Lokkeduens Uvejr

Dette er mit bud på en MOVELLA i konkurrencen om svigt. Oprindeligt er det en dansk stil, som jeg for nylig har fået tilbage, og da min lærerinde gav en fantastisk god respons på den, besluttede jeg mig for, at lade den deltage i konkurrencen.
- Enjoy reading, folks! XOXO

N.B: Dette er baseret på en virkelig hændelse. DOG har jeg ændret på navnene og en smule af handlingen!

80Likes
67Kommentarer
3155Visninger
AA

6. Hånd i hånd

Der var gået knap to år siden jeg trak mig ud af det venskab. I starten var det svært, jeg sad for det meste alene i frikvartererne, og jeg havde ikke mange at snakke med – hvilket jo var meget sært, for da jeg havde overskud til at opdatere min blog, og jeg var mere online på nettet, virkede det som om at jeg var en alle ville snakke med, men nu hvor mange af mine læsere var faldet fra og kammeraterne er begyndt at blive færrere og færrere, har folk ikke været så interesserede i at snakke med mig mere – men det gjorde mig ikke noget. Efter at have oplevet begge dele, foretrak jeg alligevel, at folk ville snakke med mig som den 'sande Sascha' og ikke den 'populære Sascha'.

,,Isabella, vi har sat et bord til dig ved siden af Sascha. Der kan du tage plads", min lærerinde pegede på bordet, som stod ved siden af mit.
,,Hej," sagde Isabella, da hun satte sig ned ved siden af mig, mens hun havde et sødt smil på læberne.
,,Hej!", svarede jeg og gengældte hendes smil.
I frikvarteret sprugte vi ind til hinanden. Jeg plejede altid at være genert i en fremmeds selskab, men når jeg snakkede med Isabella, føltes det ikke spor akavet, og der opstod ingen akavede stilheder.
Jeg kunne fornemme, at ville blive gode veninder, og jeg vidste, at jeg skulle passe godt på hende, hvis det her bekendtskab skulle udvikle sig til et venskab. Efter skole viste jeg hende rundt, og senere fulgtes vi hjem. Vi havde tilbragt det meste af dagen sammen, og da vi pludselig stoppede op ved vejen, som ville skille os ad, opstod der en ærgrende følelese i mig. Vi stod og snakkede i en evighed, men det var som om, at en evighed ikke var nok...

.....

Mine tænder slår sig mod hinanden, som en rytmisk melodi, som bliver spillet af et par claves. Kulden lægger sig stadig over mig, som var det et gigantisk tungt tæppe. Jeg husker ikke, at have oplevet så kold en dag før. Stenen som jeg sidder på, følels som var den lavet af is. Der falder nu mere regn og de små tunge men dog uskyldige regndråber bliver nu forvandlet til skomagerdrenge.
For hver regndråbe der rammer mig, føler jeg mig mere kold og lam også sker det – jeg føler mig ikke i stand til at røre mig eller gøre noget som helst, ligesom en dukke som ikke kan andet end hverken at sidde eller ligge stille i netop den stilling, som den er blevet placeret på.

En lun følelse koger helt ude i mine fingerspidser. Mens jeg sidder og kigger ud mod vandet, fornemmer jeg at der sidder en feminin skikkelse ved min højre side. Jeg drejer ikke hovedet for at finde ud af hvem det, i stedet vælger jeg at lade det forblive et mysterie – desuden har alt det med mystik altid lige været mig, og i forvejen har jeg på fornemmelsen hvem skikkelsen er.
En forsigtig fingerspidsberøring bliver nu til to hænder, som holder i hinanden og forbinder to personer i et tæt venskabeligt forhold. Hænderne bærer ingen våben, ingen trusler eller ønsker nogen former for fjendtskab – det er blot helt uskyldigt og venskabeligt ment. Hånd i hånd drager vi ud på et langt og mystisk eventyr med riddere, hekse, forhindringer og os selv som prinsesserne.

,,Forever is only the beginning."
- Stephenie Meyer♥
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...