Pageboy 2: Forever or Never

Pageboy 2: Forever or Never.
Bogen, som Taemin fik af Karorin, har han altid på sig, trods han aldrig læser i den eller skriver i den. Det hele er lykkeligt hos dem, indtil en lille dreng pludselig dukker op i deres liv. Drengen, der ligner Minho på en prik, bare en yngre udgave; en treårig udgave, for at være helt præcis. Drengen kommer til at betyde en hel del i de to drenges liv, da den lille dreng holder på en hemmelighed.

201Likes
871Kommentarer
17065Visninger
AA

3. Nye naboer

Jeg smed mig på vores sofa, da vi endelig var færdige med at slæbe møbler og pakkekasser ind i huset. Vi manglede stadig at pakke nogle at kasserne ud, men jeg følte, at jeg var helt drænet for kræfter.

”Er du træt, Minnie?” spurgte Minho, idet han satte sig på sofaen ved siden af mig. Han aede blidt min kind, med sin varme, bløde hånd. Selvfølgelig var Minho ikke træt endnu, han var jo også i meget bedre form.

”Mmh,” mumlede jeg lavt og lagde mig op på ryggen med mit hoved på Minhos skød. Hans hånd kørte blidt over min ene kind, imens han smilede varmt til mig.

”Kys mig,” sagde jeg pludselig imens jeg så op på ham. Han begyndte bare at grine. Jeg mente det altså alvorligt. Jeg havde brug for energi og et kys! Minho tog fat i mig og satte mig op på hans skød i stedet.

”Jeg elsker dig, Minnie,” hviskede han før han kyssede mig. Jeg gengældte hurtigt kysset og pressede blidt vores ansigter lidt tættere på hinanden.

Så gjorde han det, jeg hadede, når han gjorde; han bed mig i min underlæbe, bare for at få mig til at åbne munden, så han kunne infiltrere min mund. Det gjorde han altid. Jeg hadede det, selvom jeg måtte indrømme, at jeg også elskede det.

Der var dog noget sært ved kysset denne gang. Der var noget anderledes; der var noget der manglede. Mit hjerte slog hurtigt, men det kildede ikke i min mave. Det havde aldrig været sådan før, når jeg havde kysset Minho, eller bare holdt i hånd med ham. Det plejede altid at kilde i min mave.

Jeg trak mig så hurtigt væk fra ham og lagde mit hoved på hans skulder i stedet. Hvad skete der? Sommerfuglene i min mave var helt væk. Hvorfor?

 

”Taemin! Jeg tager lige ud og køber lidt ind, vi har ikke noget i køleskabet,” sagde Minho senere på dagen, og kyssede en enkelt gang min kind, før han forlod huset, for at købe mad. Jeg smilede svagt, da hans bløde læber endnu engang rørte min hud.

”Vi ses, hyung,” sagde jeg lavt og begyndte at pakke kasserne ud. Jeg havde fået lidt energi tilbage, selvom det ikke var meget. Jeg ville bare gerne gøre Minho glad ved, at det hele var pakket ud, når han kom hjem.

Jeg ville så gerne gøre ham glad.

”Goddag, er der nogen hjemme?” sagde en stemme da de to piger fra før kiggede indenfor. Jeg vendte mig mod dem med en masse ting i mine arme.

”G-Goddag,” sagde jeg forsigtigt. Jeg var ikke så vild med, at der var fremmede mennesker i mit hus, når Minho ikke var her.

Den ene pige havde langt, blondt hår og mørke øjne, imens den anden havde kort, rødligt hår. Jeg var slet ikke vild med, at have fremmede mennesker i mit hus. Overhovedet. Minho, kom tilbage!

”Jeg er Kekirie og det her er Hannah!” sagde pigen med det korte hår med et smil. ”Vi er jeres nye naboer, så… Vi ville lige sige velkommen.” Deres smil var troværdige, men jeg følte stadig, at jeg havde brug for Minho.

”Jeg er Lee Taemin,” sagde jeg forsigtigt. Selvom jeg meget hellere ville hedde Choi Taemin.

”Er du ikke kærester med en fyr?”

Der kom spørgsmålet. De havde godt snakket om, at Minho og jeg var homoseksuelle, men nu ville de have det bekræftet, før de kunne grine af os. Det var jo ikke normalt, var det vel?

”V-Vi er forlovede,” mumlede jeg lavt uden at se på dem. Jeg lod min hånd glide hen over ringen på min finger. Jeg drejede den rundt et par gange af nervøsitet.

”Taemin, jeg er hjemme! Supermarkedet var lukket, så vi bliver nødt til at bestille mad udefra i aften!” sagde Minho idet han trådte ind i huset. Jeg så straks hen på ham. Han fik øje på de to piger, der stod med stjerner i øjnene.

”Hyung!” udbrød jeg og løb over til Minho og omfavnede ham. ”De to piger skræmmer mig lidt,” hviskede jeg helt lavt og krammede mig beskyttende ind til min forlovede.

”Hvor er de søde!” sagde Hannah og omfavnede sin veninde. Kekirie nikkede og smilede stort.

Søde? Hvorfor var vi søde?

Prøvede de på, at gøre grin med os, eller ej? Pigerne var begge to omkring min alder, men Kekirie var vidst ældst.

”I må have os undskyldt, men vi har noget, vi skal nå,” sagde Minho og strammede sit greb omkring mig. Jeg kunne mærke mine kinder brænde kraftigt. Jeg vidste godt, hvad det betød.

”Okay, vi ses senere, Taemin!” sagde Kekirie før de begge forsvandt ud af vores hus igen.

”Hyung, mener du det?” spurgte jeg lavt og så forsigtigt op på Minho, der bare smilede skævt til mig og kyssede min pande helt kort. Ja, han mente det. Jeg lænede mig ind mod ham med et smil.

 

Snart ville jeg mærke den dejlige smerte, der gik hele vejen op af min rygsøjle. Smerten var behagelig, dejlig og samtidig gjorde den mig lykkelig fordi jeg vidste, at Minho elskede mig. Jeg ville, som altid, være bange, men tryg. Jeg havde jo Minho hos mig, og han ville aldrig gøre mig ondt, det vidste jeg. Han elskede mig jo, og jeg elskede ham. Vi elskede hinanden mere, end en rose kunne elske Solen, og stjernerne kunne elske nattehimlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...