Pageboy 2: Forever or Never

Pageboy 2: Forever or Never.
Bogen, som Taemin fik af Karorin, har han altid på sig, trods han aldrig læser i den eller skriver i den. Det hele er lykkeligt hos dem, indtil en lille dreng pludselig dukker op i deres liv. Drengen, der ligner Minho på en prik, bare en yngre udgave; en treårig udgave, for at være helt præcis. Drengen kommer til at betyde en hel del i de to drenges liv, da den lille dreng holder på en hemmelighed.

201Likes
871Kommentarer
17070Visninger
AA

4. Yoogeun

Det var langt om længe morgen, Solens skarpe lys skinnede ind af vinduet og ramte mit ansigt. Minhos arm lå beskyttende over mig, hans bare bryst, mod min bare ryg. Jeg kunne roligt mærke hans hjerte banke. Helt blidt. Jeg smilede helt svagt og vendte mig mod ham. Han lå stadig og sov tungt, den syvsover. Han var altid så svær at vække om morgenen.

”Minho, jeg går ud og handler lidt ind,” hviskede jeg lavt i hans øre, før jeg slap ud af hans greb. Jeg tog fat i noget af vores tøj, der lå hen over gulvet, for at smide det til vask, nu jeg var på vej ud af værelset.

Jeg tog tøjet med ud på badeværelset, hvor jeg også lige tog et hurtigt bad. Jeg brød mig ikke om at gå rundt i byen, når jeg ikke havde været i bad hele dagen. Jeg følte, at jeg lugtede flere kilometer væk.

Jeg stod på badeværelset og så på mit nu våde hår. Det var mørkt, havde lige pandehår, som var en smule pjusket; det var en kedelig frisure. Alle drenge havde den, når de gik i Elementary School. Skulle jeg mon forandre min stil lidt? Bare en smule? Så ville Minho måske synes bedre om mig, ikke? Hvis han kunne lide mit hår… Hvorfor begyndte jeg pludselig at tænke som en teenagepige?

 

”Ah! Må ikke glemme pungen,” sagde jeg og tog pungen op fra køkkenbordet, hvor Minho havde forladt den, da han kom hjem fra byen dagen før. Han var ikke helt så god til, at holde orden på sine ting, men jeg skulle nødig snakke. Over halvdelen af alle mine ting forsvandt på mystisk vis, og dukkede op nogle måneder senere, hvor jeg allerede havde fornyet det.

Jeg var lidt irriteret over, at jeg endnu ikke kunne køre bil, så jeg blev nødt til, at gå ind til byen. Det var heldigvis ikke så langt, og vejret var godt. Solen skinnede, fuglene sang, bierne fløj mellem blomst til blomst.

Bierne og blomsterne…

Jeg misundte dem så meget.

De kunne det, som Minho og jeg ikke kunne. Jeg ville så inderligt gerne have en søn! Jeg ville så gerne have et barn, om det så var blodbeslægtet eller ej. Ville Minho mon også det? Var børn noget for ham?

Når jeg kom til at tænke på bierne og blomsterne, begyndte jeg hele tiden at tænke nogle syv-otte timer tilbage. Jeg ømmede mig lidt, da jeg stadig havde en grov, men sød, smerte over min ryg, som gik helt ned til mine lår.

At være som to identiske puslespilsbrikker, havde sine bivirkninger. Brikkerne ville gå i stykker, hvis man satte dem sammen, og ikke altid kunne blive repareret igen.

 

Da jeg var færdig med at handle ind, efter en halv time, besluttede jeg mig så for, at komme hjem, før varerne blev dårlige af Solens varme. Dog var der noget, der forhindrede mig i, at komme hjem hurtigt.

Den lille dreng.

Der gik mange folk forbi mig. Folk, kærestepar, familier. Så var der den lille dreng, der sad henne ved en bænk, helt alene. Hvor var hans familie henne? Det var farligt, at lade sin søn gå frit rundt, der var alle mulige forkerte typer. Jeg så mig lidt omkring og stoppede op. Var der virkelig ingen, der kendte den lille dreng?

Da besluttede jeg mig for at gå hen til ham. Han rettede da sit blik mod mig. Han havde store, mørke øjne. De var kønne. Hans hår var kort og mørkt. Der var noget ved ham, der mindede om en, jeg kendte. Én, jeg holdt af.

Minho.

Den lille dreng lignede Minho på en prik, bare en treårig udgave af ham. Minho havde vel ikke en søn, vel? Han havde dog fortalt, at jeg var den første, han gjorde det med, og jeg stolede på ham, men alligevel… Jeg havde mine bange anelser, da jeg så den lille dreng.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg og smilede forsigtigt til den lille dreng.

”Venter på appa,” sagde han. Hvor kært! Den lille dreng, sad og ventede på sin far, fint på bænken. Hvilken far ville dog lade sin lille dreng, sidde for sig selv, helt alene? Der kunne komme kidnappere hen til ham, børnelokkere, og måske endda værre ting!

”Hvad hedder du så?” spurgte jeg igen. Drengen smilede sødt til mig med sine tykke æblekinder.

”Yoogeun!” sagde drengen. Jeg smilede varmt tilbage.

”Hej, Yoogeun, jeg hedder Taemin,” jeg kunne slet ikke stå for drengens søde ansigt, nuttede smil og flotte øjne. Han lignede Minho uhyggeligt meget.

Jeg så mit lidt rundt for drengens far, hvorefter jeg så på ham igen.

”Hvor er din far?” spurgte jeg så, da jeg ikke kunne finde en person, der lignede ham; en person, der lignede Minho.

”Appa!” sagde drengen og pegede op. Jeg rettede mit blik op. Himlen. Den skyfrie himmel. 

Hans far var død?!

Da jeg så ned på den lille dreng igen… Var han væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...