Pageboy 2: Forever or Never

Pageboy 2: Forever or Never.
Bogen, som Taemin fik af Karorin, har han altid på sig, trods han aldrig læser i den eller skriver i den. Det hele er lykkeligt hos dem, indtil en lille dreng pludselig dukker op i deres liv. Drengen, der ligner Minho på en prik, bare en yngre udgave; en treårig udgave, for at være helt præcis. Drengen kommer til at betyde en hel del i de to drenges liv, da den lille dreng holder på en hemmelighed.

201Likes
871Kommentarer
17067Visninger
AA

15. Skænderiet

Taemin P.O.V.

 

”Kan jeg få noget mere kaffe?” sagde en dame, da hun var færdige med sin første kop. Jeg arbejdede nu som tjener på en fin lille café. Her kom skam kun søde, rare mennesker. Selve caféen var lille, men meget flot. Det hele var lyst. Her var altid rent, og tjenerne havde uniformer på. Inklusivt mig.

”Jeg er på vej, noona,” sagde jeg og smilede sødt til damen, der straks smilede tilbage. Nej, ingen kunne modstå mit smil. Slet ikke noonas.

”Taemin, der er en ny kunde, tager du ikke lige imod ham?” spurgte min chef og smilede varmt til mig, da jeg havde givet den anden dame sin kaffe. Jeg nikkede med et smil.

Jeg kunne godt lide mit arbejde. Det var god løn, rare medarbejdere og søde kunder. Det hele var helt perfekt! Lige indtil han stod der, altså.

”Hej, hvad skulle de væ-”

Jeg gik i stå, da jeg så, hvilken kunde jeg skulle servere for. Hvorfor ham, af alle mennesker?

”Taemin?” mumlede han overrasket. Jeg bed mig selv i underlæben og lukkede mine øjne stramt i. Hvad lavede han her? Hvorfor lige her? Af alle steder i hele verden! Hvorfor her?! Hvorfor ham?!

”Hvad vil du mig?” mumlede jeg koldt til ham, imens jeg tog en serveringsbakke, hvor der stod to nye kopper kaffe, og gik over til et bord og serverede dem for kunderne. Dog med et stort smil. Han fulgte mig hele vejen med sit blik.

”Jeg ville bare have en kop kaffe, ikke andet,” sagde Minho og gik straks til forsvar. Jeg himlede med øjnene og begyndte at lave kaffe til ham.

”Hvor er hende pigen henne? Skulle hun ikke være med?” spurgte jeg og smilede sarkastisk til ham.

”Jeg er kun sammen med hende om aftenen, når jeg savner selskab,” sagde han. Jeg hadede hans tonegang. Han prøvede på, at gøre mig jaloux. Det var helt sikkert! Den måde han sagde ordet ’selskab’. Jeg vidste straks, hvad han mente med det.

”Vil du ikke bare lade mig være i fred?” hviskede jeg lavt, imens jeg vendte mit ansigt væk fra ham. Jeg kunne mærke, at han stadig så på mig. Mit hjerte blev mere og mere knust, for hvert sekund han var her. Jeg hadede ham så inderligt. Han havde svigtet mig, det ville jeg aldrig tilgive ham.

”Taemin, kan vi ikke snakke sammen?” spurgte han så. Jeg stirrede straks på ham med et koldt blik.

”Det kan du godt glemme alt om!” udbrød jeg, alt for højt. Kunderne sad nu og så over på mig og Minho. Ekskæresterne, der nu stod og skændtes. I hvert fald meget snart.

”Hvorfor tager du ikke bare tilbage til hende den billige sæk, som stjal dig fra mig?! Forsvind så! Skrid! Jeg vil aldrig se dig igen, Choi Minho!” råbte jeg af ham. Kunderne på caféen var chokerede over den smukke drengs ordforråd lige pludseligt.

”Taemin, lad mig nu bare tale ud,” sagde Minho, og forsøgte at afbryde min tale.

”Du var mig utro, hvis du tror, at jeg nogen sinde vil tilgive dig, så kan du godt tro om igen,” hvæsede jeg af Minho, før jeg tog mit forklæde af i vrede, og gik om bagved. Min chef havde set det hele. Hun bed sig selv i underlæben og vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre. Hun gik da over til Minho.

”Jeg tror ikke, at han har lyst til at snakke med dig lige nu,” sagde hun forsigtigt. Minho sænkede sit blik lidt og knyttede sine hænder.

 

”Hvorfor skulle han lige komme ind på mit arbejde?” mumlede jeg da jeg gik hjem igen. Hjem til Onews hus. Han var idet mindste stået op nu, og sad og legede lidt med Yoogeun, selvom han ikke var alt for vild med det. Han var vist lidt bange for den lille dreng.

”Taemin appa!” sagde Yoogeun, da han fik øje på mig. Jeg smilede til den lille dreng og skjulte min smerte.

Hvorfor var det hele ikke fint nu? Jeg havde fortalt Minho, hvad jeg følte. Jeg havde råbt af ham, skældt ham ud. Ydmyget ham. Hvorfor var det bare ikke nok?! Jeg hadede ham så meget. Jeg hadede, at jeg stadig elskede ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...