Dybtliggende grusom.

Callie Porter en en femtenårig pige, med nogle meget specielle evner. Hun er - som ikke mange andre - magiker, og går på en skole for folk af specielle racer. Hun er livlig, sjov, og sød. Eller det var det alle troede, indtil en ny dreng en dag kommer ind i klassen. - For denne nye dreng - Brady - fremprovokerer en helt ny side af Callie. En ny, og frygtelig side.

8Likes
8Kommentarer
2142Visninger
AA

1. Et smil.

Jeg løfter langsomt mit hoved, og ser op på den grønne tavle. Lærerinden – Miss. Delany – skriver ivrigt en lang række tal op, med et stykke hvidt kalk. Jeg har min skitsebog liggende over det kedelige matematikhæfte, og jeg tjekker med jævne mellemrum om Miss. Delany kunne tænkes at kigge ned på mig. Nu vender hun sig til sidst om igen, og puster på kridtet, som om hun lige har affyret et skud. Jeg klapper hurtigt mine tegninger sammen, og lægger bogen ned på mit skød. Skjult under bordet. Jeg sidder forholdsvist langt væk fra tavlen, og katederet, men alligevel må man vel have sine forholdsregler. – Og selvom matematik er kedeligt, og alt for nemt, er det vigtigt at jeg holder min facade. At Miss. Delany, stadig tror at jeg faktisk interesserer mig for hendes pladder. Resten af klassen har det på samme måde. Ingen af os interesserer os. Selvfølgelig af forskellige grunde – ingen er som jeg, her. Men vi gør alle vores bedste alligevel, for at vise en smule respekt, og bare virke som om vi ikke er ved at dø. – Hvilket vi så selvfølgelig er. Alle sammen. Hun ser op imod sine tal igen, og jeg snor en lok af mit mørke hår omkring min pegefinger, imens jeg fylder skygger ud på min skitse. Jeg bider min læbe fraværende imens jeg vifter lidt med blyanten. 

 

Ligeså snart Miss. Delany ser ned fra sin ligning igen, ryger min skitsebog, David Frays tegneserie, Cassidy Maloneys mobiltelefon, Kevin Simons’… erotiske magasin, og alle andres beskæftigelser ned under bordet. Jeg tror endda at jeg så et broderi, og hørte et lille hvin da Melanie Rogers blev ramt af nålen. Jeg fniser kort, og Melanie sender mig et blik, der fortæller mig at jeg skal holde min mund lukket. – Ikke noget jeg har lyst til, men jeg ser logikken i det selv, da Miss. Delany vender sig om, og jeg tier stille. Hun spidser de kirsebærrøde læber, og ser grundigt på os alle. Hun har tydeligvis lige bedt om et svar, men ingen af os har hørt det, og nu sidder vi bare pinligt stille. Hun åbner munden for at sige noget, men bliver afbrudt af klokken. ”Fri!” Råber Kevin, fra et sted bag mig, og jeg vender mig om i samme øjeblik som han samler sit ’magasin’ op fra gulvet, efter åbenbart at have tabt det, og løber ud af døren. Som en anden abe.

 

”Hold nu kæft Simons!” min stemme er ikke andet end en sagte ed, men det kan alligevel høres som havde det været et øredøvende råb. Jeg griner. ”Så er der fri!” råber jeg, stadig med latteren i stemmen, alt imens alle andre er begyndt at pakke deres ting sammen. De rejser sig op, og løber over til døren. Cassidy smiler til mig, og jeg smiler igen. Melanie kommer over og beder mig om at holde min kæft næste gang, og jeg griner imens jeg nikker bekræftende. Ved udgangen er der trængsel, eftersom alle vil ud på én gang, og jeg misunder allerede Simons en smule, fordi han var klog nok til at smutte inden alle stuvede sig sammen som en flok dyr. Jeg venter tålmodigt ved min plads, indtil alle er gået. Så rejser jeg mig, efter at have pakket mine ting mageligt sammen i min taske, og gjort min seneste skitse færdig. Jeg tager min taske, og går roligt hen imod døren. Mit lange mørke hår svinger fra side til side, imens jeg går med langsomme skridt. Jeg ser tilbage imod min plads, laver et lille vift med hånden, og ser til imens stolen sætter sig nydeligt på plads på bordet. Så lukker jeg døren i efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...