Chantal Moreau

Sekstenårige Chantal bor i byen Campoa, med sin lillebror og mor. Byen er omringet af træer og indbyggerne har aldrig været forbi skoven. De tror ikke, at der er noget på den anden side. Deres opfattelse bliver dog ændret, da en ukendt mand med et underligt udseende, rider ind i byen og fortæller om en fjende der lever oppe i bjergene, og en kommende krig. Indbyggerne er mistroiske og forvirrede, for de har aldrig hørt om bjerge, og de ved ikke hvordan de skal reagere på hans ord. Alligevel er der mange unge mænd der frivilligt melder sig, da han forklarer at de har brug for al den styrke de kan få. Da Chantals lillebror beslutter sig for at tage med, indser hun at hun ikke kan tale ham fra det, og vælger i stedet selv at følge med også. Det fører til en lang og vanskelig rejse, der medfører mange tab og helt ukendte følelser.

4Likes
20Kommentarer
2380Visninger
AA

2. Skoven

Jeg spadserer fremad så roligt som man nu kan på så ustabil et grundlag. Huller i sandet eller pludselige sten får min gang til at virke klodset. Jeg har stadig løftet op i kjolen og nu træder jeg op på græsset igen. Solen er forsvundet bag det stille, mørke hav der strækker sig i en uendelighed, og er lige nu i gang med at varme nogen andre. Philliphe rækker mig høfligt sin hånd, og jeg tager imod den og lader ham hjælpe mig det sidste stykke. Hans lyse hår er redt nydeligt tilbage, endnu en ting der får ham til at ligne en der er ældre. Jeg foretrækker når det er lige så pjusket som en løvemanke og ryger ned foran hans himmelblå øjne, men selvom jeg har lyst til at rode op i det, gør jeg det ikke. Han er min lillebror, men også godt på vej til at blive en mand.

Vi udveksler blikke, fuld af skjulte hentydninger som kun vi forstår. Han smiler svagt og fremviser de dybe smilehuller, og så vender han om og går væk fra mig. Der er ikke lang vej hjem, men han foretrækker ligesom jeg, at gå den alene. Jeg er godt tilfreds da han er ude af syne, for når han kommer hjem fortæller han mor, at beskeden er viderebragt og at jeg kommer snarest muligt, og så kan jeg selv tage skænderiet med hende.

Jeg tripper med dansende bevægelser hen imod det sted jeg efterlod mine sko, men da jeg kommer derhen er der ikke andet end en nøgen græsplet. Intet tyder på at noget har ligget der, men jeg er næsten sikker i min sag. Med sammenknebne øjne drejer jeg en langsom omgang om mig selv, for at tjekke om nogen kunne have sneget sig ind på mig, og stjålet dem. Skovens udkant ligger få meter væk, og jeg har altid elsket at kunne vade direkte fra vandet og ind mellem træerne. Skoven fungerer som et beskyttende hegn hele vejen rundt om byen, og jeg har aldrig bevæget mig længere ind i den, end at jeg stadig kunne se gadelygternes gløder. Mor har lige siden mig og Philliphe var små, fortalt at der ingenting er på den anden side. At skoven fortsætter og ingen andre end dyrene, er snedige nok til at overleve derinde. Jeg nedlægger det sidste stykke imellem mig og træerne, og læner ryggen op ad den forreste stamme. Barken skraber mod min i forvejen beskidte kjole og håret glider ned foran mine øjne. Hvis jeg drejer hovedet ser jeg intet andet end altopslugende mørke der skjuler planterne og alt levende der måtte være derinde. Det er et skræmmende syn, og selvom jeg er nysgerrig af natur, har jeg ikke planer om at bevæge mig længere ind.

Jeg er ved at opdigte en forklaring på, hvorfor jeg ikke havde mine sko med når jeg skal stå foran min mor, da jeg opfanger en bevægelse. Det er ikke andet end en svag raslen ved en busk, men den er der. Og da jeg kigger nærmere efter, er det også som om jeg kan se nogen kigge på mig. Øjnene er så sorte at de næsten går i et med omgivelserne, men da jeg først har fået øje på dem, føles de tydelige. Med hjertet helt oppe i halsen sniger jeg mig rundt om træet, til jeg står med front mod øjnene. Dog er jeg hævet over busken de er gemt bag, så jeg må sænke hovedet en anelse. To grove hænder skiller bladende ad, så jeg får et glimt af hele ansigtet, der er dækket af mudder. Læberne er adskilte og tænderne presset sammen, med et skarpt knivsblad imellem.

Min første indskydelse er at flygte skrigende væk, for der er noget vildt i det blik personen sender mig, men mine fødder er som plantet i jorden og skriget har sat sig fast i min hals. Mine blå øjne følger ham skræmt, da han smyger sig hen af jordbunden som en slange på jagt efter sit bytte. Han har ikke andet på, end et par slidte, posede bukser, og hans hud er gylden som honning, selvom den næsten er fuldt camoufleret med mudder. Jeg har indtaget en forstenet tilstand og er ikke i stand til at rykke mig. Det er først da han folder sine lange, kolde fingre om min ankel, at et forfærdet hvin forlader mine læber.

Med ét er han oppe at stå, med et hoved der rager langt over mit, og han bøjer sig hastigt ned og presser håndfladen mod min mund, så lyden bliver dæmpet. Jeg kan se, at han har mine sko bundet ved en snor der hænger om hans hofte, som et fint vedhæng til et bælte. De er der, lige foran mig, men jeg tør ikke række ud og løsne dem, så jeg kan løbe med dem. Han er helt sikkert også hurtigere end mig, men måske kan jeg nå at tilkalde hjælp.

Mens jeg står og ligger planer, har han grebet fat i stoffet på min kjole og hiver i det, næsten som om han vil flå den af mig. Jeg slår panisk ud efter hans hænder, men mit blik er så sløret af rædsel, at jeg ikke rammer. Han bruger yderlige nogle sekunder på at løfte den op, så langt at man kan se min underkjole, og selv i denne situation kan jeg mærke mine kinder blive varme. Hvis han havde været enhver anden mand, havde jeg skrapt forklaret at det han havde gang i var højest ubehøvlet, men han ligner ikke nogen fra byen og ingen har håndgribeligt lært ham manerer. Så jeg fortsætter med at slå efter ham og sparke ud med benene, indtil han indser at hans foretagende er håbløst.

Måske, hvis jeg er meget heldig, er han bare en mand der har forklædt sig og driver gæk med mig. Om lidt begynder han muligvis og grine, og så kan jeg følge hans eksempel og alt dette kunne forklares som en misforståelse. Min krop er fyldt med håb til bristepunktet og da jeg løfter hånden for at gøre tegn til ham, dirrer den. Han ser mig i øjnene og blikket indeholder noget, der mest af alt minder om nysgerrighed. Der er et mosgrønt skær i dem, og i en hvilken som helst anden tilstand, ville jeg have beskrevet dem som ufatteligt smukke. Men lige nu kan jeg kun tænke på de blikke han sender mig, som ikke helt er til at sætte ord på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...