En betonboks

Jeg er efterladt til mig selv, alt og ingenting,

2Likes
2Kommentarer
960Visninger

1. Som en boks

Jeg føler mig som en grå betonboks. Ingen der ser på mig, lytter til mig, eller bekymrer sig for mig. Jeg har ingen venner, og min familie har aldrig tid til mig, så der er ingen der ved, hvordan jeg har det. Jeg ville så inderligt ønske, at jeg var en del af noget eller nogen. Bare føle at jeg betød det mindste. Men alle er ligeglade, så længe de selv har det godt.

Regnen øser ned udenfor, musikken spiller stille og de varme stearinlys brænder i vindueskarmen, imens tårerne flyder frit. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? Jeg ved ikke hvad jeg gjorde forkert? Det gør ondt dybt indeni. Der er så mage minder, og de vælter alle sammen frem, og får mig til at tænke på, hvordan det var, inden det hele skete. Inden jeg begyndte at havde det sådan her.

Jeg havde et liv. Venner der betød noget, og folk jeg betød noget for. Jeg var en glad pige, med masser af "gåpå-mod" og energi der elskede at feste og have det sjovt, men sådan er det ikke længere. Jeg blev byttet ud, udnyttet, grinet af og tilsidesat af alle. De kom videre, og efterlod mig til mig selv, alt og ingenting.

Hvorfor skulle en betonklods som mig da også have følelser? Jeg nævnte jo aldrig, hvordan jeg havde det, eller om der var noget galt. De nærmeste kunne godt mærke det nogen gange, men når man som mig ikke vil snakke om det, så er man vel også selv udenom det. Eller er man? Skal man lukkes ude, fordi man ikke har lyst til at gå rundt og snakke om sig selv, sine problemer og deprimerende tanker konstant? Jeg troede folk havde det bedst sådan. De slap jo for at høre på mig oven i alle deres egne problemer? Jeg troede det var det de længtes mest efter, men åbenbart ikke.

Det værste er, at de ikke selv ved det. At de rent faktisk har efterladt en person så tom og ensom, at hun ikke længere ser grund til at stå op om morgenen. At hun føler hele året som et langt efterår, hvor bladene, i stedet for at falde af alle sammen på én gang, kun falder af lidt efter lidt, som en viser der en gang imellem hopper et par sekunder bagud, når det eneste man ønsker er, at tiden skal gå hurtigt. Alt det helt uden at nogen har lagt mærke til det.

Jeg sidder her stadig. Regnen øser stadig ned, musikken spiller fortsat, og lysene er endnu ikke brændt helt væk, men tårer er der ikke flere af, for nu er der i det mindste nogen, der ved, hvordan jeg har det. Selvom jeg sandsynligvis ikke ved hvem de er, eller hvor de befinder sig, så ved de det, og den lille forskel giver håb. Håb på at jeg en dag møder en. En der gør mig glad igen, og giver mig noget at være en del af. En der forvandler mit evige efterår til en dejlig forårsmorgen med smuk og inspirerende fuglesang, frisk dug på græsset, duft af ny udsprungede blomster i luften og en halv lun forårsvind, der giver mig både smilet på læben og roen i sjælen tilbage.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...