Regnvejr


9Likes
33Kommentarer
1965Visninger

1. Regn

Det regnede den dag. Jeg sad i træet som sædvanlig, godt beskyttet af den tætte trækrone, lænede mig op ad træets knudrede bark og lukkede øjnene, mens jeg lyttede til dråberne, der faldt. En dråbe slap et af bladene højt over mig og ramte mig på kinden, og jeg slog øjnene op og stirrede ud over haven. Jeg kunne fra min plads i træet se hende stå og stirre på regnen gennem glasdøren. Selvom jeg var godt gemt bag træets grene, havde jeg en fornemmelse af, at hun så lige på mig med sine kølige, grønne øjne. Min søster. Min perfekte tvillingesøster. Vi ligner hinanden som to dråber vand, men hun er så anderledes. Alle vil være venner med Nira, der altid er sød og eksemplarisk og venlig overfor alle. Jeg er en drømmer og har det bedst med mit eget selskab, så derfor har jeg aldrig været populær. Og hvem skulle også vælge mig, når jeg nu også findes i en perfekt udgave? Så længe, jeg kan huske, har det været sådan, helt tilbage i børnehaven var det også hende, de andre kunne lide. Da vi starede i skole, var mange interesserede i os begge to, fordi vi var tvillinger, men det blev hurtigt hende, der var midtpunktet. Og selvom jeg måske selv var lidt ude om det, gjorde det alligevel ondt, hver gang hun blev inviteret til en fest uden mig eller havde venner på besøg, mens jeg sad alene på mit værelse. Men sådan måtte det nok bare være.

Jeg vidste, hun ville komme ud og sige, at jeg skulle komme ind, hvis hun så mig. Jeg lod mig glide ned ad træet, ligeglad med, at den våde bark gjorde mit tøj beskidt, og hoppede det sidste stykke ned. Jeg tabte balancen i et øjeblik, da jeg ramte den mudrede jord, men genvandt den hurtigt og gav mig uden rigtig at vide hvorfor til at løbe. Det regnede stadig, men jeg var ligeglad. Jeg løb uden at lægge mærke til, hvor jeg løb hen: jeg havde bare brug for at løbe. Vinden fik mit røde hår til at piske mod mit ansigt, mens jeg sprang af sted og gled på den våde jord og sikkert fik alle forbipasserende til at stirre undrende efter mig. Regndråberne blindede mig og gjorde mit tøj klamt og vådt, men jeg nød det. Regn har altid passet godt til mig; måske ikke så underligt i forhold til mit navn.

Jeg satte forpustet farten ned efter et stykke tid, da jeg begyndte at få sidestik. Jeg var kommet et godt stykke ind i byen: husene tårnede sig op over mig, og de mørke skyer fik den smalle, tomme gyde til at virke dunkel og truende. Og værst af alt kunne jeg ikke genkende stedet. Typisk. Jeg sukkede og fortrød, at jeg sådan var flygtet. Der var jo intet sket; Nira var ikke engang kommet ud. Jeg var efterhånden helt gennemblødt af regnen, og mørket ville snart falde på. Hvorfor skulle jeg altid være så ubetænksom?

”Hvad laver du helt alene herude i regnen?” lød en stemme pludselig bag mig, og jeg snurrede rundt og fik øje på en dreng på min alder, der var på vej ned ad den mørke gade. Jeg trak på skuldrene og vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Han lød ikke uvenlig, bare som om han ville hjælpe mig, og hans bevægelser var afslappede og imødekommende.

”Jeg havde bare lige brug for at … komme væk,” mumlede jeg tøvende. 

”Det kender jeg godt,” sagde han og bøjede kort sit hoved en anelse i et lille nik. Han var kommet hen til mig og stoppede op, og jeg stirrede undrende på ham, selvom det var temmelig uforskammet. Han var køn, med pjusket, lyst hår - gik jeg ud fra, farven var mørkere, fordi det var vådt - og smukke øjne. Han smilede ikke, og jeg havde svært ved at gætte hans følelser; var han bekymret?

Han havde en paraply i hånden, så jeg, da han løftede den og slog den ud. ”Vil du låne min paraply? Du bliver syg, hvis du ikke passer på.”

”Det gør du også.”

Han trak på skuldrene. ”Jeg er bedre klædt på end dig. Tag den bare, jeg skal ikke bruge den.” Jeg tog den, stadig uden at slippe ham med blikket. Han smilede genert i et øjeblik, og jeg ville ønske, han blev ved. Der var et eller andet ved ham, der gjorde mig lettere åndeløs.

Vi stod lidt i regnen uden at sige noget. Jeg havde ikke lyst til at gå hjem: jeg orkede ikke at skulle skændes med min mor, når jeg endelig kom hjem, og udskød det, selvom det kun gjorde det værre.

”Skal jeg følge dig hjem?” spurgte han lidt usikkert, så genert ned i jorden og vippede på skoene. ”Dine forældre er vel bekymrede ...” Det troede jeg nu ikke. De var aldrig bekymrede for mig, så hvorfor skulle de være det nu? De havde sikkert travlt med at tage sig af Nira, tænkte jeg fortrydeligt.

”Det behøves ikke, du skal ikke spilde din tid på mig,” sagde jeg med et skuldertræk, selvom jeg helst ville sige ja.

”Jeg har alligevel ikke noget at lave. Hvor bor du?” sagde han, og jeg overgav mig og fortalte ham det. Min mor ville nok mene, at det var dumt at sige sin adresse til en fremmed, men jeg tænkte ikke nærmere over det. Jeg følte vel ikke rigtig, at han var fremmed.

Vi gik ned ad den tomme gyde i regnen, tæt sammen for begge at kunne være i ly. ”Det er et sjovt ord, paraply,” sagde han pludselig. ”Umbrella på engelsk ...”

Jeg nikkede. Det var lidt fjollet, men det var rigtigt nok. Det havde jeg aldrig rigtig tænkt over. Jeg ville ønske, han sagde noget mere, fortalte om sig selv, og jeg kendte ikke engang hans navn. Hvordan kunne jeg spørge ham om det uden at lyde dum? 

Jeg overvejede forskellige variationer af spørgsmålet, men heldigvis blev jeg slet ikke nødt til at spørge: han spurgte selv, om han havde fået præsenteret sig. Jeg smilede. ”Nej. Jeg hedder Rain.”

”Det er et smukt navn,” sagde han.

Vi snakkede hele vejen hjem til mig, og jeg var i den syvende himmel. Det lyder sikkert fjollet, som en dårlig kærlighedshistorie i et ugeblad, helt urealistisk, men det var kærlighed ved første blik. I hvert fald for mit vedkommende. Alt ved ham tiltrak mig bare, hans sjældne smil, som afslørede de små smilehuller, hans skæve kommentarer til alt. Da han gik igen efter at have sendt mig et genert smil, savnede jeg ham helt ubærligt næsten øjeblikkeligt. Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at det var fjollet, men to dage efter, da jeg igen sad i træet, så jeg ham komme gående ned ad grusstien mod vores hus.

Han stoppede op, da han fik øje på mig, og lænede sig op ad hegnet ind til vores have. ”Hej,” sagde han og smilede en smule.

”Hej,” sagde jeg overrasket og hoppede hurtigt ned fra træet. ”Øh … vil du med indenfor?”

Han nikkede, men pludselig kom jeg i tanke om noget og ville ønske, jeg kunne få ham til at blive ud. Nira. Han ville få øje på min søster og glemme alt om mig. Men det var for sent, han var allerede begyndt at gå op mod døren.

Vi gik op til hoveddøren og ind i entréen, mens hjertet sank i livet på mig. Hun sad i sofaen og lignede en drøm: tøjet sad perfekt, hendes kobberrøde hår var strøget væk fra ansigtet på nær en enkel tot, der elegant snoede sig langs hendes kind, og hun så op og viste sit perfekte tandsæt i et smil, da vi trådte ind i stuen. Jeg præsenterede dem for hinanden og prøvede at lyde henkastet. Nu var det slut, tænkte jeg modløst, nu var jeg bare en plet på tapetet. Sådan gik det altid.

Men for en gangs skyld stjal min søster ikke billedet. Vi gik op på mit værelse, og han kiggede sig ikke engang tilbage over skulderen for at kigge på Nira.

Vi smed os på min seng og talte hele eftermiddagen - og den næste med. Vi talte hele efteråret, vi talte og talte, mens bladende skiftede farve, og regnen og blæsten rev dem til jorden. Vi kunne bruge hele dagen på at tale om ubetydelige ting, om refleksioner i vandpytter, om videobånd, der bliver spillet baglæns, om kalendere slået op på den forkerte måned, om salgsannoncer i supermarkeder uden et eneste afrevet telefonnummer, om puslespil og dresserede dyr. Vi grinede sammen, men vi græd også. Hvad græd vi over?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...