Chantal Moreau

Sekstenårige Chantal bor i byen Campoa, med sin lillebror og mor. Byen er omringet af træer og indbyggerne har aldrig været forbi skoven. De tror ikke, at der er noget på den anden side. Deres opfattelse bliver dog ændret, da en ukendt mand med et underligt udseende, rider ind i byen og fortæller om en fjende der lever oppe i bjergene, og en kommende krig. Indbyggerne er mistroiske og forvirrede, for de har aldrig hørt om bjerge, og de ved ikke hvordan de skal reagere på hans ord. Alligevel er der mange unge mænd der frivilligt melder sig, da han forklarer at de har brug for al den styrke de kan få. Da Chantals lillebror beslutter sig for at tage med, indser hun at hun ikke kan tale ham fra det, og vælger i stedet selv at følge med også. Det fører til en lang og vanskelig rejse, der medfører mange tab og helt ukendte følelser.

4Likes
20Kommentarer
2365Visninger
AA

5. Minder

Jeg trækker vejret dybt, så mine skuldre hæver og sænker sig, og rejser mig lydigt da Agatha gør tegn til det. Vaklende kommer jeg hen til hende og hun griber blidt fat i min arm, for at jeg ikke skal miste balancen. Jeg står og vugger fra side til side, men jeg holder mig på benene så til sidst giver hun slip. Hun valser ind foran mig og holder kjolen frem foran min krop. ”Den kommer til at sidde perfekt på Dem, miss”, erklærer hun smilende. ”Men nu trænger De vist til et bad. Jeg gør det klar for Dem”.

Hun piler ud af værelset og ned af trapperne, mod vores badeværelse. Jeg vil ikke risikere at støde på min mor hvis jeg følger efter hende, så i stedet går jeg hen og banker på Philliphes dør. Det gør ikke så meget at jeg står i min underkjole, Philliphe har set mig i den før, og han ved hvor ligeglad jeg er med, hvad jeg har på. Efter tre bank bliver døren åbnet og han står foran mig, i tøjet men stadig med uglet morgenhår. Det er som om, at han bliver mere vågen da han får øje på mig. ”Chantal!”

Inden jeg kan nå at sige noget, har han slynget armene omkring mig. Jeg ler og presser hans lille krop tæt ind til mig. Det føles dejligt at have ham i min favn igen, det er så længe siden. Han hviler hovedet mod mit bryst og mumler: ”Jeg var bekymret for dig”.

”Var du?” spørger jeg. Tanken varmer mig, men jeg vil ikke have, at han skal bekymre sig. ”Du ved jo hvor dumdristig jeg er”.

Han nikker og siger: ”Ja, men da du ikke kom hjem blev jeg bange for, at der var sket noget alvorligt. Undskyld at jeg gik i seng i stedet for at tage ud for at lede efter dig. Men Adelaide sagde, at jeg skulle”. Han ser så brødbetynget ud, at jeg får det dårligt.

”Philliphe!” siger jeg bestemt, for at få ham til at se mig i øjnene. ”Det var det rigtige du gjorde. Der skete mig jo ikke noget, vel? Og du gik sikkert i seng før der var gået specielt lang tid, har jeg ret?” Endnu engang kommer han med et lille nik, men denne gang er det modstræbende. Jeg skal lige til at skifte emne, da han selv gør det: ”Du lugter”.

Et fornærmet fnys forlader mine læber, mens jeg vikler mig ud af hans greb. ”Tak for det”.

Han smiler og tager fat i en tot af mit hår, som han nulrer mellem sine fingre. ”Undskyld, men det gør du altså. Du skal i bad, ikke?”

Jeg må bekæmpe trangen til at række tunge ad ham, og vender mig om for at se ned af gangen. Agatha er stadig ikke kommet tilbage, men badet burde være klar snart. Medmindre hun gør alt for meget ud af det, som hun plejer. ”Jo, jeg er på vej i bad. Imens kan du jo rede dit hår”. Det sidste tilføjer jeg i en drillende tone, og begynder at gå uden at se tilbage på ham. I samme øjeblik jeg træder ned på det første trappetrin, kan jeg se Agatha stå nede for enden. Da jeg er helt nede, tager hun mig i hånden og fører mig ud på badeværelset, hvor et varmt bad er gjort klar til mig.

”Tak”, siger jeg og sender hende et kort smil. Hun nejer, inden hun forlader badeværelset og lukker døren i bag sig. Med rolige skridt går jeg hen over gulvet og stiller mig ved kanten af badekarret. Langsomt dypper jeg fingerspidserne ned i det og mærker det varme vand indhylle dem. Mine øjne er lukkede, da jeg graciøst smutter ud af underkjolen. Den ene fod puffer den hen i hjørnet, hvorefter jeg lader mig glide ned i karret. Jeg kan ikke forhindre et tilfredst suk i at slippe ud. Mit hoved ryger ned under overfladen, blot for at komme op igen med det samme. De lyse lokker flyder på vandet omkring mit hoved, og jeg nyder følelsen af frihed der strømmer igennem min krop.

 

 

Agatha lader mig være alene i noget der føles som alt for kort tid, men sikkert har været længe. Hun tørrer min krop og mit hår, og rækker mig en ny og renere underkjole, som jeg hurtigt kryber i. Hun er i sit rette element, så jeg lader hende gøre det, hun nu engang gør, og sørger for bare at rette mig efter hendes instrukser. Jeg skal ikke gøre så meget andet, end at strække armene ud fra kroppen og rette ryggen, og det passer mig fint.

Da kjolens smukke, hvide stof smyger sig om min slanke skikkelse, kan jeg ikke lade være med at beundre hvor fløjlsblødt det føles. Mine håndflader glider undersøgende op langs mine sider, inden de ligger sig mod min mave og breder fingrene ud. Agatha har været så venlig at udelukke korsettet i dag, og jeg kan virkelig mærke forskel. Det er meget behageligere at kunne trække vejret ordentligt. Hun ligger mærke til mit lettede ansigtsudtryk og smiler forsigtigt. ”Jeg tænkte, at De havde brug for at slappe lidt af i dag, miss”, mumler hun genert og møder mit blik med brændende kinder, som om hun er bange for at have gjort noget forkert.

”Det sætter jeg stor pris på, Agatha. Tak”, siger jeg og smiler opmuntrende. Mine fingre fortsætter med at udforske bæltet, hvorefter jeg løfter op i kjolen så den er til at gå i uden at snuble. Jeg tager et prøvende skridt fremad, og så et til. Jeg føler mig som et lille barn der tager sine første skridt. Agatha står og betragter mig med hænderne foldede over det mælkehvide forklæde. Hun lader mig gå frem og tilbage over gulvet op til flere gange, før hun stopper mig ved at sige: ”Miss, jeg er nødt til at ordne Deres hår nu”. Jeg nikker forstående, mens jeg knap så elegant segner sammen på en træskammel. Børsten som Agatha allerede har klar i den ene hånd, lader hun nu blidt glide igennem mit lyse hår. Det er min yndlings, og jeg lader hende ikke bruge andre end den. Børsten er hvid, men med smukke figurer og tegn i forskellige farver. Den er lille, nem at håndtere, og jeg fik den af min far den dag jeg blev født. Det er derfor jeg altid har den liggende ved siden af sengen; så den er det sidste jeg ser inden jeg lukker øjnene om aftenen, og det første jeg ser når jeg vågner om morgenen. Jeg savner min far forfærdeligt. Han var den eneste der forstod mig, og jeg kunne snakke med ham om alt. Jeg behøvede ikke at opføre mig som en dame når vi var sammen.

Han fandt på de skøreste ting. Ting, som ville give min mor et hjerteanfald hvis hun fik dem at vide. En dag lånte han en tilfældig hest, satte mig op på den og hoppede op bagved mig. Så sad han og holdt om mig med den ene hånd og styrede hesten med den anden. Vi red langs stranden og nogle meter inde i skoven, selvom vi begge to vidste, at mor hadede det blot vi så på den skov. Han sad på min sengekant hele natten hvis jeg bad ham om det. Strøg mig over håret og fortalte hviskende i mit øre om et fantastisk sted, med frodigt dugvådt græs, skyfri lyseblå himmel og blomster. Blomster i massevis. Så mange, at man ikke kunne undgå at træde dem ned. Så smukke og sårbare i lyset fra solens stråler. Hvem skulle fortsætte fortællingerne om drømmelandet, nu min far ikke var her mere?

Jeg knytter automatisk næverne som ligger på mine lår. Jeg opdager først at jeg græder, da en krystalklar tåre lander på det hvide stof. Flere tårer følger den, og snart må jeg kæmpe for at holde dæmpede klynk tilbage. Agatha fortsætter med at lege med mit hår, sætte det op i forskellige frisurer, alle lige smukke, uvidende om den smerte der er ved at hobe sig op indeni mig. Hele tiden ser jeg min fars smilende ansigt. Hvorfor skulle han dø? Hvis jeg bare kunne have forhindret ham i at rejse med det skib. I de få moderlige øjeblikke min mor har, plejer hun at fortælle mig at det ikke er min skyld, men det sker ret sjældent efterhånden, da hun ikke er så vild med at trøste folk. Hun har gemt sig bag en hård maske i så mange år, at den nu klæber sig til hendes ansigt.

”Så, miss”, kommer det fra Agatha. Jeg kan høre smilet i hendes stemme, så jeg skynder mig at tørre kinderne med håndryggene, så hun ikke bliver endnu mere bekymret. Hurtigt rækker hun mig en hjælpende hånd som jeg tager imod. Jeg lader hende føre mig hen foran det store, ovalformede spejl bagerst i rummet, selvom jeg egentlig ikke har den største trang til at se mig selv. Jeg har aldrig forstået hvorfor der skal gøres så meget ud af mit udseende. Philliphe har lov til at løbe rundt i løse bukser og skjorter, mens jeg derimod skal stadses op hver dag som om jeg var på vej til fest. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde lov til bare at hoppe i et par gamle bukser og en slidt trøje. Det tror jeg, at jeg ville føle mig mere tilpas i.

Jeg har vist ubevidst vendt mig væk fra spejlet, for Agatha må forsigtigt puffe mig i den rigtige retning. Allerede inden jeg vender blikket mod mit spejlbillede ved jeg, at hun har gjort et fantastisk arbejde. Hun ved præcis hvad hun skal gøre, for at få mig til at se skrøbelig og yndefuld ud. Hun ved, hvordan man gør mig smuk, hvilket jeg beundrer hende for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...