The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7751Visninger
AA

9. Forbandelser

 

Der gik præcis tre dage, fem timer, femoghalvtreds minutter og tre sekunder hvor Mill og Taemin ikke snakkede sammen. Da det fjerde sekund dukkede op, snakkede Mill endelig til Taemin.

”Lad mig,” sagde hun og tog kniven forsigtigt ud af hans hånd. Han stirrede på hende. Hun så kort på ham og begyndte derefter at hakke salaten. Key smilede svagt og fik Taemin til at røre i gryden, mens Mill ordnede det med kniven. Hun var trods alt bekymret for hans lille baby, tænkte Key.

”Undskyld,” mumlede hun og hakkede videre. Dog hørte Taemin det også.

”Du skal ikke undskylde. Jeg tænkte bare at-”

”Jo jeg skal. Og jeg ved ikke hvad du tænkte, men så længe du trækker vejret, er det fint nok,” mumlede hun. Taemin så over på Mill, men hun fokuserede kun på salaten. Langsomt kom Mill og Taemin på talefod igen.

 

 

Mill P.O.V.

”Hvad er det lige vi skal?” spurgte jeg. Her stod jeg, i en blå kjole, blå sandaler, svagt krøllet hår og stirrede på Taemin. Han smilede et stort smil, som fik ham til at ligne en engel som sædvanligvis.

”Når du nu allerede skal være min skytsengel, så kan vi lige så godt begynde med at tilbringe lidt tid sammen,” sagde han med et stort smil. Jeg prøvede ikke at sukke og fulgte bare med. Uanset hvad han spurgte mig om, så svarede jeg. Dog ikke, hvis det kom alt for tæt på virkeligheden eller noget om min fortid.

”Key og de andre er altså virkelig søde… Du har bare ikke gjort det nemt for dem,” mumlede Taemin ud af det blå.

”Jeg har det med at give folk et hold-dig-væk-eller-dø indtryk,” svarede jeg og udtrykte ikke rigtig nogen bestemt følelse.

”Du er faktisk rigtig sød, er du ikke?” spurgte han, helt sikker på det han sagde.

”Nej,” svarede jeg bare.

 

 

Han fortsatte bare med at gå. Jeg så på ham. Briller, kasket og andre ting som kunne skjule hvem han var. Vidste folk, hvem han var, så ville vi ikke kunne gå i fred. Han drejede, så vi endte i noget der mindede om en park. Der satte vi os på en bænk. Han tog kasketten og brillerne af og så straks mere afslappet ud. Her kunne han åbenbart være sig selv.

”Kommer du tit her?” spurgte jeg ham. Han smilede svagt og så på de små børn er legede.

”Nogle gange når jeg vil tænke lidt,” sagde han. Jeg strakte mig og kunne høre nogle knæk fra lidt ømme led.

”Hader du mig?” spurgte Taemin mig. Han undgik at se på mig. Jeg blev lidt overrasket over hans spørgsmål.

”Hvorfor skulle jeg dog gøre det?” spurgte jeg ham. Han smilede svagt, selvom det ikke var et rigtigt smil.

”Du har ikke virket særlig glad for at være her,” mumlede han bare. Jeg sukkede og lænede mig tilbage på bænken. Jeg måtte huske på, at hjerter var som glas…

”Jeg… Jeg har det svært med at være her. Jeg har aldrig været begejstret for at være her. Hver evig eneste gang skulle jeg beskytte mennesker, som egentlig kunne undvære mig. Mennesker som i sidste ende misbrugte deres beskyttelse. Derfor vil jeg helst slippe for at være her, da det aldrig har været et positivt sted for mig,” mumlede jeg bare. Af en eller anden grund fortalte jeg bare ting til Taemin. Han tog fat i min hånd. Hans hånd var så underligt varm.

”Jeg vil ikke misbruge dig,” sagde han bestemt. Hans øjne… Igen var det som om mit hjerte sprag et slag over. Af en eller anden grund fik jeg lyst til at stole på Taemin… Til at fortælle ham alt. Alt. Det hele. Men så huskede jeg al den smerte og den tanke forsvandt igen. Men varmen fra hans hånd, fik mit hjerte til at slå uregelmæssigt.

”Taemin,” hviskede jeg bare. Han skulle til at sige noget, men vi hørte nogen skrige. Fans. Vi måtte væk.

 

”Millian,” hører jeg hans stemme hviske. Jeg åbner mine øjne og ser op i smukke isblå øjne. Mit hjerte kører derud af. Jeg kan ikke styre det. Hvorfor opfører jeg mig sådan. Hvorfor snakker sådan en som ham, til sådan en som mig… nej vent, jeg er jo ikke længere kikset. Jeg er ikke længere den kiksede Millian, men en som er noget værd. En man vil ses med. Men det er han ligeglad med. ”Gå,” hvisker jeg og vender hovedet den anden vej. Han vender mit ansigt om og ser ind i mine øjne. ”Du er stadig den samme. Uanset hvad, så er du Mill… Og det vil jeg ikke glemme. Jeg vil aldrig glemme dig, fordi jeg elsker dig,” siger han. Mine kinder bliver helt røde. ”M-Men,” hvisker jeg. Han smiler. ”Millian er stadig dig, uanset set hvem eller hvad du er,” siger han. Hans ansigt forsvinder igen og jeg er alene i mørket.

 

 

Jeg undrede mig over, hvor mange gange det her skulle gentage sig. Jeg så ud af vinduet og så de mange stjerner? Hvor mange gange skulle jeg være på denne verden for at beskytte dem? Hvornår ville det ende? Hvornår ville jeg slippe for alle de forbandelser?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...