The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7766Visninger
AA

34. Fødselsdagsbarn

Der var ca. gået tre måneder. Tre måneder sammen med Taemin. Jeg sad udenfor i haven, hvor sneen allerede var faldet. Jeg sad bare i sneen i en hvid top og hvide shorts. Kulden gik ind til knoglerne og fik mig til at skælve… Ellers var det bare synet af sneen der fik mig til det. Det landede så smukt, som pulversukker på en perfekt kage. Dagen her var perfekt.  Det var en dag, hvor små børn ville se ud af vinduet. En dag, hvor de ville lægge deres små hænder på den kolde runde og ånde på den, indtil der kom dug på. De ville tegne i duggen og da lillemor kom, så ville de grine og pege på sneen udenfor. Den lille mor ville grine og sige, at de nok skulle komme udenfor senere. Jeg var den sindssyge galning, der sad udenfor midt ude i sneen og frøs. Jeg holdte mine hænder foran munden og pustede. Mine fingre var ved at blive til istapper. Det var helt utroligt. Jeg kunne ikke holde kulden ud længere, så jeg skiftede til min tigerform. Jeg lå bare ned og så sneen falde. Det lille egern der havde kravlet frit omkring, blev nu bange, men jeg lukkede bare øjnene. Jeg faldt i et med sneen. Den kunne sagtens dække mine hvide striber. Gøre mig usynlig for fjenden. For byttet.

”Millian,” var den en stemme der sagde. Jeg vendte min krop mod den stemme jeg kendte, men som jeg ikke havde hørt så mange gange. Hendes lyse stemme, der lød så smukt i sneen.  Aria kom gående mod mig. Hendes kulsorte hår gjorde sig bemærket i denne sne. Hun havde isblå øjne, der havde en skinnende farve. Hun kom gående i en snehvid kjole, med mange lag og et langt slæb. Hun var vinterens fødselsdagsgiver. Hun gav os vores fødselsdagsgaver. Jeg så på hende. Jeg havde ingen grund til at forvandle mig tilbage, hun kendte mig alt for godt. 

”Aria,” sagde jeg, en smule ædelt. Hun kunne sagtens forstå mig, selvom jeg var en tiger.

”Tillykke med fødselsdagen, Millian,” sagde hun og smilede et smil, som en mor ville sende sit lille barn, når det var ved at vokse. Men det skete aldrig. Jeg forvandlede mig tilbage og så på hende.

”Tak tak. Jeg er så begejstret for at fylde 16 igen i år. Altså jeg har jo fyldt det samme i 110 år, men tak alligevel,” sagde jeg koldt og ironisk. Smilet blev til et ansigtsudtryk med omsorg. Jeg kunne ikke hade Aria. Hun ville bare opfylde vores ønsker, men alligevel. Hun kunne ikke dræbe mig. Hun måtte ikke, for ellers ville jeg have været død i løbet af et knips.

”Millian… Er der ikke noget du ønsker dig? En ferie med Taemin? Nye våben? Noget, som du kunne tænke dig?” spurgte hun mig med et lille smil. Jeg stirrede på vinterens dronning. Hun forstod mig så godt. Hvert år havde jeg ønsket mig våben eller noget til William og hun opfyldte det. Jeg rystede på hovedet.

”Jeg har faktisk et ønske… Jeg ved ikke om du kan opfylde det, men du kan da spørge julemanden om hjælp,” sagde jeg. Hun nikkede og så opmærksomt på mig. ”Jeg ville ønske at jeg kunne blive ligesom Taemin,” svarede jeg og så alvorligt på hende. Mit hjerte bankede hårdt. Det var min drøm. Evigt liv med Minnie.

”Altså en… Stjerne?” spurgte hun. Hun kunne ikke opfylde mit ønske, så hun prøvede på at få mig til at ønske på noget andet.

”Nej. Jeg vil være et menneske. Jeg vil ikke leve til evigt tid! Kun hvis det er med ham. Kun hvis jeg kan vokse, ligesom Taemin. Jeg vil være sammen med ham Aria! Jeg elsker ham,” svarede jeg ømt. Hun gik hen til mig og lagde sin hånd på min pande.

”Det ønske kan ende med at blive Jeres undergang Millian. Du burde sætte pris på det, du har med ham nu. Ellers kommer du til at miste det hele. Nogle mennesker kan jo væ-”

”Nej… Nej, jeg ved det. Jeg ved det Aria. Og jeg kan da huske, at jeg ikke bad om det, da jeg var samme med Daniel,” sagde jeg. Aria strøg mig over kinden. Jeg kunne mærke kulden i min hånd. Den var koldere og mere gennemtrængende. Min krops kulde var intet i forhold til Aria. Hun så på mig og jeg kunne se noget bevæge sig i de isblå øjne. Taemin? Jeg fik en bange anelse. Hendes strøg var koldere end sneen.

”Mill, Mill, Mill… Jeg kan arbejde lidt på dit ønske. Men tro mig… Når man først har fået, hvad man ønsker sig, så vil der altid være en ting, der står i vejen. Altid,” svarede hun inden hun kyssede min pande og forsvandt.

”MILLIAN, HVAD LAVER DU UDE I SNEEN,” skreg Key med en ske i hånden og et forklæde rundt om sig. Jeg så over på ham med et svagt smil. Jeg kunne mærke en smertefuldt kys på min pande, inden hun forsvandt. Forsvandt indtil næste år, hvor jeg igen blev 16. Jeg så efter hende, men vendte så mit ansigt mod Key, for at han ikke skulle begynde at tro, at jeg snakkede med spøgelser. 

”Plejer folk ikke at lave det de lyster, når de har fødselsdag?” spurgte jeg ham bare. Al Keys farve i ansigtet forsvandt.

”HAR DU FØDSELSDAG?!?” skreg han. Jeg kunne se det blik han gav mig. Han var skuffet, men mest skuffet over sig selv, fordi han ikke have købt gaver.

”Det gør ikke noget Umma, Aria gav mig en gave… Eller hun gav mig ikke noget, men alligevel… jeg forbliver jo kun 16, det er ikke noget særligt,” svarede jeg og trak på skulderne. Han tog fat i min hånd og fik mig med indenfor.

”Yah! Væk alle de andre,” sagde Key. Jeg rystede på hovedet og satte mig ned.

”Jeg kan ikke lide min fødselsdag alligevel Umma. Det er jo ikke noget særligt.”

Key fandt en fløjte frem og gik rundt i huset. Han vækkede dem alle sammen. Selv Minho. De kom alle sammen ud i nattøj, og jeg kunne ikke andet end at smile. Småfnise. Deres hår så virkelig godt ud.

”Idioter! Syng så fødselsdagssangen!” skreg Key og slog dem alle sammen. Jeg rullede med øjnene.

”Lad være med at synge,” bad jeg om, med virkelig store øjne. Minho så på mig med et smil.

”Har du fødselsdag?” spurgte han bare. Jeg rystede på hovedet og inden jeg vidste af det, sang Minho for.

”Happy birthday to you. Happy birthyday to you.”

Alle de andre begyndte og at synge og jeg prøvede på at se ligeglad ud, men begyndte dog at se på dem. Jeg prøvede at smile, men i stedet for, mærkede jeg bare en uberørt del i hjertet bevæge sig, mens se sang. Sangen nærmede sig enden og jeg fik det dårligere og dårligere.

”Happy birthday dear Mil-Mil… Happy birthday to you!” sang de. Jeg rystede bare på hovedet.

”Det der behøver I altså ikke at gøre,” svarede jeg. Key så ondt på mig og fik mig til at holde kæft.

”Heldigvis har jeg allerede en gave klar,” svarede Key med et stort smil. Han kom ud med en gave og gav den til mig. Den var pink… Med en skrigepink sløjfe. Jeg begyndte bare at pakke gaven op, ikke for spændt. Da jeg åbnede den, så jeg en pink jakke. Det var den, som han havde på da han sang ”My first Kiss”. Jeg smilede svagt, selvom følelsen i hjertet ikke ville gå væk. Jeg rejste mig op og krammede Key.

”Tak Umma,” svarede jeg bare og begravede ansigtet i brystet på ham. Han var dejlig varm. Umma…

”Det var da så lidt,” svarede han og kørte hånden blidt gennem mit hår, som en mor ville gøre mod sit barn. Han skulle til at slippe, men jeg gav ikke slip på ham. Jeg gemte ansigtet, så de andre ikke skulle se det. Han kunne mærke væsken på hans jakke. Key så på de andre og lavede dræberøjne.

”Køb så jeres gaver,” hvæste han hviskende og de andre tog straks af sted. Jeg kunne høre deres skridt forsvinde, men væsken stoppede ikke med at gøre Keys tøj vådt.

”Mil-Mil?” spurgte han forsigtigt, og aede mig blidt.

”U-Umma… Jeg elsker dig,” hviskede jeg. Han smilede svagt og krammede mig.

”Jeg elsker også dig, Millian.” Jeg hadede min fødselsdag. Alle var døde. Alle som jeg elskede, døde. Selv min egen mor forlod mig. Det her var første gang jeg tilbragte tid med min "mor". Første gang, jeg fik lov til at græde i min "mors" arme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...