The Love of a Reborn Heart

Mennesker var kolde, onde og modbydelige, når de først fandt ud af hvad de var i stand til. Derfor hadede Millian dem. Hun har altid gjort modstand, når hun blev tvunget til at passe på dem. Altid. Men hvad sker der, når Overhovedet får nok? Kun en ting! Millian bliver tvunget til at passe på drengen med den reneste sjæl. Men kan man virkelig blande et koldt hjerte sammen med et varmt et?

50Likes
436Kommentarer
7772Visninger
AA

28. 16

Jeg frøs. Jeg kunne mærke vinden blæse helt ind til mine knogler. Mit hår fløj rundt, først ind foran mit ansigt, så blev det blæst væk og efter det, blæste det i en ukendt rytme. Det var ubehageligt, men jeg havde ikke rigtig noget imod det. Følelser som disse mindede mig om, at jeg stadig var menneskelig. Jeg gned mine øjne, de øjne, som havde set denne verden forandre sig. Jeg kunne mærke noget varmt rundt om mine skuldre, men han flyttede hurtigt sin hånd. Jeg så over på Daichi og smilede svagt, smilede et lille, men bittert smil. Et, der passede til vejret.

”Du ved godt, at du får Taemins puls til at stige alt for meget, ikke?” spurgte han og rettede blikket mod det samme sted som mig. Jeg så bare ud på det klare vand. Måneskinnet skinnede i vandets overfladede og var smukkere end tusinde diamanter. Men ikke smukkere end hans englesmil. Jeg lukkede bare mine øjne og tog duften af vand til mig. Jeg fik flere kuldegysninger. Jeg vidste ikke om det var godt eller skidt, men her for tiden, fik jeg alt for mange kuldegysninger. Hver gang Taemins uskyldige hænder sneg sig rundt om mit liv, mærkede jeg en underlig kuldegysning. Hans varme smeltede min indre is, noget jeg ikke brød mig om. Jeg synes, at der var blevet koldere. Jeg kunne mærke noget dybt inde i mig. Tårerne faldt ned ad mine kinder, men var ikke kraftige nok til at falde ned i søen. De landede bare på mine jeansbedækkede lår. Måske var jeg bare en af dem der kunne svede ud af øjnene. Mine tårer ville ud, ud hvor de hørte til. Ud i denne ensomme nat. Tårerne skinnede smukkere end vandet i søen.

Jeg så over på Daichi, som tørrede mine tårer væk. Selvom han var lige så meget menneske som mig, så kunne hans berøring varme mig op. Han var charmerende og det skæve smil han havde på læberne nu, understøttede kun min tankegang. Jeg ville ikke benægte at min bedste ven så ret godt ud, og han havde blinket i øjnene. Det vidste jeg, efter at have betragtet ham i snart 100 år. Hans hoved kom tættere og tættere på, hans varme ånde sendte endnu en kuldegysning rundt i min krop. Jeg måtte seriøst snart ind i varmen igen. Vores næser mødtes næsten, de var så tæt på hinanden, at man kunne mærke de små varme elektriske stød der kom ud fra dem.

”Hvad tænker du på?” spurgte han med sin fløjlsbløde stemme. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg mærkede kniven mod min strube. Det var sådan en komisk situation, at jeg helt fik lyst til at grine. Jeg var helt væk, det vidste jeg godt. Jeg vidste godt, hvad han hentydede til. Jeg var blevet svag på grund af mine følelser, det kunne enhver, der kendte mig godt se. Mine sanser var nede. Han skulle til at skære, men jeg undveg.

”Du er ikke helt væk,” sagde han med et smil og lagde kniven tilbage. Jeg rystede på hovedet og rettede mit blik mod vandet igen. Han ville ikke have skåret, hvis han ikke havde kendt mig så godt. Han ville aldrig kunne krumme så meget som et hår på mit hoved.

”Kathrine blev gift med Victor for en uge siden,” sagde jeg med en ligegyldig klang. Jeg stirrede ud i det blå og mærkede trætheden og energien der bevægede sig ned i jorden på samme tid.

”Da de begge var fugle, fløj de. En bil kom kørende og Victor kørte en foran bilen. Han døde. Kathrine dræbte sig selv. I går prøvede hun på at angribe William mens han sov. William troede at han kunne klare det. Men når det kom til stykket, kunne han ikke. Han kunne ikke dræbe en han havde kær. Så mange gange har jeg ønsket mig død… Så mange gange. Men hver gang… Jeg kunne ikke. Gud tillod det ikke. Gud tillod mig ikke at blive til en sjæleløs for at dræbe ham. Men hvorfor lever jeg? Til hvilken nytte? For at jeg skulle møde Taemin og se ham dø?” hvæste jeg og sendte Daichi et af mine dræberblikke. Daichi stirrede også på mig. Han sukkede opgivende og kørte en hånd gennem det lysende hår.

”Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke. Jeg… Jeg håber snart, at G giver os svaret,” sagde Daichi, lidt usikkert. Jeg tog fat i hans skuldre og rystede i ham.

”Det gør mig sindssyg! Jeg vil ikke være 16 for altid?! Jeg vil studere! Jeg vil elske! Jeg vil elske Taemin… Jeg vil blive gammel sammen med ham… Det er ikke fair! Han ved det ikke engang. Jeg burde bare gå,” sagde jeg og slap ham. Jeg var vred. Jeg følte mig som en vulkan, der kunne dræbe en eller anden. Jeg havde virkelig brug for at stoppe vulkanen inde i mig. Den ville blive ved med at brænde, hvis jeg ikke snart gjorde noget. Gjorde noget i en fart!

Jeg rev i noget af mit hår. Inden jeg vidste af det, kastede jeg mig i vandet. Selv hvis jeg bandt et anker til mig, ville jeg overleve. Enten ville jeg hele, ellers ville Daichi redde mig. Jeg kastede mig i vandet, svømmede. Hvis jeg kunne drukne i dette kolde vand. Hvis det kunne sluge al min ondskab, ville jeg lade vandet gøre det. Men selv det mest beskidte vand ville ikke kunne klare min ondskab! Min urene sjæl.

 

”Yo, du kan skrige Umma,” drillede jeg og rystede vandet ud af mit hår, ligesom en hund. Jeg orkede ikke til at gå indenfor med det samme, så jeg hvilede mig lidt på terrassen. Selvom det blæste ubarmhjertigt udenfor, så ville jeg ikke blive syg. Jeg burde han have fortalt ham om mit super immunforsvar, for så kunne jeg havde undgået hans reaktion.

Han stirrede på mig med store øjne. Jonghyun kom ud til os og stirrede på mig, inden han begyndte at grine. Jeg lukkede øjnene og nød lyden af hans søde latter. Latter var en af de ting, som gjorde mig glad. Det varmede mine knogler. Det var en sød latter, ikke en ond en. Jeg smilede svagt, men mistede hurtigt mit smil igen. Min tankegang kunne ikke styrres.

”Umma. Hvad skal jeg gøre når du dør?” spurte jeg ham ærligt. Jeg kunne mærke mit hjerte banke. Han havde sagt så mange gange, at jeg bare skulle spørge, hvis der var noget der gik mig på. Han satte sig ved siden af mig og så underligt på mig. Han sendte et blik til Jjong, der betød at han skulle gå ud af dette rum. Nu!

”Hvad mener du?” spurgte han bekymret. Han var nok den, der bedst havde forstået hele min verden. Jeg stirrede i nattehimlen, stirrede på de mange smukke stjerner. Jeg vendte hovedet mod Key og så bedrøvet på ham.

”Når du bliver 25, er jeg 16. Når du fylder 30, er jeg 16. Når du fylder 50 er jeg 16. Når… Når Taemin d-dør, er jeg… 16,” hviskede jeg, eller nærmede, hakkede det ud, som skarpe stykker spejl, der ikke kunne sættes sammen igen. Mine øjne var våde og glitrede i månens skær.

Key stirrede på mig med store øjne og rystede på hovedet. Han ville ikke tro… Ikke tro på den forbandelse. Jeg smilede bare svagt, og han prøvede på at skjule fortvivlelsen og sorgen i øjnene. Havde han ondt af mig, fordi Taemin ville forlade mig med tiden, eller havde han ondt af Taemin, fordi han aldrig ville kunne opleve normale ting med mig, som han ville få muligheden for at gøre med andre piger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...