Mit liv som Sabine

Hej mit navn er Sabine. Jeg er en helt almindelig teenagepige... Selvfølgelig med en masse problemer, jeg helst vil undgå!

3Likes
7Kommentarer
3019Visninger
AA

1. Hvad er værst?

Fredag 

Vågned op med troen på, at det vil blive en god dag. Faktisk så startede dagen rimlig godt ud, lige indtil klokken blev 12.50 og perfect boy kom og slog op med mig på skolen. Det var den værste ting der kunne ske i mit liv, troede jeg. Jeg brød i vært fald helt sammen, og grad midt i det hele, men han var ligeglad. Ja, han var så ligeglad, at han skred hen til sine venner. Amanda min bedste veninde trøstede mig, selvom hun har en stor numse og bare gjorde det hele værrere, med at sige "du finder nok en ny kæreste", "hvad skal du med ham", "sådan er ALLE drenge bare" eller "du skal ikke grade mere, du ødelægger bare mit humør" helt ærligt, hvad er det for en bedste veninde der ikke kan finde ud af, at trøste? Jeg siger ikke, at jeg selv kunne gøre det bedre, men helt ærligt, så heller tie stille.

I så fald tvang jeg min selv hjem. For hjem er bedst, hjem er der, hvor jeg altid kan finde trykhed. Amanda gik lige op i hælende på mig hele vejen hjem, så jeg ikke fik et minuts fred. Der kom hele tiden et spørgsmål gennem mine øre, med hendes stemme og det lød sådan her "hvordan har du det nu?", "hvorfor svare du ikke", "halloooooooo svar nu" og "JEG HADER DIG". Tilsidst kunne jeg ikke klare det mere og sagde at jeg også hadede hende, men det passede overhovedet ikke! Jeg elskede hende så højt, hun var såkaldt også den eneste der bekømrede sig for mig, mens jeg var mest nedtrygt. Amanda stoppede op, lavede "det sagde du bare ikke blikket" og vendte rykken til og gik sin vej.Jeg kiggede lidt ned ad mig selv uden, at tænke over noget. Jeg råbte heller ikke efter Amanda, jeg lod hende bare gå.

Det eneste jeg tænkte over på det tidspunkt, var nok hjem er bedst, hjem er bedst! Uden rigtig at være helt bevidst om det begynde jeg, at små løbe lidt hen ad vej. Jeg grad og grad. Pludselig stoppede jeg op, kiggede lidt omkring. Jeg kunne høre noget, en stemme, nej vent, flere stemmer. Jeg gik hen til enden af muren, hvor der bag ved var en skateboard bane. Der plejede jeg tit at hænge ud sammen med "ham" I ved nok godt selv hvem, ik? Og nogle andre. Jeg kiggede rundt om hjørnet, lige så jeg kunne skimme, hvem der stod derhenne. Gæt engang, perfect boy, tre af hans venner og EN pige. Pigen hedder Sandre, jeg er ikke særlig glad for, at indrømme det, men hun er så køn! Meget kønnere end kam håret mig! Nu blev der næsten helt stille bag muren. Hvad sker der? er de gået? Jeg skynde mig, at kigge igen. Min ben løb, løb og løb jeg kunne ikke stoppe. Jeg stoppede op lige foran vores husdør og fik min verjtrækniger på plads igen. Det hele skete så hurtigt, jeg ikke nåde, at reagere på andre måder end at løbe. Jeg så det, jeg så ham kysse Sandra, det er forfærdeligt. Jeg tog mine nøgler op ad min taske og åbnede døren, det var som jeg havde forventet. Dejligt, stille og roligt. Jeg gik ind på mit værelse, og satte mig ned på min seng.

Den eneste jeg vil ønske var at dø, eller at alt hvad der var sket i dag skulle blive godt igen i morgen. Jeg fik tiden til, at gå med at være på computer og grade. Min mor og far er kommet hjem, og nu banker de på døren, de spøger om de må komme ind, før jeg nåde at svare, var de inde på værelset. Med dem kom Katrine løbende ind og gav mig et vådt slasked kys på kinden og sagde "jeg æææælsker dig Saby", jeg gav hende et lillet smil og gengælde hendes kys, bare mindre slasked og vådt. Mor bad Katrine om at gå ind på sit værelse 5 min. Da min mor sagde det begynde mit hjerte helt at banke, jeg trorede hun havde kræft eller der var sket noget med far. Det tog lidt tid at få Katrine ud, men tilsidst lykkedes det. Mor satte sig på senge kanten og far på min kontor stol, som var de bange for mig. Jeg så på dem med store øjne, der fortalte at de gerne måtte begynde, far startede ud med, at mumle om noget både jeg og min mor ikke forstod, så hun tog over. "Skat jeg/vi har noget vi gerne vil fortælle", hun så op på far og kiggede ned igen, "Ja vi øh, hvordan skal jeg sige det?". Jeg kiggede på hende og sagde "Hvad er det I vil fortælle mig?", også kom det store brud der helt sikkert vil forandre hele mit liv. "Skat vi skal skilles" sagde min mor, jeg kiggede op og ned ad både min mor og min far, jeg kunne ikke tro mine egne øre, hvad jeg lige havde hørt! "J-jeg ved ikke hvad jeg skal sige" sagde min mor, "Jeg ved det vil blive hårdt, men I vil vænne jer til det" (med I mener hun Katrine og jeg). Fra den dag af forandrede mit forhold til mine forældre sig, det føltes helt forkert at de skulle skilles jeg havde aldrig set dem skændes før, så hvorfor? Ja jeg ved faktisk ikke helt, hvad der har været det værste i dag!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...