The Vengeur

Ondskab er emnet. Et meget bredt emne, for hvad er ondskab egentlig helt præcist?
Ondskab er mange ting. Det er et vidt begreb. Vi synes, der er mange ting her i livet, som er ondskabsfulde. Ondskab kan ske på alle tidspunkter og for alle mennesker – det kan ske i hverdagen eller ved helt specielle lejligheder. Men hver er det egentlig, der bestemmer, hvad ondskab er?
Vi har jo alle forskellige meninger om, hvad ondskab er. Nogle mener, at det er det rene ondskab, når man fælder regnskove, andre er ligeglade, da de stiller sig selv og materielle goder højere. Der er eksempler som dem, men også de voldsommere som nazisterne. De mente, og mener stadigvæk, at de gør hele jorden og deres ariske race en tjeneste ved at udrydde jøder, og det er der mange andre, der ikke er enige i. Osama Bin Laden og dem, der stod bag ham, syntes, det var okay, at dræbe alle dem ved 9/11, hvor andre finder det rædselsfuldt. Til gengæld skyder vi så deres leder. Men er det ikke også ondskab?
Det er meget svært at få alle mennesker til at blive enige om, hvad ondskab er og ikke er. Derfor har jeg prøvet at skrive en novelle, som selvfølgelig passer ind i overemnet på mere end én måde, både på en mindre- og højere plan. I vil selv kunne vurdere, om hovedpersonens beslutninger er onde eller retfærdige.

10Likes
12Kommentarer
1748Visninger
AA

1. Rise of the Vengeur

Klokkerne kimmede rytmisk. Alle vidste, hvad det betød. Sort. Alt sammen. En farve, som ikke rigtig er en farve, men tegnet for sorg og mismod. Og denne dag var verden badet i sort. Hun hadede det. Hun hadede menneskerne, som nu stod udenfor kirken i deres sorte kjoler og bukser med ansigterne begravet i broderede tørklæder og et sørgmodigt udtryk på ansigterne, for sandheden var, at det ikke kunne være mere ligeglade. Det gav hende kvalme at se deres falske tårer, når de kom hen til hende og beklagede, at det hele var endt så skidt, når de indeni tænkte som alle andre. Det var jo hans egen skyld.. Han fortjente det.. Det er det bedste for alle.. Men de tog fejl.

Hans lig havde set så fredfyldt ud. Som om han bare lå efter en lang dag nede på tanken døset ind i dyb søvn. Hun havde tit lagt og betragtet ham, imens han sov efter en af de dage. Så fredfyldt.. Men det var bare en maske. En maske Døden havde tvunget ham til at iføre sig. For hun vidste bedre. Hvis Døden ikke havde tvunget masken over hans skønne ansigt, havde han leet indædt af skiderikkerne, som nu stod og smilte veltilfredst over hans død, og derefter havde han smilet til mig. Åh, hans smil..

Solen skinnede. En blid vind legede med hendes hår. Vandet var lyseblåt. Men det var ikke det, der gjorde dagen perfekt. ”Åbn munden.” Hun grinte hjerteligt og adlød. Chokoladekagen smeltede nærmest på hendes tunge. Hun smilede til ham. Han var så smuk. Hans mørke hår var blødt, og hans stemme var som musik med den franske accent. Hans mørkebrune øjne hvilede på hende, og de sad i lang tid bare og så på hinanden. Så kastede de sig over hinanden i et heftigt kys. ”Du er så smuk, når du smiler,” hviskede Jonathan, da de endelig fik sig et pusterum. ”Jeg elsker dig.” ”Og jeg elsker dig.”

 

Når hun tænkte tilbage på ham, kom hun tit til at græde. Og det fik hende til at græde endnu mere. Hun kunne ikke mere gøre det, han elskede. Hun kunne ikke længere smile. Ikke uden ham. Det var ham, der trak hende op af dybet. Han var hendes frelser. Han var den første og eneste person, som nogensinde havde elsket hende af hele sit hjerte. Hun kunne stadigvæk mærke det svide i kinderne og rive i ørene, når hun tænkte tilbage på hendes forældre. Han havde aldrig slået hende. Hvordan kunne sådan en engel have dræbt så mange mennesker? Han var hendes engel. Ikke en morder! Hvordan kunne folk tro det? Måske var det rigtigt nok, at de levede i støvet, men det var Dem, det var samfundet, der havde tvunget dem derned. Og måske færdes han de forkerte, men hvordan skulle vi ellers kunne overleve? Han gjorde det for min skyld. For vores skyld. Og de kaldte ham en morder.

Der gik måneder. Tiden gik langsomt. Det var nærmest som om, den var gået i stå. Der skete intet. Hun vidste ikke, hvor hun var, og det var ikke kun stoffernes skyld. Nat og dag flød sammen, drøm og virkelighed blev et. Om natten var hun tilbage til ham, i hans arme, og om dagen var hun tvunget sammen med de mennesker, hun hadede. De tvang hende til at tænke grimt om ham. De fik hende til at tro på det. Tro på, at det var ham, der havde dræbt alle de mennesker. Men om natten var hun klogere. Så vidste hun, at hun altid havde haft ret. og snart skulle alle andre også have det at vide. Det kom frem fem måneder efter hans død. Sagen om massemordene var blevet genopnået, da fjolserne lagde mærke til, at der var lidt for mange huller i sagen, og at de måske havde stegt den forkerte. De annoncerede det en søndag. Derfor hader jeg søndage. Det er slutningen på ugen. Slutningen på glæden. Bare ikke den søndag. Da var det slutningen på min bundløse sorg, og i stedet kom vreden. Vreden over at de kom her og undskyldte. Det var ikke noget, man kunne undskylde sig ud af! Man kan undskylde, hvis man jogger over en anden persons tæer, man kan undskylde, hvis man bøvser ved bordet, men man kan ikke undskylde over, at man er ”kommet til” at stege en uskyldig mand. Forventede de en tilgivelse? Nej.. De var ligeglade. Pisse ligeglade! De var ligeglade med folk som hende og Jonathan. De var ligeglade med alle andre end dem selv. Hendes far var ligesom dem..

Han var fuld igen. Han stank af det. Hans øjne var slørrede, som de altid var om aftenen. Han havde spildt en brungullig væske på den før hvide undertrøje, som var alt for kort, så man kunne se en god del af hans ølmave. Den gik helt op til navlen, som var fyldt med sort fnuller. Han gik ikke ordentligt. Lige da han trådte ind ad døren, bankede han ind i en stol og væltede den. Bordbenet knækkede, men det var ikke førstegang. Det kunne vel limes igen. Han mumlede noget. Det var ikke på noget forståeligt sprog, men hun tvivlede på, om det overhovedet betød noget. Noget var dog anderledes end ved alle de andre aftner. Han var længere væk, end han plejede at være. Det kunne den lille pige ikke se på ham men på hendes mor. Hun så bange ud. Trak pigen om bag sin ryg. De gemte sig inde i køkkenet. Mor havde køkkenkniven i hænderne. Hvad lavede hun med den? Han havde fundet dem. Da hans slørrede blik faldt på kniven, blev han vred. Han løb hen imod dem, slog kniven ud af mors hånd og lod den bagefter ramme hende. Hun faldt til jorden. Den lille pige græd. Hun greb fat om sin mor, men mor skubbede hende igen om bag sig, da hun rejste sig op. Hun rystede. Hun begyndte at tale med rystende stemme til ham. Hvad hun sagde var ubetydeligt. Han lyttede ikke. Han samlede kniven op og jog den ind i hende, imens han grinede. Hun faldt igen til jorden, men denne gang rejste hun sig ikke igen. Han vendte sig mod den lille pige og spurgte: ”Hvorfor græder du, Mischa? Du burde grine.” Han lænte sig frem mod hende. Smilte til hende. Ikke som mor plejede at smile. Overhovedet ikke sådan et smil. Han hævede kniven mod hende og huggede.

Hun kom tilbage til sig selv med et sæt og opdagede, at hun stod og rystede. Påvirkede minderne om hendes far hende stadigvæk? Det var så længe siden, hun sidst havde tænkt tilbage.. Jonathan havde skubbet dem væk og erstattet dem med nye minder. Kærlighedens minder. Han havde gjort hende lykkelig for første gang. Hendes far, hvis man kunne kalde ham det, havde ødelagt hendes barndom. Han havde taget hendes mor fra hende. Hun beskyldte ikke sin mor for, hvad der var sket. Hun beskyldte hende ikke, at hun havde fundet sådan en idiot. Hun ønskede vel også bare at være lykkelig? Det var det, alle mennesker ønskede. Så var der bare de mennesker, der ikke kunne finde deres egen lykke uden at stjæle den fra andre. Hun åbnede øjnene og opdagede, at hun var kravlet op i soveværelset. Alt så ud, som da hun havde haft Jonathan. Når hun hørte fra andre, der havde mistet, flyttede de normalt. De flygtede fra minderne, fra smerten. Men det gjorde hun ikke. Hun havde ikke oplevet andet end smerte hele sit liv, og denne smerte var hans smerte. Hun tog sig til brystkassen, hvor hjertet sad. Det smertede, som var det blevet gennemboret af en kniv. Det var dejligt. Hun følte sig tættere på ham end nogensinde før, når smerten kom. For det var den smerte, han havde følt. Og med smerten kom vreden. Hans vrede. Han fortjente hævn. De fortjente alle at dø. Vil du dræbe dem, som de dræbe Jonathan? En lille stemme talte til hende. Den var lav og sprød som en barnestemme. Så uskyldig. Og den frembragte også smerte. Men denne smerte var ikke som Jonathans. Den var selvisk. Det måtte være den smerte, som de følte, når de havde ondt. Dem, som havde dræbt Jonathan. Den skulle væk! Hun så ind i det støvede spejl, som hang på væggen. Derinde var hun. Men det var ikke hende.. Kvinden inde i spejlet var ren, smuk. Lys. Hun stirrede alvorligt ud på hende. Du kan ikke.. ”Jo!”, skreg hun ud til stemmen, prøvede at overdøve den. ”Jonathan fortjener hævn! Han var ikke som dem. De udsletter alt det gode! De fortjener ikke livet!”  Du er ikke anderledes end dem, hvis du dræber. Kvinden inde i spejlet så bønfaldende ud på hende. Det, hun sagde, lød så rigtigt. Det blev sagt med autoritet. Det blev sagt på samme måde, som højermagterne talte. Dem, som fik Jonathan dræbt. Dem, som stjal godheden. ”Nej..”, hviskede hun til kvinden. Hun gik hen til kvinden, famlede efter lampen, som stod på bordet. Hun løftede den og hamrede den ind i spejlet, så det splintredes, imens hun råbte: ”Men det er Jonathan!” Kvinden forsvandt. Tilbage var hun. Hun blev spejlet i det knuste spejl. Hun så ind på sig selv, på det lange, fedtede brune hår, brystet, som hævede og sænkede sig i en vild rytme, og til sidst landede hendes blik på hendes ansigt. De sølvfarvede øjne så mørkere ud, end de plejede. Var det fordi, hun nu var blevet en hævner? Var det fordi, hun nu ikke mere skulle ligne en uskyldig engel men det, hun nu var blevet.. en dræber? Ja. Men det var ikke nok. Forandringen var ikke stor nok. Hun var ikke længere Mischa. Hun var ikke længere den, Jonathan forelskede sig i, ikke længere den svage pige, som græd over livets smerter. Hun var en hævner. Vengeance, var det ikke det, det hed på fransk? Hun var en vengeur. The vengeur. Hun åbnede kommodeskuffen og smed lampen fra sig. Hendes hånd søgte efter noget skarpt. Op fra skuffen kom en kniv. Den lå der til forsvar, hvis nogen skulle bryde ind. Nu skulle den give hende forandring. Hun løftede den op til ansigtet men tøvede.. Hvad fortjente The Vengeur som mærke? Hun lukkede øjnene og hørte en latterfuld stemme inde i sit hoved.

”Hvorfor græder du, Mischa? Du burde grine.”

Og det gjorde hun så. Ud fra hendes sprækkede læber kom en høj, hysterisk latter. Nu forstod hun, hvad han havde ment. Hun forstod..

Hendes latter fortsatte, selv da hun løftede kniven og puttede den ind i mundvigen og rev til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...