Jeg hader dig

Kate Johnson skal flytte skole. Allerede den første dag møder hun problemer i form af klassens snob, Christina, der ville have hende ned med nakken. Der opstår en indbyrdes strid imellem dem, men hvor lang vil de gå og hvem vil mon vinde kampen? Samtidig dukker en del af Kates gamle fortid op, og hun finder ud af, at en af hendes kæreste er i fare.

2Likes
7Kommentarer
3021Visninger
AA

5. Skærene

Jeg måtte gøre det. Jeg kunne mærke følelsen kilde helt ude i fingerspidserne, så meget længtes jeg efter det.

Jeg fandt i en fart som gjaldt det liv eller død, min gamle spejderdolk frem fra en af mine mange kasser under sengen, og stillede mig hen til spejlet igen.

I aftenens skær, der faldt ind af mit vindue, så min hud blegere ud end den plejede, og mine øjne fik et sært skær. De strålede på en måde som jeg ikke havde set dem gøre i lang tid.

Jeg rystede. Ikke af angst, men af spænding. Jeg indså, at jeg havde… glædet mit til, at dette ville ske igen?

Jeg førte kniven op til min overarm, hvor jeg lod den kærtegne min bare hud.

,, Kære Gud, undskyld, for alle mine synder. Jeg ved, at jeg er en fejl. Jeg er ikke god nok,” hviskede jeg, og skar den første lille rift. Jeg kunne mærke den søde smerte, jeg sådan havde savnet, der susede igennem mig som en rus af begær.

Jeg skar igen, denne gang lide dybere, og kunne mærke den samme følelse som før vælte gennem min krop. Jeg førte kniven ned til min underarm.

Enkelte tårer trillede stille ned ad mine kinder fra mine lukkede øjne.

,,Nej, jeg er ikke god nok. Jeg er ikke god nok…” de ord blev ved med at strømme ud fra min mund.

Jeg kiggede ned på min arm og begyndte at skrive. Skriften var ikke specielt køn, da min hånd rystede, men det gjorde mig ikke så meget.

Jeg løftede min hånd, så den var omsluttet af nattens lys. I skæret fra månen kunne jeg se de små dråber blod, der løb fra bogstaverne. 

Aldrig god nok.

Nej, jeg var aldrig god nok.

Da braste min lillesøster ind af døren sammen med sin veninde, og ødelagde min lille verden.

,,Søs, må vi ikke lå...” Hun stoppede brat op.

Jeg vendte mig chokeret om mod dem og forsøgte desperat at dække mine sår til.

De stod så fint der i deres prinsessetøj og med små højhælede sko på. Så uskyldige.

,,Forsvind!” Skreg jeg ad dem. Jeg vidste ikke, hvad der gik af mig, jeg havde aldrig råbt sådan af min lillesøster før.

De kiggede chokerede på mig, men trak sig da tilbage, og lod mig stå tilbage alene igen.

Jeg var rasende. Og bange.

Frygten for, at de havde opdaget min hemmelighed, fik blodet til at pumpe hurtigere i min krop, og forstærkede mit raseri.

Jeg satte mig ned på min seng og begravede mit ansigt i mine hænder og ignorerede det faktum, at mine arme var smurt ind af mit eget blod.

Jeg tog frustreret fat i mit hår og begyndte at rive i det, mens jeg skreg.

Hvorfor var denne verden dog så ond? Hvad havde jeg dog gjort for at fortjene et liv som dette?

Tanker som disse rasede igennem mit hoved mens jeg skreg.

Det var et held, at mine forældre aldrig var hjemme eller havde tid til mig, ellers var de nok kommet farende herop for at se, hvad det var jeg lavede.

Jeg satte mit forpustet ned på sengen igen efter nogle minutter. Jeg var helt tæret for kræfter, og mit ansigt var sikkert blegere end før.

Jeg ligner sikkert et spøgelse, tænkte jeg, og et ironisk smil gled over mine læber. Det ville sikkert heller ikke gøre en forskel, hvis jeg var et. Jeg er jo usynlig for alle andre end dem, der vil gøre mig ondt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...