Anthropophagy

Det havde aldrig været meningen, at det var Alice, det skulle gå ud over. Det var ikke engang guds vilje eller skæbnen. Det var et tilfælde.
Alice havde endelig fået kærligheden. Men lige da han endelig var blevet hende, måtte hun give slip. Han rev hendes hjerte ud, og det var han ikke den eneste, der gjorde.

5Likes
2Kommentarer
1387Visninger
AA

2. Og aldrig op

Vores nabo var Igor Thompson, en ældre, tungsindet mand, der havde boet der i årtier. Han var en tungsindet pessimist, der altid havde noget bedrøvende at fortælle os andre. Ja, man kunne sige hans sind var usolidt. Indtil dagsdato havde jeg ikke bekymret mig om ham, nu havde jeg et brændende ønske om at gøre ham fortræd.

Det tog mig 19 sekunder at komme frem til den konklusion, at jeg måtte gøre noget. Jeg farede op af sengen og hen til vinduet. Han havde ikke taget vores bil, men væk var han altså. Jeg var i tøjet og på vej ned til Igor Thompson, min fjende nummer et. Min venstre pegefinger ringede på dørklokken, men intet skete. Mit blik betragtede døren længe. Der hang en hestesko på den. En gammel og rusten en med indgraverede navne. Igor og Irene. Hmm, tænkte jeg, jeg vidste ikke, han havde en kone. Efter at have ventet lidt for længe, bankede jeg på. Døren var hård ved mine knoer, men den blev åbnet med det samme. Med Igors øjne stirrende ind i mine, følte jeg, at jeg aldrig skulle blive glad igen. Alt føltes koldt. Alt føltes fortabt. ”Søde Alice med de blå øjne, kan jeg hjælpe dig?” Hans stemme fik mine øjne til at flakke. Et øje-blik overvejede jeg bare at sige nej og skynde mig væk, men jeg vidste, det ikke var løsningen. Jeg fangede hans blik igen, denne gang meget mere selvsikker. ”Ja, der er noget, jeg. Øhm. Gerne vil snakke med dig om, hvis du har tid? Jeg skal endelig ikke for-styrre.” ”Jeg var godt nok ved at tilberede mig noget mad, men du er velkommen til at blive til middag?” Det havde jeg ikke lyst til. Det eneste jeg havde lyst til var at være sammen med.. ham igen. Jeg takkede ja og kom med indenfor. Selvom vi boede i rækkehus og havde næsten identiske huse, var der en betydningsfuld forskel. Der var næsten ingen møbler, det var der nu heller ikke i vores lejlighed mere, men det havde der været. Væggene var også anderledes. Igors vægge føltes kolde og meget tomme. ”Tag plads,” sagde han og lavede en venlig gestus mod en stol, der stod midt i køkkenet. Det var til gengæld også det eneste, der stod derinde udover køkkenudstyret. ”Du ligner en, der har noget på hjertet, kære?” Han havde stillet sig med ryggen til mig og var nu i fuld gang med at rense noget kød. Jeg pillede nervøst ved min forlovelsesring og følte mig mærke-lig nøgen. Her var stille. Det eneste man kunne høre, var hans kniv, der flænsede kødet op i fine og præcise stykker, mine vejrtrækninger og regnen, der trommede stille på taget. Kødet var som smør i hans hånd, og nydelsen ved at skære kødet op afspejlede hele hans krops-holdning. Selvom hans ansigt var vendt væk fra mig, kunne jeg fornemme smilet kravle frem på hans læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...