Dybtliggende grusom.

Callie Porter en en femtenårig pige, med nogle meget specielle evner. Hun er - som ikke mange andre - magiker, og går på en skole for folk af specielle racer. Hun er livlig, sjov, og sød. Eller det var det alle troede, indtil en ny dreng en dag kommer ind i klassen.
- For denne nye dreng - Brady - fremprovokerer en helt ny side af Callie. En ny, og frygtelig side.

8Likes
8Kommentarer
2267Visninger
AA

3. Et mørke.

Alting er sort. Frygten simrer omkring mit synsfelt, i helt komplet mørke. Nej, det er ikke frygt. Det er min vrede. Det gør ondt i mit baghoved, men jeg kan ikke bevæge mig. Der begynder så småt at være brud i stilheden. Små lyde baner sig vej igennem mørket, til mine ører. Og pludseligt, åbner jeg øjnene, og ser lige op på Brady. Han smiler til mig. Et sødt, acceptabelt smil. Slet ikke skadefro, eller negativt. ”Er du okay?” hvisker han. Jeg løfter hovedet, og ser mig omkring. Brady sidder på hug foran mig, og resten af klassen står som en halvcirkel omkring os. Nogle med bekymrede blikke, og andre med irriterede miner.

Mit blik hviler på Brady igen. Han venter tydeligvis på et svar, men jeg vil ikke. Jeg rejser mig op, med en så pludselig bevægelse, at folk springer til siden, og jeg undrer mig over om de mon troede at jeg var død. Jeg skuler til dem alle, imens Brady rejser sig stille og ser på mig. ”Undskyld, det var ikke min mening at slå dig ud.” smiler han fortrøstende. Jeg ser rundt igen. Melanie ser på mig, med et håbløst blik. Som om hun fortæller mig at jeg intet duer til. Cassidy ser skamfuldt ned i jorden. Hun prøver at undgå mit blik. David smiler. Et smil fyldt med medynk. Mine venner. Han slog mig, og se. Mine venner. De synes at jeg er svag, de synes at jeg er en taber. De smiler alle til Brady når han ser på dem, men tør ikke se mig i øjnene. Mine venner. Mine venner. Jeg skriger i arrigskab, og bakker over mod døren. Alle ser på mig. Forskrækkede, og fyldt med afsky. Brady kommer over imod mig. ”Rolig Callie. Det skal nok gå.” Jeg hvæser af ham, og langer ud. Han undviger. Jeg skriger igen, og lader mit blik vandre over dem alle. Selv Cassidy ser op på mig. ”I kommer til at fortryde. Jeres skamfulde, og frygtsomme blikke. I vil fortryde. DØ!” Jeg langer ud efter Brady, og han undviger endnu engang. Så løber jeg ud af døren, og smækker den i bag mig.

 

 

Jeg ser på mit spejlbillede. Det kolde badeværelse er mørkt bag mig – kun mit ansigt er oplyst af et stearinlys’ blege flamme. Jeg har stillet det på en lille hylde foran spejlet, og det giver lige nok lys til at jeg kan se saksen i vasken. Gulvet er koldt imod min bare tær, og hårene har rejst sig på min nøgne hud. Mit tøj ligger i en bunke bag mig på gulvet, og jeg smiler til mit spejlbillede. Mine øjne er let opspilede, da jeg tager saksen op fra porcelænsvasken. Jeg hiver ud mit hår, og klipper en stor tot af uden tøven. Jeg griner, men min latter dør i et vredesskrig. Jeg river endnu en tot ud, og klipper. Og gør det samme igen, og igen, og igen, i et sporadisk mønster. Da jeg til sidst falder ned, og synes at det er nok, ser jeg på mit spejlbillede igen. Mine store blå øjne, stirrer tomt. Min smalle, rosenrøde, mund har blod hvilende på underlæben, efter at jeg har bidt mig selv – uden at lægge mærke til det. Min underlæbe har altid været en smule mere fyldig end overlæben – et træk folk siger gør mig sød. Men nu hvor blodet drypper fra den, virker den mindre kær. Mit hår er kort, og pjusket. Klipningen er uregelmæssig, men jeg smider alligevel saksen ned i vasken igen, og slukker lyset ved at tage fat om flammen med den ene hånd. Jeg griner af den brændende smerte der skyder igennem min hånd, og så løber jeg ud af badeværelset. – Mit tøj bliver ubekymret på flisegulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...