet. Det var hårdt at vænne sig til 24 timer, når en dag i min verden var det dobbelte, men jeg var ved at lære det. Da jeg kom ned i køkkenet, stod der noget mad til mig. Key var alt for sød. Han bad mig endda om at kalde ham Umma… Han var så også den eneste der kunne regne ud at jeg var 16. Alle dem jeg plejede at møde, troede jeg var ældre, fordi jeg var så skide arrogant. Det var også Taemins skyld, at han fandt ud af det. Jeg kunne jo ikke være ond, når han så på mig med de der øjne.

Jeg skyndte mig at spise maden så jeg kunne finde Taemin. Jeg lukkede mine øjne og lod mine sanser tage over. Duften af ham hang stadig i luften, den søde duft, sødere end honning, men heller ikke kvalmende sød. De var dog ikke så langt væk. Jeg begyndte bare at løbe. Vinden tog straks fat i mit hår og jeg kunne ikke andet end at smile. Jeg var bare taknemmelig for den gode kondi jeg havde fået i dette liv.

Jeg fandt et hus, hvor det var nemt at hoppe på tagene. Det gjorde jeg indtil vi var kommet længere ind i byen hvor det praktisk talt var umuligt. Så blandede jeg mig med mængden. Nu kunne jeg mærke fysisk, hvor hårdt det var at være menneske. Folk skubbede til en i mængden og der var nemt at blive væk. Ikke alt for langt væk fra Taemin, men heller ikke for tæt på.

Pludselig fik jeg denne underlige fornemmelse. En fornemmelse der dukkede op når jeg var i fare. En dreng gik bag Taemin. Jeg så noget spidst stikke ud fra hans ærme. Jeg begyndte at løbe over mod ham. Jeg var hurtig. Det menneske, der var efter Taemin, var ikke noget menneske. Han lignede måske en helt almindelig dreng, men han var i virkeligheden et spøgelse… Noget jeg kunne risikere at blive.

Jeg gjorde mig usynlig og begyndte at løbe. Drengen skulle til at stikke Taemin ned, men jeg nåede at få fat på kniven, som skar i min hånd. Jeg kunne mærke smerten, da kniven åbnede min hud op. Det sved, men jeg overlevede. Det gjorde jeg altid. Dog var det ikke alt for godt. Jeg kunne godt gøre mig selv usynlig, men ikke mit blod, som begyndte at dryppe. Langsomt, ligesom regnen.

 

Tredje persons-fortæller – Key

Key vendte sig om. Han fik denne underlige fornemmelse. Han så på de andre og så igen tilbage på menneskemængden. Selvom hans venner var der, så han alle folk omkring sig om figurer, der bevægede sig for hurtigt.

”Jeg tror jeg har tabt noget… I går bare i forvejen,” mumlede Key. Han gik tilbage og de andre stirrede efter ham. Der var noget galt, men for ikke at blive alt for bekymrede, så gik de i forvejen. Key skyndte sig tilbage. Da han var gået langt nok tilbage, så han noget rødt dryppe ud af det blå. Og røde regndråber fandtes ikke. En følelse, en ubeskrivelig følelse, som gav ham gåsehud ramte ham. Et monster. Der var et monster.

”Mil-Mil?” mumlede han. Han kunne høre noget der mindede om et fornærmet fnys.

”Stop med at snakke til dig selv. Folk vil tro at du er ved at blive skør, superstjerne,” hørte han hende bare sige. Hans ’modersans’ tog aldrig fejl, især når det handlede om hans egne babyer. Inden længe så han hende igen. Han så, at de brune øjne, var mørkere end de plejede at være. Han kunne se, at der var noget katteagtigt i hendes øjne. Hendes aura var ikke længere mild, men voldelig. Den var uhyggelig. Hun så helt skræmmende ud. Og han så grunden til den røde regn. Hendes hånd blødte voldsomt.

”Hvad sker der?!” råbte han og Mill tyssede på ham.

”Der er nok en grund til at jeg blev sendt hertil,” hvæste hun bare kort. Key tog fat i hendes hånd og skulle til at gå hen til hospitalet da hun stoppede ham.

”Jeg heler hurtigere end jer,” hviskede hun. Katteøjnene var ved at forsvinde. Var det bare noget han havde bildt sig ind? Han rystede på hovedet.

”Så i den tid skal du forbløde eller hvad?!” skreg han. Hun gik med til at de tog hjem.

Key ordnede såret, men begyndte at undre sig. Var hun overhovedet et menneske? Hun lignede i hvert fald et menneske… Men i starten havde hun virket så kold. Nu der var hun sødere. Hun kunne grine med Onew, når de var alene, uden andre til stede, hun kunne lave sjov med Jonghyun, hun kunne lave noget sportsagtigt med Minho, hun kunne snakke med Key og lave mad… Eller Key lavede det meste, men alligevel. 

Hun sagde, at hun bare blev hjemme når de skulle noget. Men det viste sig så, at hun fulgte efter dem. Hun fulgte efter dem og ændrede sig fuldstændig. Det var ikke normalt, at dukke op ud af det blå, med en blødende hånd. Skytsengle burde ikke være skræmmende. Skytsengle burde ikke bløde. Key så på Mill. Han så hende dybt i øjnene. Da han skulle til at binde bandagen sammen, strammede han den mere end han skulle. Et gisp kunne høres og hun så op på ham. Han stirrede på hende, med sit eget katteblik.

”Millian… Hvad er du egentlig?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...