The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7751Visninger
AA

7. Fail

 

Jeg kunne ikke lide ham. Jeg kunne ikke lide mennesker. De irriterede mig for meget. Hver gang jeg tænkte på mennesker, var der en lille ting i min hjerne der reagerede og sendte mig nogle impulser. De impulser fortalte mig at jeg skulle passe på. Mennesker havde måske svage hjerter, men deres hjerner… vores hjerner var veludviklede.

Jeg gabte bare og fortsatte med at gå op på taget. Hvis mennesker så op på tagene ville de ikke se noget. Jeg var usynlig. Usynlig for dem alle. Jeg holdte godt øje med Taemin. Han gik sammen med de andre lige nu. Jeg vidste ikke hvad han skulle, og jeg vidste ikke hvad han arbejde med… Gid jeg havde vidst det.

”Rengøringsdamer, ingen adgang,” var der en der sagde. Jeg klemte bare hårdt om hans nakke og stirrede olmt på ham.

”Hvis jeg var dig, ville jeg lade som om jeg ikke havde mødt denne rengøringsdame,” sagde jeg irriteret og gik lige forbi ham. Han gispede efter noget luft. Jeg smilede bare svagt. Jeg skulle bare have gjort mig usynlig, men det ville bare gøre det besværligt… Jeg kunne jo ikke bare dukke op af den blå luft, hvis Taemin nu fik brug for mig.

 

Hvis jeg bare havde vidst at jeg skulle passe på en superstjerne, ville jeg nok have takket nej… Men det havde jeg jo ikke råd til. Det ville koste mig livet, hvis jeg sagde nej. Jeg så bare på ham. En dreng. En lille attenårig knægt, som jeg skulle passe på. Det kan godt være, at jeg kun var seksten selv, men min sjæl var ældre end hans. Klogere. Fornuftigere.

Men da jeg så ham på den scene, forsvandt den fornuft og i et øjeblik glemte jeg mit arbejde. Jeg fokuserede på ham, dem alle sammen, men mest på ham. Lige nu virkede han ikke som en lille knægt, men som en der kunne klare sig selv. Hans bevægelser var fantastiske. Jeg havde aldrig set noget lignende. Det var utroligt. Musikken og dansen matchede perfekt, han var helt perfekt… Et perfekt menneske… Gid de fandtes… Hvis de bare… Hvis de bare ikke var så onde, så modbydelige, så stygge.

Da dansen sluttede og musikken stoppede, var det hele blevet normalt igen. Det idylliske var forsvundet og nu var jeg kommet tilbage til virkeligheden.

”Jeg havde ikke forventet at se dig her,” var der en stemme det sagde. Jeg vendte mig om mod personen og fik store øjne. En mørkhåret dreng, med grønne øjne.

”Di?!” skreg jeg nærmest og han begyndte at grine.

”Du er ikke den eneste der skal passe på nogen. Jeg kan se at du har fået Taemin. Han er faktisk rigtig sød, lidt genert, men rigtig sød,” sagde han bare. Jeg så over på Taemin, der snakkede med en pige. Hun så rigtig sød ud, en lille dukke med lysebrunt hår og brune øjne, med et blåt skær.

”Amee,” sagde han bare en smule stolt og jeg rullede med øjnene.

”Ser besværlig ud,” svarede jeg bare. Han sukkede opgivende.

”De er ikke kæledyr Mill. Du har jo selv været i deres st-”

”Hvis du mener, at jeg har været en person, som var glad med mange venner, så tror jeg at du tager fejl,” sagde jeg bare og begyndte at gå hjem. Han burde kunne klare sig nu. Daichi sukkede bare, men da han hørte Amee kalde, gik han over til hende med et smil. En brækfornemmelse dannede sig. Jeg kunne ikke klare det. Hun ville udnytte ham før eller siden… Det gjorde de alle sammen.

 

 

Et blåt mærke. Eller noget, der skulle til at blive et blåt mærke. Jeg sukkede frustreret. Jeg kunne mærke den følelse som steg i hele kroppen, når man blev irriteret. Jeg kunne mærke den helt ud til fingerspidserne. Det var da helt utroligt!

”Det er da ikke til at tro på! Jeg efterlader dig i TO timer og du kommer hjem med et mærke?! Man kan sku da heller ikke lade Jer være alene! Jeg slipper dig ude af syne og du er allerede ved at slå dig selv halvt ihjel,” sagde jeg vredt og gik frem og tilbage. Jeg hørte slet ikke efter hvad de sagde. Lyden listede hen til det ene øre og fløj ud af det andet. Jeg gik rundt, frem og tilbage og skældte ham ud. Hvordan kunne han dog være så skrøbelig?! Taemin stod bare og blinkede. Han forstod jo heller ikke noget som helst.

”Det er jo bare et blåt mærke,” sagde Jonghyun, men fortrød straks, da han så mit blik. Jeg satte mig bare ned og lukkede øjnene.

Millian var helt klart vildt creepy i hans øjne. Måske en alien som spiste drenge?

 

”U-Undskyld,” mumlede Taemin og så lidt trist ud, da jeg åbnede mine øjne. Jeg var elendig til det her.

 

”Hey! Du har ingen grund til at se trist ud!” sagde jeg strengt. Det så ud til, at han kun blev mere trist. Det her var mit sidste forsøg og jeg failede big time. Key begyndte at skælde ud og jeg lod ham gøre det. Jeg kunne ikke finde ud af det her. Ja, jeg havde været et menneske… Men jeg vidste ikke hvad jeg var nu. Jeg var jo stadigvæk et menneske, men alligevel… Jeg var anderledes. Jeg tog ikke tingene så tungt, som jeg måske ville gøre. Mit hjerte var hårdere. Det havde flere lag. Mit hjerte var ikke som glas, det havde et iskoldt stenlag rundt om sig. Det kunne klare alle de ting, som deres hjerter ikke kunne.

Jeg rejste mig bare op og tog fat i Taemins skuldre.

”Jeg kommer liiidt på spanden hvis du dør, så lad være med at dø, for det ville være ret selvisk, okay?” sagde jeg bare. Hans øjne lyste lidt mere op og han nikkede kort. Menneskeres hjerter var nemme at påvirke. Hvis det blev påvirket, skulle man bare skjule det i flere lag. Lag på lag, indtil hjertet blev helt skjult.

”Godt. Nu skal du i seng.” ”Men jeg er ikke tr-”

”I SENG!” skreg jeg bare og han stirrede på mig med store øjne. Jeg skubbede ham bare i ryggen, indtil han begyndte at gå. Taemins hjerte var anderledes. Det var varmt. Det havde ikke et skjult lag. Det havde ikke beskyttende lag… Han var som han var og jeg kunne nemt komme til at knuse hans hjerte. Jeg kunne ikke finde ud af, at passe på menneskers hjerter… Det var den eneste ting jeg ikke kunne finde ud af. Den eneste ting, hvor jeg bare tænkte fail!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...