Anthropophagy

Det havde aldrig været meningen, at det var Alice, det skulle gå ud over. Det var ikke engang guds vilje eller skæbnen. Det var et tilfælde. Alice havde endelig fået kærligheden. Men lige da han endelig var blevet hende, måtte hun give slip. Han rev hendes hjerte ud, og det var han ikke den eneste, der gjorde.

5Likes
2Kommentarer
1312Visninger
AA

1. Ned i kaninhullet

”Det går jo ikke.” Jeg kneb øjnene endnu mere sammen for at understrege, at jeg sov. Mit lidt for koncentrerede ansigtsudtryk og mine nervøse vejrtrækninger var nok, hvad der afslørede mig. Jeg ville ikke vågne fra mareridtet. ”Alice, jeg ved, du er vågen.” Måden han udtalte mit navn på fik en strøm af varme til at løbe gen-nem min krop, fra hovedet til fødderne. Han sad på sengen, hans vægt pressede madrassen ned i enden, og hans blik, der lå tungt på mig, vejede næsten lige så meget. ”Alice, det er ikke Eventyr-land, vågn op til virkeligheden.” ”Hvordan kan du sige det? Det var som et eventyr. Før.” ”Det ved jeg, men det er slut nu, og det ved du godt.” Jeg pressede øjnene endnu hårdere sammen. ”Hvorfor?” forlangte jeg at vide. ”Det er ikke dig.” ”Det er den værste undskyldning, du kunne bruge.” Et suk. ”Det er virkelig ikke dig, det er.. Svært at forklare.” ”Prøv.” ”Jeg elsker dig, men jeg kan ikke.. bo her.” Med lukkede øjne kunne jeg forestille mig hans ynke-lige, men smukke, fjæs stirre glædesløst på mig. Jeg kunne forestille mig, hvad der foregik i hans hoved. Vores nabo. Han havde en vis frygt for vores nabo. Hvis han bare havde fortalt mig dette noget før, havde der været tid til at snakke problemet igennem, men det var ikke tilfældet. Man kunne allerede fornemme, at han beslutning var taget. ”Vi kan bare flytte? Det gør ikke noget. Jeg vil rejse, hvorhen det skal være med dig?” ”Nej, det går ikke.” Med de ord forlod han vores hus efter at have kysset mig blidt på panden. Han havde allerede pakket sine ting i løbet af natten. Nu var her tomt. Både i lejeligheden og inde i mig. Vi var lige flyttet sammen, og han havde sagt, han elskede mig, han havde friet. Nu var han væk. Og det værste var, at det ikke var min skyld. Han var alt. Han var grunden til jeg levede. Han var alt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...