The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7770Visninger
AA

13. Det hele koger

 

”Mil-Mil, vil du ikke tage af sted med os i dag. Er det ikke kedeligt når du bare er hjemme helt alene?” spurgte Taemin, den lille engel, selvom han var højere end mig. Jeg smilede svagt og så på ham. Gud, hvis han bare vidste, at jeg fulgte efter ham det meste af tiden… Jeg kom til at kærtegne hans kind ubevidst, men han så ikke ud til at have noget imod det.

”Vil du gerne have mig med eller har du ondt af mig?” spurgte jeg ham med en stemme fuld af undren og noget andet. Hans smil forsvandt og han fik endnu engang et forvirret udtryk.

”Jeg vil da gerne have dig med,” sagde han helt bestemt og jeg kom til at grine.

”Jeg vil da gerne se dig optræde, Minnie,” sagde jeg og sendte ham et lille smil, noget jeg havde gjort alt for meget de sidste par sage. Han smilede stort og jeg så underligt på ham. ”Hvad?”

”Du kaldte mig Minnie. Det må jo betyde at du slapper af i mit selvskab,” sagde han med et stort smil. Jeg smilede også. Jjong kom og ødelagde vores smil-smil øjeblik, ved at bede os om at komme med ham. Det var sgu lidt trist at han ødelagde vores øjeblik. Jeg ville da bare tage hævn senere og det kunne han også godt se på mit blik. Key ville vist ikke snakke til mig. Jeg kunne bare ikke fortælle ham det. Det var alt for svært.

 

Når Taemin smilede var man i himlen. Man så en engel smile. Når man så derefter så over på Key, blev man ramt af skyldfølelse. Hans katteøjne kunne gennembore en. Når man så derefter så over på Minho blev man ramt af irritation, fordi han gav en et ”du-er-ikke-rigtig-klog” blik. Når man så over på Onew, tænkte man ONEW CONDITION! Og Jonghyun… Der overvejede man bare tingene. De gik alle sammen ud og jeg så på. Så dem gøre det de elskede at gøre. Føle sig frie. Det var lang tid siden jeg havde løbet med fire ben… Dengang hvor jeg kun havde mig selv… Men jeg savnede det stadig. Dog så de alle sammen smukke ud. Jeg så Daichi stå sammen med Amee… Måske kunne jeg nu forstå hvorfor han passede så godt på hende. Hvorfor han holdte så meget af hende.

En pige kom pludselig løbende hen til Taemin. Eller mange piger gjorde det. Jeg mente nu nok at han havde sagt noget om Girls Generation eller f(x)… Eller måske nogle andre, jeg havde ikke styr på det. Jeg kunne høre en stemme grine lige bag mig. En stemme, der altid ville få mig til at flippe. En stemme, der endte med at give mig ar, ligesom jeg gav ham.

”Ace,” hvæste jeg og vendte mig om. Der stod han jo. Den berygtede Ace Hatashi. Han var japansk. Han havde kulsort hår og havde en klam blå øjenfarve. En der var helt mørk, som i det vand hvor man drukner… Og mister livet. Han var slank, men muskuløs. En læderjakke, slidte jeans, og et par Reebok. Jeg lagde hovedet på skrå og prøvede på at nedstirre ham, men det virkede tydeligvis ikke. Der kom kun et smørret smil ud af det. ”Hvor er din Make-up blevet af? Det samme kan man vel sige om dit tøj og dit hår. Du ser jo næsten… Nuttet ud,” sagde han hånende. ”Og du ser også ud som en man kan få brækfornemmelser af,” svarede jeg vredt og irriteret. Jeg begyndte at vise mine tænder. Han begyndte at grine falskt og jeg stirrede bare ondt på ham. Jeg var allerede begyndt at koge. Der skulle ikke meget til… Der skulle ikke meget til endnu, for at få mine klør til at dukke op.

 

 

Daichi P.O.V.

Jeg fik øje på Ace. Det her var ikke godt. Hvad lavede han her? Jeg kunne ikke lade Amee være alene, men jeg kunne heller ikke lade Mill være sammen med Ace ret meget længere. Jeg begyndte at panikke. Jeg vidste ikke om jeg kunne nå det. Og Mill ville ikke have det godt med at Taemin fandt ud af det på denne måde.

”Taemin. Er du ikke tørstig? Er I ikke alle sammen tørstige?” spurgte jeg uden at skjule min hentydning. Dog prøvede jeg at undertrykke den paniske stemme, der truede med at komme ud af min mund.

”Tjo en lille smule,” mumlede Minho og jeg rystede på hovedet. Det her gik for langsomt.

”Amee, gå sammen med dem,” sagde jeg bestemt og ikke i den venlige tone, som jeg plejede at bruge. Hun så på mig med store øjne. ”Daichi… Hvad er der?” spurgte hun. Pludselig kunne man høre nogen hvæse. Jeg stivnede. Det var allerede for sent.

”LØB VÆK!” skreg jeg og begyndte at løbe mod Mill og Ace. Taemin så på Mill og skulle til at løbe efter mig, da det hele begyndte. Jeg nåede lige at skrige Mills navn, inden det var for sent.

 

 

Mill P.O.V.

”Jeg kan se at du er sammen med Taemin nu… Hvordan mod hans blod ville se ud… På dine hænder,” sagde han med et smil. Mine øjne med store og jeg begyndte at hvæse så højt som kun en tiger kunne. Jeg kunne mærke min indre vrede. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Dét var der min grænse gik. Ingen skulle true mig på den måde. Ingen skulle true mig med Taemins død.

Jeg hvæste. Først mine tænder. Så min krop. Inden jeg vidste af det, havde jeg fået fire ben igen. Inden jeg vidste af det, var jeg blevet til en dræbermaskine. Jeg så en sort tiger med hvide striber foran mig. Jeg kastede mig over Ace. Jeg bed og rev i ham. Prøvede på at dræbe ham. Jeg kunne høre alle de hvæs, jeg kunne høre alle de ting der gik i stykker under vores kamp… Jeg kunne høre de bange skrig og mennesker det løb hjem, så hurtigt de kunne.

Han bed mig i min nakke. Hans lange tænder skar sig gennem mit tigerkød og jeg skreg et smertens skrig. Jeg kunne høre det, men hvordan lød det i Taemins ører? Hvordan mon? Jeg kradsede ud efter Ace og hans tænder forlod min nakke. Jeg hvæste og skulle til at kaste mig over ham igen, da jeg blev skubbet væk. En orange tiger hvæste af os begge to. Daichi… Men ville nok ikke kunne høre det som et menneske, men Ace grinede nu. Blodet kunne tydeligt ses på min hvide pels… Ace’s sorte skjulte det nu godt. Jeg kunne mærke smerten… Smerten i hele min hals og nakke. Der hvor hans hjørnetænder havde siddet fast. Ace forvandlede sig til menneske igen og det samme gjorde jeg. Blodet løb ned ad mit tøj og krop. Amee skreg. Hun stod bag Taemin, men vi kunne se hendes ansigt. Hun så forfærdet ud. Hvis Daichi havde været menneske, så ville al blodet fra hans ansigt være forsvundet. Taemin så også skræmt ud. Det gjorde de alle sammen. Taemin var bange for mig. Jeg vidste det. Daichi forvandlede sig tilbage.

”Mil-” sagde Daichi, men jeg begyndte at løbe. Jeg løb ud af bygningen og folk skreg omkring mig. Storbyen skreg. Jeg ville bare væk. Hjem igen. Og hans ansigt dukkede op igen. Min første forelskelses ansigt dukkede op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...