Chantal Moreau

Sekstenårige Chantal bor i byen Campoa, med sin lillebror og mor. Byen er omringet af træer og indbyggerne har aldrig været forbi skoven. De tror ikke, at der er noget på den anden side. Deres opfattelse bliver dog ændret, da en ukendt mand med et underligt udseende, rider ind i byen og fortæller om en fjende der lever oppe i bjergene, og en kommende krig. Indbyggerne er mistroiske og forvirrede, for de har aldrig hørt om bjerge, og de ved ikke hvordan de skal reagere på hans ord. Alligevel er der mange unge mænd der frivilligt melder sig, da han forklarer at de har brug for al den styrke de kan få. Da Chantals lillebror beslutter sig for at tage med, indser hun at hun ikke kan tale ham fra det, og vælger i stedet selv at følge med også. Det fører til en lang og vanskelig rejse, der medfører mange tab og helt ukendte følelser.

4Likes
20Kommentarer
2306Visninger
AA

1. Stranden

Græsstråene svajer i vinden og lader sig lydigt bøje mod jorden, som en trofast tjener der bukker for sin herre. Jeg mærker sukket danse hele vejen op gennem min hals, og mærker det flyde ud over mine svagt adskilte læber i en usynlig dis. Et sted i det fjerne kvidrer fuglene lystigt i kor, højere, hele tiden højere, for at overdøve hinanden. For mit indre blik ser jeg hvordan de strækker sig for at se større ud, og synger for fuld hals.

Forsigtigt fletter jeg fingrene ind i hinanden og ligger håndfladerne mod mit bryst, hvor jeg kan mærke mit hjerte banke i en taktfast melodi. Lyden minder mig om smidige hænder der ivrigt slår på trommerne foran dem. En lyd, som jeg egentlig ikke burde kende. Den leder straks mine tanker hen på en dag jeg husker tydeligere end andre, selvom det er længe siden. Min moster kom ind og vækkede mig og min kusine, Monique, midt om natten, fordi hun havde en overraskelse til os. Hun beordrede os i tøjet og så sneg vi os ud i skoven, hvor en masse unge mænd med mærkelige, snirklede mønstre malet på deres nøgne overkroppe bar rundt på fakler, dansede og trommede som gjaldt det deres liv. Hverken Monique eller jeg var særlig gamle og vores små ben kunne næsten ikke bære os længere, men oplevelsen gjorde stort indtryk på os begge.

Jeg stryger hurtigt en lok hår om bag øret og drejer ansigtet en smule. Neden for skrænten skvulper bølgerne ind på land og trækker ubeskyttet sand med sig tilbage til havet. Hvis jeg kniber øjnene sammen, hænder det at jeg kan se småstenene hvirvle rundt i strømmen. Mine fødder brænder efter at mærke saltvandet skylle ind over dem, men lige nu ligger de trygt under min lange kjole. Forsigtigt, som et blidt kærtegn, lader jeg håndryggen glide over græsset og fanger en gul mælkebøtte mellem fingrene. Jeg holder den op til næsen, og selvom den ikke dufter og jeg helt sikkert får en gul næsetip, værdsætter jeg dens skønhed.

Jeg vikler benene fri og kommer op at stå, selvom mine muskler klager over at have siddet i samme stilling så længe. Blæsten får min violette kjole til at blafre efter mig fra hofterne, da jeg barfodet går ned imod stranden. Jeg kaster et flygtigt blik over skulderen og observerer hvordan min vægt har lavet en hulning i jorden. Der er en lille grussti som snor sig hele vejen ned af bakkehældningen, men jeg foretrækker at mærke det dugvåde græs under mine fødder. Efter få sekunders tavs vandring, bliver græsset erstattet af sand, så brat at jeg på ingen tid er nogle centimeter lavere.

Sandkornene gnider mod min nøgne hud og stryger til alle sider hvor jeg træder. Jeg bukker mig forover og skovler en bunke sand op i hånden, hvorefter jeg lukker fingrene sammen. Jeg kan ikke forhindre sandet i at løbe ud mellem sprækkerne, men da jeg når til vandkanten har jeg stadig en lille smule i hånden. Jeg strækker armen bagud og svinger den fremad, mens jeg åbner hånden, så de tusind små sten rammer vandoverfladen og synker ned, som et skib der går til grunde. En bølge flyder ind over mine fødder og jeg skynder mig at trække op i kjolen, for at den ikke skal blive våd.

Mine øjne glider i, da en let brise tager i mit korngule hår og ødelægger den frisure Agatha brugte hele morgenen på at sætte. Hun bliver ikke glad når hun ser det, men lige nu er det som om vinden tager alle mine bekymringer med sig. Bølgerne skyller fortsat ind over mine nøgne fødder og får gåsehuden til at rejse sig på mine arme. Jeg trækker vejret dybt og slynger armene om mig selv. Hurtigt gnider jeg lidt varme i dem ved hjælp af hænderne.

Selvom der er en strand, kommer her ingen skibe, og der er heller ingen der sejler herfra. Min far vidste godt, at det var ulovligt at forlade Campoa, men han gjorde det alligevel. Han levede af at rejse. Der kunne gå flere måneder før han kom hjem til os igen, men så havde han altid mad og gaver med. Instinktivt flyver min hånd op til den sorte kæde med det lille vedhæng, som hænger om min hals. Han var altid meget forsigtig med ikke at blive snuppet, men en dag behøvede han ikke at passe på mere. Jeg synker en klump og lader vinden fjerne tankerne.

Minutterne går uden andre lyde end bølgerne og aftenvindens susen, men så sætter en lys stemme sprækker i stilheden. ”Chantal!”, kalder Philliphe med en nervøs klang, som jeg kun kan høre fordi jeg kender ham bedre end han selv gør. ”Chantal, hvor er du?”

Jeg tillader mig selv at følge solens nedstigning, nyde synet af de sidste glødende, orange stråler der bliver sendt ud over himlen, inden jeg vender mig om. Han står oppe på skrænten og spejder ud over stranden, men har tydeligvis ikke set mig endnu. I hans position, med armene over kors og benene spredte med omkring en halv meter imellem, ligner han en stolt, men dog ret irriteret kejser. Det er svært at forestille sig at han kun er tretten. Hans ranke holdning og spidse replikker får ham til at virke mere moden, men til tider kan han ligge hovedet i mit skød og bede mig fortælle en historie eller synge for ham. Sommetider lister han sig endda ind på mit værelse og ligger sig i min seng, og så sover vi videre sammen, indtil det bliver lyst og han må skynde sig tilbage for ikke at blive opdaget. Så mindes jeg de lyse sommermorgener hvor vi tumlede leende rundt i græsset, for unge til at de voksne kunne sige at det var upassende.

Jeg holder hænderne som en tragt for munden og råber: ”Hernede!”. Modvilligt træder jeg væk fra vandet, og ser til mens hans blik flakker og derefter lander på mig. Selv på denne afstand kan jeg se hvordan hans læber presses sammen og brynene rynkes. Jeg ved, at det er mor der har sendt ham ud for at finde mig og jeg ved også, at han kun indvilligede i at gøre det fordi han så ville være i fred for at blive råbt ad, når det egentlig er mig hun er sur på. Det er nok også derfor han sender mig det blik, som han altid gør når han finder mig hernede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...