Skytsengel

Hun blev sendt ned til jorden. Men besvimmer i sit menneske krop. Ude i en snestormen. Jonathan finder hende, og tager hende med hjem og passer på hende. Men hvad vil der ske?

4Likes
4Kommentarer
1873Visninger
AA

2. Panik.

 

Hun stod der og kiggede på mig med de smukkeste havblå øjne. Aldrig havde jeg set så smukke øjne, som glitrede i lysskæret. ”Hvad hedder du?” spurgte jeg og min kinder brændte blidt på mine kinder. Jeg er slet ikke vant til at snakke med så en smuk pige. ”Jeg hedder Alvira Tiolpel” svarede hun og smilte et tandpastasmil mig. Mit hjerte sprang et slag over. ”Hvad hedder du?” spurgte hun med en sød stemme. ”Jeg hedder Jonathan Kometa” sagde jeg og kiggede væk fra hende. Hvorfor skulle hun være så blændende smuk? ”Er du ikke sultent?” spurgte jeg og gik hen imod døren og viftede med mine hænder ned mod køkkenet. ”Jo tak. Og har du selv lavet madet?” spurgte hun og gav mig hendes tandpastasmil. Og gik ud af døren og ned til køkkenet, som om hun vidste hvor det hele var og hun satte sig ned på stolen i køkkenet. Jeg smilte og tog maden ud af køleskabet og puttede det hele i en skål og ind i mikroovnen. Da jeg skulle tage det ud, hørte jeg et brag udenfor, så det rystede hele huset, og små støvpartikler faldt ned fra loftet. Jeg hørte Alvira gispe højlydt og stod op med det samme og kiggede omkring sig og gik i panik. ”Jonathan, skynd dig ned i kælderen!” råbte hun nærmest og slyngede masser af mad og vand til mig. Jeg så underligt på hende. Men noget ved hendes blik, sagde at jeg ikke skulle sige mere, men gøre som hun siger, med det samme. Og det gjorde jeg så. Jeg kunne ikke modstå det.

Åh nej. Hvorfor skulle det ske? Hvorfor?! Jeg var jo lige kommet ned til jorden, og så må man ikke vænne sig til livet hernede. Hvor var det uretfærdigt. Jeg mærkede energien strømme igennem mig og fyldte hver eneste nerve. Mine vinger bredte sig blidt ud og brød igennem min tynde hvide kjole. Braget startede igen. Alt rystede. Jeg grinte og holdt min hånd frem, og der kom et lysende sværd, som strålede så kraftigt at selv jeg ikke kunne se på den direkte, med mine menneskeøjne. Huset braste sammen, eller rettere sagt. Alt blev til aske.  Nu stod jeg ansigt til ansigt med selve djævlen. Hans øjne lyste af vrede og begær for mit røde blod. Jeg løftede sværdet op. Han grinte den ondeste grin og gik imod mig. Lige pludselig trak han sit eget sværd og rettede efter min hals. Jeg blev overraskede og kunne ikke gøre andet. Jeg var låst fast. Jeg slugte en klump. Han tog min sværd og smed det så langt væk som muligt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...