Dybtliggende grusom.

Callie Porter en en femtenårig pige, med nogle meget specielle evner. Hun er - som ikke mange andre - magiker, og går på en skole for folk af specielle racer. Hun er livlig, sjov, og sød. Eller det var det alle troede, indtil en ny dreng en dag kommer ind i klassen.
- For denne nye dreng - Brady - fremprovokerer en helt ny side af Callie. En ny, og frygtelig side.

8Likes
8Kommentarer
2275Visninger
AA

4. En latter.

 Regnen hamrer ned, og hun hiver irriteret hætten op, for ikke at få ødelagt sin nyligt satte frisure da hun stiger ud af bilen. Hun smiler til chaufføren, og rækker ham nogle drikkepenge. Så begynder hun at småløbe hen imod skolens port. Porten går op med et ’klik’ da hun trykker på dørtelefonen, og en stemme velkommer hende. Cassidy går med hurtige skridt op af skolens havegang, alt imens hun distræt ser sig omkring. Selve skolen er omgivet af tågebanker, og forhaven lægger hen i en komplet masse af gråt. Hun undrer sig, og gnubber sine arme for at fjerne gåsehuden. Så løber hun op ad trapperne til hoveddøren.

 

Der er ingen andre på skolen end hendes klassekammerater. Alle er åbenbart meldt syge, også lærerne. Åbenbart med én undtagelse, fortæller Melanie i samme øjeblik som Mr. Tanner kommer gående ned af gangen. Alle er samlet uden for klasseværelset, fordi døren underligt nok er blevet låst i dag. Og da Mr. Tanner kommer gående, løber David ivrigt hen til ham og beder ham om at låse døren til klasseværelset op. ”Selvfølgelig,” smiler Mr. Tanner ”jeg skal jo også undervise jer her i første time.” Ligeså snart døren er låst op, strømmer alle ind i lokalet, med Mr. Tanner og Cassidy til sidst. ”Hvorfor er døren låst her til morgen, Mr.?” spørger Cassidy imens hun venter på at alt er faldet til ro, så hun kan sætte sig på sin plads. ”Jeg ved det faktisk ikke, den plejer at være låst hele natten, og så åbnet af pedellen inden i børn kommer om morgenen.” Han gnubber sin skaldede isse i forvirring, og hun kan ikke lade være med at fnise lidt. Så skynder hun sig ned og sætter sig på sin plads. Hun ser sig om efter Callie, for at grine af deres kiksede lærer med hende, men hun er ikke på sin sædvanlige plads til hendes venstre side. Cassidy sukker, og føler sig pludseligt meget træt. Skolen er så kedelig uden Callie, synes hun. Et minut efter klokken er ringet, kommer Kevin Simons løbende ind ad døren, men han har knapt nået at stille sin taske før han peger op på tavlen og måber. ”Undskyld, Mr. Tanner? Hvem har skrevet dét?” Alle ser op på tavlen, og alle opdager det samme. Der er helt tavst i mellem eleverne, indtil én tager mod til sig og spørger med vag stemme; ”Hvad?” På den grønne tavle står der med håndskrevne, en smule halte, bogstaver; Velkommen til spillet. Og i samme øjeblik som Mr. Tanner vender sig om og læser ordene højt, høres et lille ’klik’ fra låsen i døren.

Melanie farer op, som den første. Alle andre sidder som paralyserede, nogle af forvirring og chok, andre i frygt for hvad der venter. Cassidy hører tydeligt til de skræmte, og Melanie fnyser af hende, da hun går forbi hendes plads. Hun går hurtigt op ad midtergangen, og skubber Mr. Tanner væk så hun kan nå døren. Mr. Tanner ser åbenlyst forarget på hende, men hun ignorerer det. Det er altid hende der må tage affærer når noget sker. Ingen andre her har de nerver der skal til. Det har altid provokeret hende. – Ingen hjælper hende, nogensinde. Altså bortset fra Callie… Melanie når døren, og tager i håndtaget med sådan en kraft, at hun i et øjeblik er bange for at ryge tilbage når døren smækker op. Men det gør den ikke. Hun begynder at hive i døren, men intet sker. Hun vender sig rundt og ser på resten af klassen. Et kort øjeblik får hun øjenkontakt med Cassidy, og så ham den nye dreng, - Brady. Han har ikke sagt noget siden i går, da Callie stak af. Men til forskel fra Cassidy, – som stille har rejst sig, og luntet tilbage bagerst i klassen, for ikke at føle sig i vejen - ser han hende lige i øjnene, og holder hendes blik i flere sekunder. Så ser hun væk, og rømmer sig. ”Døren er låst. Udefra, åbenbart.” siger hun i et tvivlende tonefald, som hun desperat prøver at holde nede. Så runger en latter igennem rummet, efterfulgt af et par korte sætninger. ”Velkommen alle sammen. Jeg håber i er udhvilede, og friske. Lad os så se hvor længe i kan holde jer. I skindet.”

Forvirring varer et øjeblik, imens folk prøver at identificerer stemmen, og krypterer ordene. Alting er som gået i stå, da en lynende pil skyder ud igennem den store tavle. Pilen er som gået lige igennem den massive væg bag, og ikke en skramme er lavet på tavlen. Melanie ser forundret på tavlen, og glemmer alt om selve pilens mål. Først da hun hører et øredøvende skrig fra bagerst i lokalet, går det op for hende, hvad der lige er sket. Hun vender sig langsomt om, og ser til med rædsel – sammen med alle sine andre klassekammerater -  da Cassidy falder til jorden, med det hvide vendt ud af øjnene. Melanie skriger, løber gennem lokalet i fire spring, og falder på knæ foran sin veninde. Cassidy ligger ubevægelig på jorden, med blodet strømmende fra hendes tinding, hvor pilen har boret sig lige igennem hendes kranium. Hendes mund er stadig åben, og resterne af et angstens skrig, ligger stadig på hendes læber. Melanie græder. Tårerne triller ganske enkelt ned af hendes kinder, alt i mens hun hulker i en hjerteskærende halvkvalt gråd. – Noget hun aldrig, nogensinde, ville gøre i offentligheden. Men nu sidder hun der, og ser på sin venindes brutale lig. Og hun dukker sit hoved ned, for at kysse hendes pand, imens hendes tårer falder ned over også venindes kinder. Men igennem alt sorgen, hører hun alligevel den triumferende latter der runger mellem væggene.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...