Chantal Moreau

Sekstenårige Chantal bor i byen Campoa, med sin lillebror og mor. Byen er omringet af træer og indbyggerne har aldrig været forbi skoven. De tror ikke, at der er noget på den anden side. Deres opfattelse bliver dog ændret, da en ukendt mand med et underligt udseende, rider ind i byen og fortæller om en fjende der lever oppe i bjergene, og en kommende krig. Indbyggerne er mistroiske og forvirrede, for de har aldrig hørt om bjerge, og de ved ikke hvordan de skal reagere på hans ord. Alligevel er der mange unge mænd der frivilligt melder sig, da han forklarer at de har brug for al den styrke de kan få. Da Chantals lillebror beslutter sig for at tage med, indser hun at hun ikke kan tale ham fra det, og vælger i stedet selv at følge med også. Det fører til en lang og vanskelig rejse, der medfører mange tab og helt ukendte følelser.

4Likes
20Kommentarer
2366Visninger
AA

3. Flugt

Ingen af os har sagt noget, men jeg er bange for, at jeg ikke kan kontrollere min stemme hvis jeg prøver. Der er mange spørgsmål, men ingen af dem føles rigtige at stille. Inden jeg kan nå at spekulere over flere ting, har han lagt sin ene håndflade mod mit bryst og presser mig op af træet bag mig. Den anden hånd placerer han på stammen, så han har støtte mens han læner sig ind over mig. Mine øjne udvides og jeg ser mit eget skræmte ansigt genspejles i hans blanke pupiller. Hans tænder blottes i et smil, der kan være venligt eller grumt.

”Du har flotte øjne”, ryger det pibende ud af mig og så synker jeg en klump. Det var nok ikke den smarteste bemærkning. Men han ligger bare nakken tilbage og ler, og endnu engang spekulerer jeg over, hvem han kan være. Og om han forstår hvad jeg siger.

Hans beskidte hænder kribler hen af mit kraveben og op af min hals, og får gåsehuden til at rejse sig. Solen er forsvundet helt, så jeg kan kun se omridset af hans slanke skikkelse. Lige da jeg har affundet mig med at han ikke har tænkt sig at svare, mumler han: ”Oryan”.

Jeg rynker uforstående øjenbrynene og åbner munden for at sige noget, men han affærdiger mig ved at pege på sig selv. Han holder fingeren der indtil jeg forstår hvad han mener. ”Er det dit navn?”

Han nikker og retter fingeren mod mig, med et spørgende ansigtsudtryk. Mit blik svirrer forvirret om hans læbers bue og der går nogle sekunder, før jeg nervøst kvidrer: ”Chantal”.

Han ser ud til at være tilfreds med svaret, for han siger ikke mere. Hans øjne skinner da han sænker ansigtet til det er i øjenhøjde med mit. Jeg ryster, både af kulde og frygt. Tanken om, at få mine sko tilbage ligger ikke så højt på min liste lige nu. Nu vil jeg bare væk.

Han ligger hovedet lidt på skrå, mens han studerer mig som om jeg er en ting han ikke helt ved hvad han skal gøre ved. Så adskilles hans læber let og han ligger begge hænder på mine kinder. I et endeløst øjeblik ser vi hinanden i øjnene, og så presser han læberne mod min kind. Det kommer så uventet, at jeg ikke når at flytte ansigtet eller gøre andet for at komme væk. Jeg er aldrig blevet rørt af en mand på den måde før. Hans mund bevæger sig udforskende hen over mit ansigt og jeg er uhyggeligt bevidst om, at de nærmer sig mine læber. Den rolige holdning jeg var ved at opbygge, er forsvundet så hurtigt som det tager et stjerneskud at forlade nattehimlen. Jeg hviler mine håndflader mod hans nøgne brystkasse og mærker hvordan det sitrer i mine fingre, mens min hjerne arbejder på højtryk. Det eneste nogenlunde fornuftige jeg kan komme på, er at skubbe til ham, og det gør jeg så mens jeg stønner af anstrengelse. Hele hans vægt er lænet imod mig og det er nærmest umuligt at komme fri. Mit flugtforsøg ser ud til at ophidse ham endnu mere, for hans læber har pludselig meget travlt med at finde mine, og da det er klaret kysser han mig grådigt. Det er vådt og ulækkert og jeg ønsker mig alle andre steder hen, end her. Så får jeg en ide, men bare tanken om at iværksætte planen, giver mig nervøse trækninger. Jeg er ikke jordens mest voldelige person.

Jeg lader blidt mine fingerspidser krible op af hans bryst, forbi hans skuldre og hals, og op af hans ansigt, indtil jeg kan gribe godt fat i hans hår. Jeg får det til at føles som kærtegn, og det hjælper med at få ham til at slappe af. Da jeg er sikker på, at jeg har ham hvor jeg vil have ham, river jeg ublidt hans ansigt væk, så hans nakke ryger bagud indtil han er tvunget til at stirre på trækronerne. Først er han desorienteret og forvirret, men så gennemskuer han hvad jeg har gang i, hvilket får ham til at hvæse hysterisk af mig. Lige nu ligner han mere et rovdyr end et menneske. Hele min krop skælver og mit fæste om hans hår bliver svagere. Jeg bider mig så hårdt i læben at jeg kan smage blod og mærker tårerne stikke bag øjnene. Efter at have trukket vejret dybt op til flere gange, løfter jeg knæet og anbringer det ufølsomt i hans mave, så han trækker sig tilbage med et overrasket smerteudbrud. Han krummer sig sammen og holder hænderne på maven, og jeg ved, at jeg ikke har meget tid. Jeg giver mig til at løbe mod det det svage lys i husene jeg lige kan skimte, selvom de fleste for længst er gået til køjs. Grenene river i min kjole og jeg presser læberne hårdt sammen, da jeg hører lyden af stof der flænser, men jeg stopper ikke op, eller kigger mig over skulderen for at se den kvist der nu ejer et stykke af min kjole.

Jeg har hurtigt lagt skoven bag mig, og med bankende hjerte og kjolen hevet op for at jeg ikke snubler i den, stormer jeg hen mod byen hvor jeg kan smutte ubemærket ind blandt de små huse. De fleste er fremstillet af store, øksehuggede træstykker, der er stablet op og stoppet til med ler for at udfylde hullerne, men nogle er bygget af solide mursten der bedre klarer at holde vinden ude. Fælles for alle er dog, at tagene er lave og skrå, og består af strå i mange lag, lagt oven på hinanden af flittige kvindehænder. Husene ser ikke særlig indbydende ud, men indeni er de trygge og varme. Vores hus er ingen undtagelse, men fordi mor har arvet så mange penge, er det både større og bedre indrettet.

Jeg løber ned ad en af de smalle, mudrede gader der kendetegner Campoa, hvor husene står så tæt at det ligner de er smeltet sammen. Inde bag væggene kan jeg høre spædbørns gråd, unges latter og voksnes alvorlige samtaler, men oftest opfanger jeg intet andet end salig stilhed eller svag snorken. Jeg har altid hadet at folk der går forbi så tydeligt kan høre hvad der foregår i vores hus. Den ene dag bliver der smilet varmt til en, og den næste bliver man kigget på som om man var en komplet fremmed. Jeg tror over halvdelen af byen har hørt mindst et af mig og min mors skænderier. Hun mener at jeg skal se at blive voksen og ansvarsfuld, og ikke tosse rundt og være ulydig, og jeg mener at hun skal lade være med at være så dømmende, og tilbringe mere tid med mig og Philliphe, men eftersom jeg godt ved at det er umuligt, er mine protester for det meste halvhjertede. Hun har en masse arbejde der skal gøres, og jeg burde ikke være så stædig.

Da jeg er sikker på, at Oryan ikke har indledt en forfølgelse på mig, tillader jeg mig selv at stoppe op for at trække vejret. Jeg læner mig udmattet op ad den nærmeste mur og mærker hvordan mine ben kollapser under mig, som to tynde kviste der bliver brækket over. Jeg kan simpelthen ikke mere. Tårerne strømmer ned af mine kinder og jeg gemmer ansigtet i hænderne, mens jeg beder til at min gråd er så dæmpet, at ingen ligger mærke til den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...