Chantal Moreau

Sekstenårige Chantal bor i byen Campoa, med sin lillebror og mor. Byen er omringet af træer og indbyggerne har aldrig været forbi skoven. De tror ikke, at der er noget på den anden side. Deres opfattelse bliver dog ændret, da en ukendt mand med et underligt udseende, rider ind i byen og fortæller om en fjende der lever oppe i bjergene, og en kommende krig. Indbyggerne er mistroiske og forvirrede, for de har aldrig hørt om bjerge, og de ved ikke hvordan de skal reagere på hans ord. Alligevel er der mange unge mænd der frivilligt melder sig, da han forklarer at de har brug for al den styrke de kan få. Da Chantals lillebror beslutter sig for at tage med, indser hun at hun ikke kan tale ham fra det, og vælger i stedet selv at følge med også. Det fører til en lang og vanskelig rejse, der medfører mange tab og helt ukendte følelser.

4Likes
20Kommentarer
2384Visninger
AA

6. Skænderi

Mine øjne finder deres genspejling i glasset, og alt andet end den klare blå farve er sløret for mit blik. Jeg fanger min underlæbe med tænderne, idet jeg rækker hånden ud og presser fingerspidserne mod mit spejlbilledes. Pigen fanget inde bag det tykke lag glas efterligner mine bevægelser fuldkomment. Jeg tester hendes reflekser ved at flytte mig fra side til side, og hver gang er hun præcis lige så hurtig som mig. Bagved pigen, står Agathas genspejling og ser på mig, som om jeg er skør. For hendes skyld lader jeg blikket glide ned over kjolen, selvom det ikke er punktet for min interesse. Den er smuk, og jeg forstår ikke hvorfor jeg aldrig har haft den på før, da den passer min figur perfekt. Den sidder som syet til min slanke skikkelse, og jeg har en mistanke om, at det er præcis det, den er.

”Hvad synes De om den, miss?”

Jeg løfter hænderne og rører forsigtigt ved den gyldne hårmanke på mit hoved, før jeg adskiller læberne let, så ordene kan flyde ud: ”Den er fantastisk”.

Det er ikke løgn, for jeg synes at kjolen er yderst betagende, men om jeg kan lide den? Det er et andet spørgsmål, som højest sandsynligt også medfører et andet svar. Jeg lader roligt armene falde ned langs siden igen, hvorefter jeg vender ryggen til spejlet. Med lange, beslutsomme skridt spadserer jeg forbi Agatha, som rækker spørgende ud efter mig, men et kort ryst på hovedet får hende til at neje, som tegn på at hun nok skal blande sig uden om. Jeg bliver nødt til at snakke med min mor, og jeg har brug for at hun ikke er i rummet mens jeg gør det. Hun vil kunne høre det gennem hele huset, det er jeg klar over, men følelsen af, at der ikke er andre lytter med, er stærkere hvis vi er alene. Jeg skubber døren op med håndfladen og sætter kursen mod stuen. Min mor sidder for enden af det vakkelvorne træbord, et blankt stykke papir foran hende og en pen i den ene hånd. Kaffekoppen står foran hende, og i samme øjeblik jeg træder ind, løfter hun den og tager en slurk. Det nøddebrune hår er sat op i en stram knold, men en enkel lok har forvildet sig ind foran hendes øjne. Hun sætter koppen tilbage på samme plads hun fjernede den fra, stryger lokken om bag øret og noterer en ting ned på papiret. Hun er meget bevidst om hendes bevægelser, og hun opfører sig altid helt fejlfrit. Jeg ser ned på mine nøgne fødder, før jeg usikkert banker tre gange på døren, for at få hendes opmærksomhed. Det giver et sæt i hende og hun ligger straks nakken tilbage, så hendes blik møder mit. Så kniber hendes øjne sig sammen og næverne knyttes.

”Hvor har du været?” spørger hun køligt, og selvom hendes stemme er behersket, kan jeg se vreden lyse ud af hendes øjne. Det skræmmer mig ikke, for det blik er ikke meget forskelligt fra det, hun har sendt mig så mange gange før. Jeg ranker ryggen og lader armene glide over kors, parat til at forsvare mig selv. ”Hvorfor spørger du? Du er jo alligevel ligeglad”. Jeg ved godt, at det ikke er en god ide at tirre hende mere, men jeg bliver nødt til at komme ud med alt det, som jeg har holdt inde. Hun suger luft ind mellem hendes sammenpressede tænder. ”Var din mund, pigebarn”.

Et fnys forlader mine læber, og jeg vikler armene fri, så jeg i stedet kan sætte hænderne på mine hofter. Mit blik indeholder en god portion hånlighed, da de næste ord slipper ud: ”Det er tydeligt at du ikke bekymrede dig nok til, at blive oppe for at vente på mig”.

Hun fører endnu engang kaffekoppen op mod læberne, med en hånd der kun ryster svagt. Lokken er igen faldet ind foran hendes øjne, men denne gang giver hun sig ikke tid til, at stryge den væk. Da hun sætter koppen ned igen, er det med så meget kraft, at kaffen skvulper over. En brun plet dannes på den tynde, hvide dug, og hendes øjne hviler på den, i stedet for på mig, da hun svarer: ”Nu er du ikke retfærdig. Du ved, hvor meget arbejde jeg har. Jeg var ikke hjemme, hvordan skulle jeg…”

Jeg afbryder hende med en enkel irriteret håndbevægelse. Det kan sagtens passe, at hun ikke var hjemme i går aftes, men det forstærker blot min vrede mod hende. Hvorfor sende Philliphe ud efter mig, hvis hun alligevel bare tog ud for at arbejde? Hun har ikke været en mor for min bror og jeg, siden far døde. Jeg mærker smerten i mit bryst øjeblikkeligt ved tanken om ham, og min underlæbe begynder at bævre svagt. ”Jeg var ude i skoven”, siger jeg hurtigt, inden jeg når at fortryde valget om, at fortælle hende sandheden. Jeg kan se forfærdelsen stå klart malet på hendes blege ansigt, men jeg forsætter som om, at det ikke påvirker mig det mindste: ”Jeg stødte på… Forhindringer, som forsinkede mig. Men det betyder ikke noget. Hvis du vil have mig undskyldt, så går jeg nu”. Uden at se tilbage på hende drejer jeg om på hælen og småløber ud af rummet.

”Chantal, du kommer tilbage lige nu!” lyder det vredt bag mig, men jeg lukker hende ude.”Vi er ikke færdige her!” Det sidste får mig til at presse læberne sammen og sætte farten op. Vi er i den grad færdige her. Jeg ignorerer Philliphes stemme som kalder på mig, og skubber døren op med et irriteret fnys. Vinden smyger sig blidt om mig, da jeg løfter op i kjolen og træder ned ad trappetrinene, og den får et par lokker til at rive sig fri fra den ellers perfekte frisure, og danse om mit sammenbidte ansigt. Min mors ord runger igennem mit hoved og får mig til at stramme grebet om kjolens stof. Efter vores diskussioner plejer jeg som regel at forlade huset, ligesom nu, fordi jeg ikke kan klare at være i samme rum som hende.

”Hvor tager du hen?” lyder det fra en forpustet Philliphe bag mig, og jeg stopper op, kun fordi det er ham. Langsomt vender jeg mig om, og mit blik bløder op da jeg ser hans bekymrede ansigtsudtryk. Jeg hviler håndfladen mod hans kind og presser forsigtigt mine læber mod rynken i hans pande. ”Jeg tager hjem til Monique. Nu passer du på huset mens jeg er væk, ikke?”

Han ranker ryggen og nikker bestemt, hvilket får et svagt smil til at bryde ud på mine læber. Jeg stryger ham kort over kinden, før jeg trækker hånden tilbage. Dog når den ikke så langt, for han griber fat om mit håndled, og jeg hæver overrasket øjenbrynene. Han ser ned på min hånd med flakkende øjne, som om der er noget, han ikke helt kan beslutte sig for. Så kysser han hurtigt håndryggen, hvorefter han giver slip og spurter hen til huset. Jeg står tilbage og ser forundret efter ham, før mine læber adskiller sig let og latteren flyder fra dem. Jeg ryster muntert på hovedet, mens jeg kærligt stirrer på den nu lukkede dør. Den dreng bliver ved med at overraske mig.

Jeg vender om igen og sætter kursen mod min kusines hus, som ligger få gader væk. Jeg er altid velkommen der, ligesom hun altid er velkommen hos mig. Vi har været tætte lige siden vi var helt små, og hun er den eneste jeg ikke kan holde noget som helst hemmeligt for. Det trækker op i min ene mundvig ved tanken om alle de aftener vi har siddet og hvisket sammen i mørket, når vi egentlig skulle sove.

Det er formiddag, så solen står højt på himlen, og jeg nyder det i fulde drag mens jeg spadserer i et rask tempo. Jeg hilser pænt på de mennesker jeg går forbi, for jeg kender dem alle sammen. Det er svært ikke at have set hinanden før, når man bor så tæt som vi gør, og byen desuden ikke er særlig stor. Da jeg får øje på Moniques hus løber jeg det sidste stykke op til døren, og hun åbner næsten lige efter jeg har banket på. ”Chantal!” kvidrer hun med lysende øjne og trækker mig ind i et kram. ”Hvor er det længe siden! Det var lige før jeg troede, at du var forsvundet fra jordens overflade!”

Jeg kan ikke lade være med at grine, mens jeg ligger armene om hende og gengælder krammet. Hendes mørke hår kilder mig i ansigtet, og jeg mumler smilende ind i det: ”Vi var sammen for tre dage siden, Mon. Jeg tror, det ville have taget mig lidt længere tid, at forsvinde fra jordens overflade”.

Da vi trækker os væk fra hinanden, når jeg at opfange hende himle med øjnene, og derefter række tunge af mig, hvilket blot forstørrer mit smil. Vi har altid mindet om hinanden, både når det kommer til stædighed og den barnlige side. Hun tager mig i hånden og trækker mig med ind i den lille, hyggelige stue hvor vi begge to dumper ned i sofaen. Stilheden ligger sig over rummet, indtil lyden af lette skridt og et skingert hvin bryder igennem, og så kommer Daisy tumlende ind i mit synsfelt. Hun er stoppet ned i en lyserød kjole med så mange lag, at man kun kan se hendes ansigt og hænder. Monique følger den lille pige med kærligheden lysende ud af øjnene, da hun stiller sig foran mig og rækker armene op. Jeg griber fat i hende og placerer hende på mit skød, hvor hun grinende rækker ud og fanger en lok af mit hår, med den ene buttede hånd. ”Hvor er du blevet stor!” udbryder jeg, før jeg blidt kysser hende på kinden. ”Din mor har jo holdt dig i skjul det sidste stykke tid, så jeg har ikke fået set dig”.

Monique ligger armene over kors og fnyser dæmpet, men smilet er tydeligt i hendes stemme, da hun forsvarer sig: ”Hun var syg, og jeg ville ikke have at du blev smittet. Er det her takken for at være lidt betænksom?”

Jeg ler og fanger min nieces hånd med min egen, så jeg kan fjerne den fra mit hår, inden hun begynder at rive i det. I stedet for at svare, siger jeg: ”Du behandler hende som en pyntedukke, det ved du godt, ikke? Hun kan jo næsten ikke bevæge sig i denne her kjole”. Jeg skæver hurtigt til Monique, som har trukket benene op under sig og hviler hagen på knæene. Det sitrer svagt i hendes ene mundvig, og hun ligger hovedet på skrå, uden at fjerne blikket fra Daisy. ”Hun er min prinsesse, så selvfølgelig skal hun da også se ud som en”, fastslår hun roligt, og nu er det min tur til at himle med øjnene. Monique har, modsat mig, altid elsket at gå i kjoler og stadse sig op, og da hun fik at vide at hun skulle have en pige, var hun ellevild, for det betød at hun nu skulle ud og vælge flere kjoler. Daisy ligner en mindre udgave af sin mor, og det er heldigt, for Monique er ubeskrivelig smuk.

Vi fortsætter med at snakke lystigt, indtil hun fører emnet ind på, om der er fundet en mand til mig, så bliver jeg tavs. Tanken om ægteskab ligger langt nede på min liste, og jeg håber på at kunne fortrænge det så længe som muligt. Jeg har aldrig været forelsket, og ærlig talt har jeg hverken tid eller lyst til kærlighed. Så jeg ryster på hovedet og fortæller hende sandheden, som lyder på at jeg ikke vil giftes. Monique ser forfærdet ud et øjeblik, men så ryster hun på hovedet og siger: ”Er du sikker, Chantal?” Hun hæver spørgende øjenbrynene, men inden jeg når at svare, fortsætter hun: ”Det skal nok komme. Så snart du oplever kærlighed, kommer du til at ombestemme dig”. Det lyder mest som om, at hun snakker til sig selv, og jeg sukker lydløst. Jeg har ikke i sinde at ombestemme mig. ”Det er let for dig at sige. Du forelskede dig i Matthew ved første øjekast”. Hun rødmer svagt ved mine ord, og jeg ved, at jeg har ret. Hun var så heldig at falde for den mand, som blev valgt til hende, men jeg kender mange andre piger, som blev sat sammen med en, de slet ikke passede sammen med. Jeg vil ikke ende med, at være bundet til en mand som jeg ikke elsker.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...