The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7775Visninger
AA

38. Epilog

Mit hjerte begyndte pludselig at banke igen. Hårdt. Hårdt og smertefuldt. Som om hvert hjerteslag bragte mig længere væk fra en jeg have kær. Derfor gjorde det ondt at leve. Jeg åbnede øjnene og så det stærke lys. Vores smukke lys. Lyset var gult og klamt, men det tilhørte denne verden. Jeg prøvede at bevæge min hånd, men hele min krop var alt for øm. Jeg kunne mærke en underlig smerte i min ryg. Men den var ikke skarpere end den, som jeg havde fået ind i mit hjerte. Jeg forstod slet ikke noget som helst. Lige før, der havde jeg været helt alene. Jeg havde været inde i et mørkt rum, hvor en stor og lysende port var dukket op foran mig. Jeg havde set folk smile til mig. Jeg havde set hende jeg elskede allermest og nu var jeg lige her. Jeg var ikke længere alene og i mørket. Key så på mig med store øjne og hviskede mit navn. De andre kunne ikke tro deres egne øjne, da jeg så over på dem og prøvede på at blinke, for at sikre mig, at jeg ikke så forkert.

”Umma? Onew? Jjong? Minho?” hviskede jeg, bange. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg var sammen med dem igen. De stirrede chokkeret på mig, som om jeg var et spøgelse. Tårerne trillede stadig ned af deres kinder. Hvorfor græd alle mine hyungs? Jeg så over på kroppen som lå over mig. Millian! Det var hende, jeg havde set lige før. Hun havde grædt. Jeg var her jo, så nu skulle hun ikke længere være trist! Jeg tog fat i hende og krammede hende, krammede hende tæt ind til mig. Men jeg fik bare en tom følelse tilbage. Jeg kunne slet ikke mærke hendes hjerte banke. Hun bevægede sig slet ikke, selvom hun var så varm. Hendes krop føltes… Tung?

”Det er et mirakel,” hviskede Key og så over på mig. De var alle sammen så glade, men jeg kunne bare mærke mit hjerte slå i den helt forkerte retning!

”Mil-Mil?” hviskede jeg og så på hendes ansigt. Hun var dejlig varm. Selvom hendes kinder bar spor af friske tårer, så smilede hun stadig. Jeg havde det som om mit hjerte skulle til at stoppe igen.

”MILLIAN?” skreg jeg og så på hende. Hvorfor? Hvad var der galt med hende? Key rejste sig op og undersøgte hende. Nej… Tårerne trillede ned ad mine kolde kinder. Hvorfor? Key så på mig med et trist blik. Han havde lige fået et barn tilbage og mistet et andet.

”Nej…” hviskede han og strøg hans hånd over hendes kind. Jeg kunne høre plask efter plask, da Keys tårer ramte hendes kinder.

”Jeg tror… At hun… ofrede sig for dig,” hviskede han. Jeg begyndte at ryste. Mine tanker kunne slet ikke holde mig i live. Jeg lovede hende, at jeg nok skulle klare mig. Jeg havde lovet det. Og jeg havde brudt et løfte. Jeg ville aldrig se hende smile igen, aldrig kysse hende igen, aldrig holde om hende igen. Jeg skulle tilbage til skolen, tilbage til det hele, helt alene, endnu engang. Skæbnen elskede mig ikke.

 

Amee så på Daichis krop og rystede ham. Han kunne ikke dø. Det kunne han ikke. Hun kunne se i hans øjne, at han snart ville forsvinde. Han så på hende med varme øjne og havde et lille smil på læben. Det smil, som kendetegnede den drillesyge trold. Amee så på ham, rystede og bad ham om at blive og han smilede bare.

”Tør de tårer væk og smil igen,” sagde han med besvær. Amee lagde sin hånd der hvor hans hjerte bankede lige så stille. Der hvor blodet blev ved med at trille ned. Amee stirrede bare på ham med store øjne. Hvor kunne han? Hvordan kunne han få sig selv til at forlade hende. Han tog fat i hendes hånd, der var dækket af blod og smilede, selvom han snart ikke kunne mere.

”Jeg er ikke helt alene, skal du huske på,” hviskede han som en trøst for Amee. Han kunne se dem. Amee kunne ikke se noget for alle de tårer. Hun kunne slet ikke forholde sig til, at hendes bedste ven var ved at dø nu. Hendes hjerte havde det som et hjul, med en kæp i sig. Det kunne slet ikke fungere helt alene.

”Mil-Mil og William venter på mig… Farvel Amee. Nu kan du endelig få lov til at kysse Joon,” hviskede han, inden han også forsvandt. En tom følelse bredte sig gennem hendes krop, mens hun krammede ham og tiggede ham.

”S-Svin,” hulkede hun og krammede ham tæt ind til sig, selvom hendes tøj blev dækket af rødt og sort blod. Selvom hun følte sig helt våd og klam.

 

Sorgen bredte sig over dem alle. Eun havde endnu engang ret. Men fornemmelsen var ikke helt væk. Hun så en kvinde med sort hår og isblå øjne være tilstede ved Millians og Daichis begravelse. Hun havde aldrig set den kvinde før. Noget sagde Eun at det hele ikke var slut endnu. Og at de dødes hjerte ville blive hårdere testet end nogensinde før.

 

Aria mærkede den triste stemning, da Millians og Daichis kroppe blev sunket i jorden. Hun kunne se en pige kollapse, da Daichis kiste blev sænket ned i jorden og hun kunne se en anden bukke sig ned til hende, for at give hende sin trøst. Hun kunne se en dreng med blondt hår græde ud hos sin ældre bror. Hun kunne se en masse mennesker med tårer i øjene, som ikke ville forsvinde. Dog vidste de mennesker ikke, at hun ville grave dem op. De vidste ikke noget som helst. Aria opfyldte alle ønsker og hun havde også opfyldt dette. Mr. G ville skælde ud på hende, fordi hun havde brudt grænserne. Fordi hun havde gjort noget så umenneskeligt, at hun burde blive straffet for det.

 

Taemin gik over vejen. Billedet som han havde fået af Key var fløjet derud. Det var et billede af ham selv og den person som han elskede. Han ville ikke miste det. Tanken om, at nogen skulle køre det ned, gjorde ham trist, så han løb hurtigt over vejen, da der ikke var nogle biler.  Han fik fat i billedet og smilede. Et øjeblik overvejede kvinden i bilen, hende med de isblå øjne at trykke på bremsen da hun så Taemins smil. Men så huskede hun Millians ønske og kørte. Kørte, mærkede et bump og kørte videre. Lee Taemin ville nu dø. Den samme kvinde havde for fem minutter siden fået fat på en sjælløs og fået ham til at dræbe Daichi.

 

Hun havde dræbt to af de bedste krigere, hvilket gjorde hendes hjerte tomt. Men nu var deres hjerter ikke tomme. Hun lod en tåre trille ned ad hendes kind. Den var ikke gennemsigtig, men isblå. Hun håbede bare at Millian ville blive glad for sin gave. Hun skulle, trods alt, til at begynde på hendes tredje liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...