The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7746Visninger
AA

8. Er du sindssyg?!

Nogen ruskede i mig. Jeg åbnede mine øjne og så Daichi smile. Jeg havde lyst til at give hans ansigt en meget meget ’venlig’ knytnæve. Han bakkede bare væk, da jeg slog ud efter ham.

”Amee skulle lige snakke med de andre, så jeg tænkte, at jeg lige kunne se til dig,” sagde han og smilede.

”Så du har fortalt hende det?” spurgte jeg. Hans aura blev mørk.

”Ja, det er jo også lige det man går rundt og snakker højt om. Du ved jo selv, hvad der sker i sidste ende,” sagde han og jeg grinede falskt.

”Jeg tror, at jeg har oplevet det, men tak fordi du nu minder mig om det,” sagde jeg og rystede på hovedet, da jeg kom til at tænke på, hvorfor jeg overhovedet sov i denne seng i første omgang.

 

”Hvor sover du egentlig henne?” spurgte han, da jeg skulle til at træde ud af rummet. Jeg vendte mig om og så på hans spørgende ansigt.

”Det er forskelligt. Det kommer an på hvad jeg lyster. Taget. Eller i et træ,” sagde jeg og han stirrede på mig med store øjne.

”Jamen du bliver jo syg hvis du sover udenfor!” Jeg skulle bare til at gå, da han tog fat i min hånd. Endnu engang vendte jeg mig om og så på ham og hans mørke øjne.

”Vil du ikke nok sove i værelset Key har gjort klar til dig. Ellers bliver du bare syg og så kan du få en sygdom og ende med at dø,” sagde han bekymret. Jeg rullede med øjnene, men han fik mig til at love, at jeg ville sove i den seng. 

 

Jeg valgte et helt almindeligt sæt tøj, noget der ikke lignede mig. Daichi grinede.

”Et meeeeget dramatisk sæt tøj,” sagde han og jeg lavede store øjne af ham, inden vi gik nedenunder. Hvorfor var det, at alle skulle stirre på mig. Taemin lavede et af sine store smil og jeg smilede meget svagt tilbage, selvom det ikke rigtig kunne kaldes et smil. Jeg satte mig bare, og Daichi satte sig ved siden af. Pigen, Amee smilede til Daichi og han smilede tilbage. Frastødende.

”Du står sent op,” mumlede Onew og smilede meget svagt. Jeg løftede det ene øjenbryn. ”Klokken er jo kun to.”

”Om eftermiddagen,” sagde Minho. Jeg så undrende på ham.

”Ja. Så er der stadig 36 timer tilbage af dagen,” sagde jeg og løftede nu det ene øjenbryn.

Daichi hostede og jeg blinkede kort, inden jeg huskede at der kun var 24 timer i deres verden.

”Pabo, du kunne godt have fortalt det til mig,” sagde jeg og slog Di. Han ømmede sig og surmulede falskt.

”Du kunne jo bare bruge lidt mere af din tid her,” sagde han. Jeg stirrede ondt på ham.

”Den tid har jo også været fantastisk. Time of my life,” hvæste jeg dyreagtigt. Di sendte mig et advarende blik, og jeg stivnede, inden jeg stoppede mig selv. Hemmeligheden. Den, som havde ødelagt så meget.

”Daichi. Vi skal gå nu,” sagde Amee sødt og et lille smil bredte sig. Han nikkede og rejste sig.

”Vi ses Mill,” sagde han og gik hen til Amee.

”Forhåbentlig ikke,” svarede jeg bare, inden de gik ud af rummet. Daichi… Hvorfor skulle jeg mindes om det hele tiden. Hvorfor skulle jeg mindes om ham? Det gjorde så ondt i forvejen.

”Kender du Daichi?” spurgte Taemin. Jeg nikkede kort og så over på ham.

”Han er den person der underholder mig, når jeg ikke er på… ’arbejde’. Han er vel min ven,” svarede jeg.

”Du virkede ellers ikke så begejstret for ham,” mumlede Key og gik i gang med at lave mad.

”Det er jeg skam heller ikke. Han har det med at hive i de forkerte tråde nogle gange,” sagde jeg.

”hvor lang tid skal du så beskytte Taemin?” spurgte Key mig. Jeg så over på ham og tænkte over svaret.

”Det ved jeg ikke. Det afhænger af forskellige ting…”

”Som?”

”Hvis han dør, så har jeg ikke nogen at beskytte. En anden kunne også blive sat på opgaven. Og så kan han jo også vælge at skaffe sig af med mig,” sagde jeg og legede med en lille hårtot.

”… Hvad ville der ske, hvis han skaffede sig af med dig. Ville du bare forsvinde?” spurgte Key mens han rørte rundt i maden. Nu blev jeg rigtig irriteret. Noget, der ikke var godt med mit temperament.

”… Det er ikke så vigtigt,” sagde jeg, iskoldt. Det var ikke sandt. Jeg ville dø, hvis Taemin skaffede sig af med mig denne gang. Jeg rejste mig op og gik ud af rummet. Key stoppede med at røre rundt i maden. Jonghyun sukkede irriteret og Taemin vendte bare sit blik mod ham, da jeg var gået ud af rummet.

”Hendes øjne er så pæne… Men de gemmer på noget, hyung,” sagde han lidt trist.

 

Hvordan ville det mon være at dø? Jeg undrede mig tit over det. Hvis det fortsatte sådan, så ville han skaffe sig af med mig. Jeg så på min hånd. Hvorfor var jeg ikke bare død. Jeg betød jo alligevel ikke noget. Måske skulle jeg også bare dræbe Taemin… Så ville jeg dø og slippe for alt det her.

”HVAD LAVER DU?!” hørte jeg nogen skrige.

”LEE TAEMIN, KOM SÅ NED DERFRA, HØRER DU?” kunne jeg høre Keys stemme råbe. Jeg rejste mig bare op, og snuste mig frem til dem. Det var svært ikke at dufte sig frem til Keys Cologne. Jeg stivnede, da jeg så Taemin. Han stod henne ved vinduet, klar til at hoppe ned derfra. Han ville dø hvis han hoppede.

”Hvad fanden har du gang i?” skreg jeg og kom tættere på.

”Stop! Ellers springer jeg.” Jeg stivnede. Hvorfor gjorde han dog der her? Han havde ingen grund til at hoppe ud.

”Kom så herhen,” hvæste jeg så menneskeligt som muligt, men det lød stadig mere dyreagtigt. Han havde stadig et smil plantet på hans ansigt. Jeg så sur ud og han smilede.

”Tag ud i byen med mig,” sagde han bare. Jeg gispede.

”Du… Du kommer herhen lige nu,” sagde jeg, iskoldt. Han gik bare længere ud og jeg stivnede.

”NEJ!” skreg jeg. Hans smil blev bredere og Minho sukkede. Key var helt vildt bekymret, hvis muligt, mere end mig.

”Siger du så ja?” spurgte han. I lyset lignede han en engel… hvis han hoppede ud ville han blive til en. Jeg panikkede og alt syntes at blive sort.

”JA! JA! JA! KOM NU BARE VÆK DERFRA!” skreg jeg og var tæt på at ryste. Hvis han døde ville jeg også dø. Var jeg nu bange for døden? Han begyndte at gå mod alle os andre med et smil på sin mund. Jeg troede, at jeg kunne mærke mit hjerte sprænge et slag over af skræk, for at han skulle hoppe.

Key begyndte at råbe og de andre snakkede i munden på hinanden. Jeg kunne ikke tænke. Jeg var helt oppe i det røde felt. Jeg vendte mig om og gik mod Taemin. Jeg hev ham hårdt i kraven og han gispede. Mine øjne lynede, og jeg kunne se en frygt i hans øjne.

”Det der… Gør du ikke igen,” sagde jeg med den skarpeste stemme jeg kunne. En is der skar i glas. I en diamant. Så skarp var min stemme. Jeg slap ham, og han snublede lidt bagud. Jeg smækkede døren efter mig. Heldigt at den stadig sad fast…

 

”Du brude nok ikke lige drille din skytsengel med din død,” mumlede Minho.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...